Joshua Cohen er på ingen måde en forfatter, der taler på vegne af en generation. Han repræsenterer kun sig selv og skriver stærkt roste bøger, der ikke rigtig ligner andre på markedet. Alligevel betyder hans fødeår – 1980 – og ”medlemskab” af en ny generation af ofte lidt rådvilde forfattere meget for ham.
Hvorfor rådvilde? Jo, som Cohen har sagt i et interview: Hans bedsteforældre, der udvandrede fra Europa til USA, troede på den amerikanske drøm. Det gør ingen længere. Hans forældre, der voksede op i et trygt jødisk fælleskab, troede på modkulturen eller ”the counter culture”, altså 1960’ernes løfter om frisættelse. Det gør ingen længere. Og så er der Cohens egen generation. Den mangler noget positivt defineret at tro på, men kan ikke rigtig bruge bedsteforældrenes og forældrenes overleveringer til noget.
Samtidig er Cohens generation særlig ved at være født på det tidspunkt, hvor den gamle printkultur aftog i betydning, og den nye digitaliserede webkultur stormede frem som – mente og mener mange – en afløser for århundreders bogkultur. Cohen og de andre født omkring 1980 nåede lige at få færten af, at skrift var noget, man gjorde sig umage med, og en bog var noget, man tænkte længe over og formulerede så perfekt som muligt, inden man præsenterede den for offentligheden. Den type skrift, som fik størst betydning, var den, forfatteren havde gjort sig størst umage med.
Helt anderledes er det under techrevolutionen, vi nu lever under. Her er skrift noget, man henkastet, uovervejet og med minimal indsats og maksimale følelsesudbrud smider på nettet, og de tekster, som får størst betydning i denne nye offentlighed, er langtfra nødvendigvis dem, som forfatteren har tænkt mest over og gjort sig størst umage med. Hele idéen om, hvad en tekst og en bog er, er kommet under beskydning.
Hvor efterlader det så en bognørd og skriftbevidst veluddannet ung mand som Cohen? I interview har han fortalt, at det nærmest føltes som en pligt at undersøge, hvad der sker med en kultur, når den bevæger sig fra print til digitalsering. Det blev til romanen ”Book of Numbers”, der er kaldt den første store roman om internettet, og hvortil Cohen interviewede en række af de mænd – altid mænd – der gennemførte techrevolutionen. Alle som én fortryder de. De troede, at internettet skulle frisætte og forene – en realisering af hippiedrømmen fra de glade 1960’ere – men i virkeligheden førte udviklingen til centralisering af magten, overvågning og kontrol.
Med denne tilgang lægger Cohen sig i rækken af digitaliseringskritikere, som dukker op i disse år. Vi begynder langsomt at erkende bagsiden af de skinnende skærme, men indser samtidig, at man ikke kan få det tabte paradis tilbage. Uanset hvor mange restriktioner man pålægger sig selv og sit eget skærmforbrug, er det evident, at digitalseringen har en pris. Derfor hedder Cohens nye essaysamling da også ”Attention”, for det er den – opmærksomheden – vi er ved at miste.
Den nye bog kommer med en lang hale af lovprisninger fra forfatterkolleger i USA.
”Joshua Cohen er en af mine favoritter blandt essayis-ter. Denne bog er anledning til en fest,” skriver eksempelvis Elif Batuman, som danske læsere snart lærer at kende bedre med oversættelsen af den meget omtalte roman ”Idioten”, der kommer på C&K Forlag. Forfatteren Jonathan Lethem skriver om ”Attention”:
”Cohen, en af vore afgørende vigtige unge romanforfattere, har skrevet essay-romanen til os om vores tid.”
Den omfattende bog har som fortegn, at alle nu om dage nemt bliver distraherede på grund af digitaliseringen. Det er simpelthen et – trist – grundvilkår for både læsere og forfattere, at blikket flakker. På baggrund af læserundersøgelser (fundet online, som han lakonisk anfører) skriver Cohen i forordet til læseren af bogen:
”Hvis du læser med samme hastighed som de fleste amerikanere, hvilket er cirka 200 ord pr. minut, så har du nu læst i cirka seks minutter, men – hvis du også er som de fleste amerikanere på et andet område – er der 50 procents chance for, at du allerede har holdt en pause for at tjekke din e-mail, og cirka 75 procents chance for, at du har taget to pauser allerede, hvis du læser bogen på telefonen.” Det er jo grotesk. Men næppe chokerende. ”Alle er distraheret,” som Cohen skriver.
