Den amerikansk uddannede journalist Christian Mørk, der er bosat i Brooklyn, New York, har et dusin romaner bag sig. Med ”Amerikaneren” dykker han helt ned i sit eget ophav og fortæller historien om sin farfar Max Mørk med hjælp fra sin fantasi, verdenshistorien og faderen Erik Mørks erindringer.
I 1935 forlod Max Mørk lettere ufrivilligt en fordrukken hustlertilværelse, en lille søn og et skrantende ægteskab med konen Emma i Danmark. Foran ventede en ny begyndelse i mulighedernes land.
Christian Mørks slægtshistorie er en god og klassisk fortælling om at genopfinde sig selv, blive selvsikker og alligevel tvivle på sin nye identitet. Det er et en-til-en-indblik i verden, som den så ud i slutningen af 1930’erne, hvor fremtidsfantasier og fascisme trives side om side, og hvor truslerne hober sig op både her og der.
Frygten for de fremmede i form af både jødehad og anti-socialisme får indvirkning på Max Mørks liv. Ved en pludselig indskydelse, og med sin søns ansigt i baghovedet, involverer han sig i et gadeslagsmål og får reddet den unge jøde Ezra ud af grabberne på en gruppe irske bøller.
Redningsaktionen kommer til at præge både resten af Christian Mørks roman og resten af Max Mørks liv, og selvom Max Mørk indlemmes i Ezras indflydelsesrige jødiske familie, føler han sig ikke tryg. Snarere vokser en fornemmelse af bare at være familiens golem, altså en menneskeskabt – og måske lykkebringende – figur, der ikke selv besidder en vilje.
Sammenligningen med Max Mørk som en golem ekkoer gennem bogen. Han er en puslespilsbrik for den jødiske familie, der med tiden forlanger tjenester frem og tilbage, og han bliver en puslespilsbrik for de lykkejægere, som han går i land med i 1935.
Selv da Max uden tilløb bliver en del af opbygningen omkring først Verdensudstillingen og senere motorvejssystemet omkring New York, svæver han rundt uden indvirkning på sin egen skæbne. Igen og igen står han enten over for en fjende, der dukker op ud af det blå, eller han reddes af matador-helten Robert Moses.
Christian Mørk skriver godt og friktionsløst med maleriske beskrivelser, men hans figur Max Mørk bliver aldrig levende. Han forbliver en avatar, der flyttes rundt på et landkort.
En eksperimenterende prolog, hvor tre mulige scenarier for Max Mørks afgang fra København skrives igennem, er dejligt afvekslende, og de enkelte indre blik i tredjepersonsfortællingen giver forsøgsvis lidt kød på Max-figuren, men i mine øjne er han stadig en bunke raslende knogler.
Også andre elementer løber som ekkotråde gennem ”Amerikaneren”. Nogle bliver en forfatterpointe med lige fed nok streg under, mens andre løber ud i sandet efter at have optrådt flittigt.
En kvindes grå og bebrejdende øjne, som Max Mørk ikke kan glemme efter en voldelig demonstration, han pludselig befinder sig i, gentages i det uendelige, men skyldstemaet synes ikke at føre nogen steder hen, selvom Max Mørk helt tilfældigt til sidst opsnuser kvinden med de grå øjne.
Et skrantende helbred fylder her og der en del, uden at jeg personligt kan gennemskue hvorfor. Skal vi som læsere bekymre os for hammeren i brystet? Skal vi tage det som et symbol på, at Max Mørk er presset, men ikke vil give op? Lige meget hvad, så falder det i mine øjne til jorden. Max Mørk bliver ikke andet end en avatar, og selvom historien om den amerikanske Fugl Føniks er sympatisk og spændende, så efterlader den kun som historisk tidsbillede varige spor.