Prøv avisen

Den amerikanske Jane Austen

Edith Wharton, der først blev tilskyndet til at udgive sine værker, da hun var i 40'erne, blev godt modtaget af både kritikere og læsere, der især slugte de vovede beskrivelser af overklassens overdådige liv. Foto: .

Edith Wharton fik plads i den amerikanske litterære kanon for sine skildringer af overklassens liv i USA's forgyldte æra. I 150-året for hendes fødsel vækker Whartons fortællinger om penge, idealisme og moralitet atter genklang

I Edith Whartons Amerika lever de superrige i overdådig luksus afsondret fra omverdenen. De holder ødsle selskaber, drikker champagne om bord på private yachter og undgår at betale skatter, alt imens middel- og underklassen kæmper for at holde sig oven vande. Det er et Amerika, hvor de rige ikke holdes til ansvar, mens de fattige i al væsentlighed overlades til sig selv.

LÆS OGSÅ: Hele klaviaturet skal spille

Forfatteren Edith Wharton, der for nylig ville være fyldt 150 år, skrev historier fra Amerikas forgyldte tidsalder omkring forrige århundredeskifte, hvor et vældigt økonomisk boom skabte kæmpeformuer og nærede overklassens vellevned. Men hendes for­tællinger om materialisme, idealisme og moralitet i romanklassikere såsom "The Age of Innocence" (oversat til dansk som "Grevinde Olen­ska" eller "Uskyldens år") og "The House of Mirth" ("Munterhedens hus") vækker stærk genklang i dag, hvor amerikanerne er opslugt af en stridbar debat om uligheden mellem den rigeste procentdel af befolkningen og de øvrige 99 procent.

Og Wharton, der ofte betragtes som en af de mere oversete medlemmer af den amerikanske litterære kanon, er da også i dag genstand for en mindre renæssance i USA, hvor 150-årsdagen for hendes fødsel markeres med en række publikationer og begivenheder.

Edith Wharton er "en muse for det 21. århundrede", forklarer Kelsey Mullen, der er chefhistoriker på godset The Mount i delstaten Massachusetts, som Wharton lod bygge i 1902, og som i dag fungerer som et kultur- og litteraturcenter viet til at bevare arven efter den afdøde forfatterinde.

"Selvom Edith Wharton beskrev et samfund for 100 år siden, så er hendes romanfigurer og hendes temaer tidløse. Wharton stiller spørgsmålet om, hvordan vi træffer de valg, som former vores liv, og hun beskriver konflikten mellem krop og sind, mellem penge og moralitet, mellem overflade og dybde. Samtidig er hun vittig, og hendes romaner og noveller er på én gang stilistisk formidable og utrolig let tilgængelige," siger Kelsey Mullen.

Edith Wharton er kendt for sine skarpsindige skildringer af selvstændige kvinder i konflikt med samfundets normer og forventninger, og hun beskæftiger sig med emner såsom skilsmisse, utroskab og social udstødelse. Hendes store romangennembrud, den voyeuristiske sædeskildring "Munterhedens hus" (1905), fortæller eksempelvis historien om den underskønne Lily Bart, der bevæger sig i de øverste lag af New Yorks materielt rige, men etisk fattige bogerskab.

I den modne alder af 29 år er Lily Bart stadig ugift, og hun er splittet mellem på den ene side fristelsen til at sige ja til et fordelagtigt, men meningsløst ægteskab og leve et liv i luksus og på den anden side ønsket om et kærlighedsforhold baseret på gensidig respekt og forståelse. Hun ender med at sabotere alle sine chancer for forlovelse med en velstående bejler, taber al agtelse i de sociale kredse, som hun færdes i, og dør ung, fattig og alene.

En enerådig kvinde er også hovedperson i den tragiske kærlighedshistorie "Uskyldens år", som i 1921 gjorde Edith Wharton til den første kvinde, der vandt en Pulitzerpris i 1921, og som i 1992 blev til en spillefilmsklassiker instrueret af hollywoodikonet Martin Scorsese. Romanen, der ligesom "Munterhedens hus" finder sted blandt New Yorks toneangivende sociale elite, fokuserer på et forlovet par fra byens bedste familier, Newland Archer og May Welland, og den trussel, som introduktionen af hendes eksotiske og skandaleombruste kusine udgør mod deres ægteskabelige forening. Kusinen, grevinde Ellen Olenska, er i færd med at søge skilsmisse fra sin mand, hvilket forarger hendes familie i New York, der frygter sladder og vanære. Newland Archer fascineres snart af den verdslige grevinde, der lader hånt om det geskæftige New York-borgerskabs stramme regler, og han begynder at se sin forlovelse med den overfladiske May Welland i et andet lys.

Edith Wharton var en skarpsindig social kritiker, der beskrev miljøer og figurer med relevans til i dag, bemærker Kelsey Mullen.

"De fleste af hendes værker beskæftiger sig med menneskelige relationer, og de udforsker spørgsmål om klassebevidsthed og rigidt afgrænsede samfund, som stadig gør sig gældende i vores samfund i dag. Især hendes skildringer af stærke kvinder i konflikt med deres samfunds normer og forventninger har vedvarende egenskaber," forklarer hun.

