Prøv avisen
Bog

Besættende erindringskunst fra Patti Smith

5 stjerner
”M Train” er den store historie i den lille, hvor Patti Smith, fremadskridende og i en snart gammel kvindes krop, vil fastfolde det forgangne. Foto: Johnny Louis/SIPA

Den amerikanske multikunstners sympati for sine medmennesker lyser på siderne i hendes nye bog, ”M Train”

Musiker, memoireforfatter, mor - Patti Smith er det hele. Og mere til: fan af ”Forbrydelsen”, fotograf og foredragsholder. Samt ejer af en fugtbefængt rønne på den orkanhærgede Rockaway Beach - hendes drømmehus. Hun er ikke primært det ene frem for det andet, hendes identitet er ikke bundet ét sted.

”Jeg indeholder mangfoldigheder,” skrev hendes forfatterkollega i 1800-tallet Walt Whitman. Det gør Smith også. Og hvem gør ikke det?

Smiths mange hverv, gøremål og identitetsmarkører præsenteres på cirklende vis i ”M Train”, hendes nye, besættende erindringsbog. Rundt om venner, familie og minder går det i bogen tilbage i tid og ind i musikken og kunsten, når associationen kræver det. Der er mange navne i bogen, men det udarter ikke til namedropping. Man får snarere lyst til selv at læse Murakami, Bulgakov og Bolano, som Smith hylder.

Savnet af ægtefællen Fred, der døde, er stort. Det er savnet efter moderen også. Sorg gennemtrænger siderne. Den ikke-linerære stil betyder ikke, at der ingen handling er i bogen. Og den slutter med, at den café på Manhattan, hvor store dele af bogen er skrevet under indtag af sort kaffe, mørk toast og olivenolie, lukker.

På bogens forside ser vi Smith ved stambordet. På bogens bagside er bordet der stadig, men hun er væk. På vej nye steder hen.

Fremdrift og fastholdelse - det er også den amerikanske historie. Hurtigere, større, højere - og så melankoli, når modernitetens nådesløse kræfter bryder det opbyggede ned for at rydde plads til nyt.

”M Train” er den store historie i den lille, hvor Patti Smith, fremadskridende og i en snart gammel kvindes krop, vil fastfolde det forgangne:

”Vi ønsker ting, vi ikke kan få. Vi prøver på at tilbagekalde et bestemt øjeblik, en lyd, en følelse. Jeg ville så gerne høre min mors stemme. Jeg ville så gerne se mine børn som børn, med små hænder og hurtige fødder. Alt forandres. Dreng voksen, far død, datter højere end mig, græder over en ond drøm. Bliv altid her, siger jeg til tingene, jeg kender. Gå ikke. Gro ikke.”

Ingen kan fange det flygtige, men i kunsten kan det tabte genopleves. Det gør Smith i denne og sine tidligere erindringsbøger, hvoraf ”Just Kids” modtog National Book Award. Det vil den nye også kunne. Den er rørende og eftertankevækkende, smuk og klog. Smiths sympati for sine medmennesker lyser på bogens sider.

Hun er rørt over sine naboers omtanke, efter at orkanen Sandy hærger hendes nyindkøbte hus på stranden - her, hvor der er en rar blanding af surfere og arbejderklassefamilier, som hun skriver. Sådan er bogen også: en rar blanding af bløde erindringsbølger og ægte empati.