Den amerikanske essayist som føler sig kaldet til at korrigere en rådvild tid

Forfatteren Heather Havrilesky ser fra sit katolske ståsted med stor skepsis på amerikansk samtidskultur. I sin opfattelse af det ordinære liv som mirakuløst kan hun minde om Marilynne Robinson og John Updike, men har samtidig sin helt egen stemme i aktuel amerikansk kulturkritik

Heather Havrilesky bor i Los Angeles og har opnået en dedikeret læserskare med sin både morsomme og spidse kulturkritik. Hendes virke er delt i to: Hun er brevkasse- redaktør (hendes klumme ”Ask Polly” kan læses i New York Magazine) og essayist og er aktuel med bogen ”What If This Were Enough?”. Tidligere arbejdede hun som tv-kritiker og skriver løbende i en række amerikanske magasiner.

Havrilesky er opvokset i et katolsk hjem og ser med stor skepsis på amerikansk samtidskultur.

”Vi lever i en tid præget af ekstremt selvbedrag, rådvildhed og uærlighed,” erklærer hun i et centralt essay med titlen ”Det ordinæres mirakel” i den nye bog. Bogen igennem kritiserer hun forbrugerismen og markedets lokkende varegørelse af borgeren, der medfører, at vi altid vil have mere: den nyeste iPhone, den seneste bilmodel, det mest perfekte liv. Men hvad nu, hvis det liv, der er skænket os, er nok, spørger hun i bogen.

Problemet med amerikansk kultur er, mener hun, at borgeren hele tiden præsenteres for den mest perfekte udgave af alting. Skuespillere og popstjerner lever perfekte liv, psykologer tilbyder den perfekte optimering af dit liv, hvis du bare gør sådan og sådan, og varerne på hylderne lover det mest perfekte resultat i madlavning, græsslåning og alle andre sider af det moderne forbrugerliv.

Bagsiden af denne skinnende dollarmønt er, at amerikansk kultur også giver den enkelte hele skylden, hvis han eller hun ikke opnår det perfekte liv. I individualismens og privatkapitalismens land, ”hvor kommercialismen har erstattet den ægte forbindelse eller troen som vores anvisende religion”, som hun skriver, er det din egen skyld, hvis du ikke bliver lykkelig og lever et perfekt liv.

Denne djævlepagt, hvor borgeren forskriver sig til markedet og psykologien og nærmest er prædestineret til at blive ulykkelig, er et af Havrileskys centrale kritikpunkter. Hun tror på, at nåden og godheden findes under selv de mest fornedrende omstændigheder, og at erkendelse af menneskets fejl, uformåenhed og antiperfek-tion er vejen frem til en mere nøgtern forståelse af tilværelsen som skænket af Gud:

”Vi er kaldede til at plante disse frø i verden: at vove at fortælle alle levende sjæle, at de allerede har betydning, at deres tilsyneladende ordinære liv er et mysterium, der langsomt udfoldes, at deres små valg og generøse gerninger er vitale og vigtige.”

Som kulturkritiker henter Havrilesky mange af sine eksempler fra mainstreamkulturen. Kim Kardashian, Don Draper og Harvey Weinstein fylder sammen med en lang række andre fiktive og virkelige personligheder fra kulturens verden godt op i ”What If This Were Enough?”. Hun indoptager samtidskulturen lige så grådigt som alle andre, men forholder sig permanent kritisk.

I et forrygende essay skriver hun om tv-serien ”The Sopranos”, som i disse dage fejrer 20-årsjubilæum og er genstand for fornyet interesse. Begejstringen for den nu ikoniske serie køber hun dog ikke ubeset, for hun mener, at historien om mafiabossen Tony Soprano, der går i terapi og har varme følelser for ænderne i haven, samtidig med at han med koldt blod myrder sine modstandere i frokostpausen, indvarslede en for-råelse af amerikansk tv-kultur, hvor man vænnede sig til at holde med den gennemført amoralske skurk (”Breaking Bad” og ”Billions” er andre eksempler). En kultur, der fejrer magtsyge mænds skamløse overtrædelse af alle love og normer, burde ikke være overrasket over, at Harvey Weinstein når til tops i filmbranchen og Donald Trump indtager topjobbet i politik.

Som feminist håber Havrilesky inderligt, at magtsyge mænds gale hærgen snart må være slut, men hun erkender også, hvor intrikat forholdet er mellem maskulinitet og fascination. Hendes egen far var, forstår man under læsningen, ikke noget pragt- eksemplar af en familiefor-sørger, men skilsmissebarnet Heather må alligevel erkende, at han påvirker bogen hele vejen igennem (den er også dedikeret til ham).

Havrileskys kritik af patriarkatet i den dårlige udgave og hendes interesse for amoralske hedonister som Don Draper og Tony Soprano er påvirket af opvæksten, hvorfra den kulturkonservative tråd i hendes kritik også stammer. Hendes grundlæggende nysgerrighed over for amerikansk kultur og tro fører hende også til at rehabilitere forfatteren John Updikes bøger om den protestantiske erhvervsmand med rod i det moralske kompas, men med en inderlig længsel efter Gud, Harry ”Rabbit” Angstrom. Heri ser hun en tidlig analyse af, hvad forbrugerismen gør ved os, og hun finder her udtryk for den maskuline frustration i arbejder- og middelklassen, der senere var medvirkende til valget af Trump (Updikes fire store romaner om Rabbit udkom i årene 1960-1990).

Trump er rigtignok på alles læber i disse år, og alarmismen over hans embedsførelse er nærmest blevet normaltilstand. Men Heather Havrilesky viser sammen med andre aktuelle essayister, at en mere åndsbaseret kritik af individualisme og materialisme fortsat lever i bedste velgående i USA.