Edith Wharton skrev om en verden, som hun kendte. Hendes familie var del af New Yorks mest mondæne overklassemiljø, og som en kreativ og bogligt orienteret dagdrømmer i en restriktiv viktoriansk verden, hvor kvinders rolle primært var at holde hus og ikke gøre væsen af sig, havde hun på egen krop mærket samfundets snærende bånd.

"Hun følte sig som en akavet outsider, og derfor kunne hun også troværdigt skrive fra underklassens perspektiv. Hun udviste en bemærkelsesværdig empati for verdens tabere og de nedtrådte," bemærker Kelsey Mullen.

Edith Wharton var imidlertid ikke nogen politisk aktivist, understreger hun.

"Whartons klassekritik var meget indirekte. Hendes værker er usentimentale belysninger af et Amerika i en tid præget af stor social forandring. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet skete der et enormt skifte i den amerikanske klassekultur. Industrisamfundet buldrede frem, der var en enorm tilstrømning af immigranter, byerne boomede, og arbejder- og middelklassen voksede, så folk var generelt meget optaget af at tale om klasse og om klassers betydning," forklarer Kelsey Mullen.

Edith Wharton, der først blev tilskyndet til at udgive sine værker, da hun var i 40erne, blev godt modtaget af både kritikere og læsere, der især slugte de vovede beskrivelser af overklassens overdådige liv. Flere af hendes romaner var bestsellere, og i dag sættes Edith Wharton i samme fornemme litterære selskab som blandt andre hendes nære ven prosaisten Henry James. I USA betegnes hun ofte som "den kvindelige Henry James" eller, med henvisning til den berømte engelske sædekomedieforfatter, som "en amerikansk Jane Austen".

"Wharton sammelignes ofte ufordelagtigt med andre store forfattere fra samme tid, men hun var en litterær mester i egen ret. Blandt hendes særkender er, at der ikke findes nogen lykkelige Wharton-slutninger. Hun havde absolut ingen problemer med at modstå fristelsen til at binde fortællinger sammen til en net lille pakke med alle konflikter løst. Hendes historier har ingen sande helte og slutter uden sjælelig forløsning. Hun fortæller os, hvordan livet virkelig er," siger Kelsey Mullen.

Edith Wharton (1862-1937) var en pulitzerprisvindende amerikansk forfatter kendt for sædeskildringer såsom "The Age of Innocence" (oversat til dansk som "Grevinde Olenska" eller "Uskyldens år") og "The House of Mirth" ("Munterhedens hus"), der skildrer livet blandt New Yorks toneangivende overklasse omkring forrige århundredeskifte. Hun beskrev også arbejderklassens vilkår i romaner som "Ethan Frome". Ud over sine 22 romaner skrev Wharton også digte, noveller, designbøger og spøgelseshistorier og er desuden anerkendt som indretnings- og landskabsarkitekt. Flere af hendes romaner er blevet filmatiseret, heriblandt "Uskyldens år", som instruktøren Martin Scorsese i 1992 lavede til en Hollywood-spillefilm med Daniel Day-Lewis, Michelle Pfeiffer og Wynona Ryder i hovedrollerne.

I Edith Whartons Amerika lever de superrige i overdådig luksus afsondret fra omverdenen. De holder ødsle selskaber, drikker champagne ombord på private yachter og undgår at betale skatter, altimens middel- og underklassen kæmper for at holde sig oven vande. Det er et Amerika, hvor de rige ikke holdes til ansvar, mens de fattige i al væsentlighed overlades til sig selv.

Forfatteren Edith Wharton, der i denne måned ville være fyldt 150 år, skrev historier fra Amerikas forgyldte tidsalder omkring forrige århundredeskifte, hvor et vældigt økonomisk boom skabte kæmpeformuer og nærede overklassens vellevned. Men hendes fortællinger om materialisme, idealisme og moralitet i romanklassikere såsom The Age of Innocence (oversat til dansk som Grevinde Olenska eller Uskyldens år) og The House of Mirth (Munterhedens hus) vækker stærk genklang i dag, hvor amerikanerne er opslugt af en stridbar debat om uligheden mellem den rigeste procentdel af befolkningen og de øvrige 99 procent.

Og Wharton, der ofte betragtes som en af de mere oversete medlemmer af den amerikanske litterære kanon, er da også i dag genstand for en mindre renæssance i USA, hvor 150-årsdagen for hendes fødsel markeres med en række publikationer og begivenheder.

Edith Wharton er en muse for det 21. århundrede, forklarer Kelsey Mullen, der er chefhistoriker på godset The Mount i delstaten Massachusetts, som Wharton lod bygge i 1902, og som i dag fungerer som et kultur- og litteraturcenter viet til at bevare arven efter den afdøde forfatterinde.

Selv om Edith Wharton beskrev et samfund for 100 år siden, så er hendes romanfigurer og hendes temaer tidløse. Wharton stiller spørgsmålet om, hvordan vi træffer de valg, som former vores liv, og hun beskriver konflikten mellem krop og sind, mellem penge og moralitet, mellem overflade og dybde. Samtidig er hun vittig, og hendes romaner og noveller er på én gang stilistisk formidable og utrolig let tilgængelige, siger Kelsey Mullen.