De alarmerende tal kommer i en situation, der er ret speciel. Aldrig har så mange læst så meget som nu, hvis man tager alle platforme og kommunikationsmuligheder med. Vi lever på mange måder i en skriftkultur. Det kunne jo indikere, at alle var både mere informerede og vidende og velovervejede end før i verdenshistorien, men det er mildest talt ikke den generelle oplevelse i en tid med ophedet debatkultur og megen omtale af ”fake news”. Dette fænomen blev Cohen nærmest født med. Han anfører, at den vidt udbredte og vist stadig cirkulerende påstand om, at den amerikanske regering stod bag angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, satte kursen for hans interesse for informationsstrømme og digitalisering. Hvordan kunne så mange tilsyneladende veluddannede lodret lyve om noget så verificerbart som 9/11?
Som tidsånds-interesseret er Cohen ikke optaget af de nemme svar. Overalt leder han efter dobbeltheder, spejlinger og kompleksitet. Eksempelvis er det ikke nok at stoppe analysen med at sige, at det er mediernes og politikernes skyld. Han skriver, at når medier fylder os med ubrugelige ’breaking news’, og når vores folkevalgte tydeligvis lyver, så skaber de en distraktion. Men når vi så som medieforbrugere reagerer på den udbredte skamløshed hos medier og politikere ved at trække os ind i vores egne små private skærme og dér lade os distrahere af alt muligt bras og tidsspilde, er tragedien fuldendt. Søvngængeragtigt lader vi os dobbeltmanipulere – og der er kun os selv til at standse miseren.
Cohens råd er: Træd et skridt eller to tilbage, undersøg et problem tilbage til dets rod, og bekæmp den allestedsnærværende lokken med distraherende dimser og dumheder.
Men han erkender, at han selv har en rem af huden, og derfor er hans bog i bedste essayistiske tradition undersøgende, selvkritisk, springende – og overalt meget historisk bevidst.
Cohen evner blandt meget andet at se sammenhænge mellem ellers adskilte fænomener eller sfærer. I den nye essaysamling skriver han oplysende om den for ham at se triste lukning for to år siden af det klassiske og bedste amerikanske cirkus, Ringling Bros. and Barnum & Baily Circus, og det politiske liv. Cirkuskaravanen kan historisk set minde om den politiske karavane rundt i landet under en valgkamp, og Trump kan ligne den klassiske sprechstallmeister, der skal skabe illusionen om orden i det omkringliggende kaos. Og i den anbefalelsesværdige roman ”Moving Kings” ser Cohen kunstnerisk givende paralleller mellem finanskrisen i USA og de mange familier, der blev sat på gaden, da boligboblen brast, og palæstinensiske familiers erfaring med at blive sat på gaden efter terrorangreb på Israel.
Som roman om det intrikate historiske forhold mellem USA og Israel er ”Moving Kings” langt bedre end kollegaen Jonathan Safran Foers beslægtede ”Her er jeg”. Denne roman vil i højere grad end ”Attention” egne sig til dansk oversættelse, men Cohens store essaysamling er en væsentlig påmindelse om, at kritikken af digitaliseringen og dens betydning for vores koncentrationsevne, som Bent Meier Sørensen hertillands har taget op i bogen ”Skærmens magi”, er voksende fra den generation, der har levet hele livet med en iPhone i hånden.
Der er grund til at begræde det voldsomme gab mellem den nemme adgang til information og den voldsomme mangel på eftertanke og perspektiv i vores online-liv nu om stunder. Men der er noget at gøre – det begynder bare hos én selv, minder Cohen om, og han har med ”Attention” skrevet en bog, der kræver netop dette, vor tids måske mest eftertragtede evne: opmærksomhed.