Edith Wharton er kendt for sine skarpsindige skildringer af selvstændige kvinder i konflikt med samfundets normer og forventninger, og hun beskæftiger sig med emner såsom skilsmisse, utroskab og social udstødelse. Hendes store romangennembrud, den voyeuristiske sædeskildring Munterhedens hus (1905), fortæller eksempelvis historien om den underskønne Lily Bart, der bevæger sig i de øverste lag af New Yorks materielt rige, men etisk fattige bogerskab.

I den modne alder af 29 år er Lily Bart stadig ugift, og hun er splittet mellem på den ene side fristelsen til at sige ja til et fordelagtigt, men meningsløst ægteskab og leve et liv i luksus og på den ene side ønsket om et kærlighedsforhold baseret på gensidig respekt og forståelse. Hun ender med at sabotere alle sine chancer for forlovelse med en velstående bejler, taber al agtelse i de sociale kredse, som hun færdes i, og dør ung, fattig og alene.

En enerådig kvinde er også hovedperson i den tragiske kærlighedshistorie Uskyldens år, som i 1921 gjorde Edith Wharton til den første kvinde til at vinde en Pulitzerpris i 1921, og som i 1992 blev til en spillefilmsklassiker instrueret af Hollywoodikonet Martin Scorsese. Romanen, der ligesom Munterhedens hus finder sted blandt New Yorks toneangivende sociale elite, fokuserer på et forlovet par fra byens bedste familier, Newland Archer og May Welland, og den trussel, som introduktionen af hendes eksotiske og skandaleombruste kusine udgør mod deres ægteskabelige forening. Kusinen, grevinde Ellen Olenska, er i færd med at søge skilsmisse fra sin mand, hvilket forarger hendes familie i New York, der frygter sladder og vanære. Newland Archer fascineres snart af den verdslige grevinde, der lader hånt om det geskæftige New York-borgerskabs stramme regler, og han begynder at se sin forlovelse med den overfladiske May Welland i et andet lys.

Edith Wharton var en skarpsindig social kritiker, der beskrev miljøer og figurer med relevans til i dag, bemærker Kelsey Mullen.

De fleste af hendes værker beskæftiger sig med menneskelige relationer, og de udforsker spørgsmål om klassebevidsthed og rigidt afgrænsede samfund, som stadig gør sig gældende i vores samfund i dag. Især hendes skildringer af stærke kvinder i konflikt med deres samfunds normer og forventninger har vedvarende egenskaber, forklarer hun.

Edith Wharton skrev om en verden, som hun kendte. Hendes familie var del af New Yorks mest mondæne overklassemiljø, og som en kreativ og bogligt orienteret dagdrømmer i en restriktiv viktoriansk verden, hvor kvinders rolle primært var at holde hus og ikke gøre væsen af sig, havde hun på egen krop mærket samfundets snærende bånd.

Hun følte sig som en akavet outsider, og derfor kunne hun også troværdigt skrive fra underklassens perspektiv. Hun udviste en bemærkelsesværdig empati for verdens tabere og de nedtrådte, bemærker Kelsey Mullen.

Edith Wharton var imidlertid ikke nogen politisk aktivist, understreger hun.

Whartons klassekritik var meget indirekte. Hendes værker er usentimentale belysninger af et Amerika i en tid præget af stor social forandring. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet skete der et enormt skifte i den amerikanske klassekultur. Industrisamfundet buldrede frem, der var en enorm tilstrømning af immigranter, byerne boomede, og arbejder- og middelklassen voksede, så folk var generelt meget optaget af at tale om klasse og om klassers betydning, forklarer Kelsey Mullen.

Edith Wharton, der først blev tilskyndet til at udgive sine værker, da hun var i 40erne, blev godt modtaget af både kritikere og læsere, der især slugte de vovede beskrivelser af overklassens overdådige liv. Flere af hendes romaner var bedstsælgere, og i dag sættes Edith Wharton i samme fornemme litterære selskab som blandt andre hendes nære ven, prosaisten Henry James. I USA betegnes hun ofte som den kvindelige Henry James eller, med henvisning til den berømte engelske sædekomedieforfatter, som en amerikansk Jane Austen.

Wharton sammelignes ofte ufordelagtigt med andre store forfattere fra samme tid, men hun var en litterær mester i egen ret. Blandt hendes særkender er, at der ikke findes nogle lykkelige Wharton-slutninger. Hun havde absolut ingen problemer med at modstå fristelsen til at binde fortællinger sammen til en net lille pakke med alle konflikter løste. Hendes historier har ingen sande helte og slutter uden sjælelig forløsning. Hun fortæller os, hvordan livet virkeligt er, siger Kelsey Mullen.

Romanen "The Age of Innocence" eller "Uskyldens år" blev berømt med Martin Scorseses filmatisering med Daniel Day-Lewis og Michelle Pheiffer i hovedrollerne. Foto: .