Det gør livet rigere at have passioner. Og endnu rigere, hvis man har nogen at dele dem med.
En af min 11-årige søns passioner er bøgerne om Doktor Proktor af den norske krimiforfatter Jo Nesbø. Det er en passion, der har stået på siden 2007, hvor vi sammen læste den første bog i serien om den vilde opfinder Doktor Proktor, Doktor Proktors pruttepulver. I 2009 dykkede vi glade ned i Doktor Proktors tidsbadekar, som i dag er Laurits favorit, og vi holdt vejret i Doktor Proktor og verdens undergang. Måske fra 2010. Men så skete der ikke mere. Drengen sled de gamle bøger igennem gang på gang, og greb til sidst til at maile til forfatteren: Kan du ikke nok skrive endnu en bog om Doktor Proktor!
Stor var hans glæde, da jeg sidste sommer kom hjem fra Norge og fortalte, at der lå en ny bog i vinduerne deroppe, oven i købet en guldudgave. Urimeligt længe måtte vi vente, inden den også kunne fås på dansk, måske fordi serien har skiftet forlag til Alvilda (de første tre bind er kommet på Gyldendal).
Men nu er den her. Sommerbogen for nye og gamle fans.
Hvem er Doktor Proktor? Jo, han er en meget høj, tynd professor med tjavset hår og noget, der ligner svømmebriller, men er motorcykelbriller. Han bor på Kanonvejen i Oslo, hvor også Bulle, en usædvanligt lille dreng med et usædvanligt stort og ildrødt hår, og Lise, en mere almindelig, men også temmelig klog pige bor. Og sammen har de tre en evne til at komme ud i det ene mere eventyrlige eventyr efter det andet. Ikke mindst, fordi Doktor Proktor er en ustyrlig opfinder.
For eksempel af det astronautiske pruttepulver, hvis effekt er, at man efter indtagelse af blot en teske slår en så eksplosiv (lugtfri) prut, at man skydes flere hundrede meter af sted. Praktisk når man er forfulgt, eller som Lise i Det store guldrøveri pinedød skal score et afgørende mål, selvom man ikke har begreb skabt om fodbold. Der er fart over feltet i Jo Nesbøs børnebøger, pruttehumor på et højt plan og vilde sproglige gakkerier, garneret med underfundig undertekst. Det er bare for sjov og fantasifrisættelse, men det er også en fin fortælling om ensomhed og venskab og om at klare sig her i verden, selvom man ikke passer ind i norsk normalstandard.
Bøgerne om Doktor Proktor ville ikke være det samme, hvis ikke de var så fabelagtigt ondt, vildt og kærligt illustrerede af Per Dybvigs grumsede blyant og præcise farvepenne. Han skaber skalaerne, springet fra den tårnhøje Proktor til den bitte Bulles flammehår, fra de dumme, fede fjendebrødre: Alfie, Berta og Charlie Crunch til en jublende naiv visualisering af overdådigheden ved halvanden meter karamelbudding. Da Dybvig i 2010 fik det norske Kulturdepartementets Illustrasjonspris, blev det sagt i talen, at det kun er ham, der kan tegne, så det ser ud, som om alt og alle er blevet kørt flere runder rundt i tørretumbleren!
I Det store guldrøveri , der altså er fjerde skud på stammen, er der sket det, at hele Norges guldbeholdning, der godt nok kun udgøres af én guldbarre, er blevet stjålet af de slemme, engelske brødre Crunch. Nu står Norge over for østøstrigske tilstande det værste, kongen kan forestille sig, og han opsøger vort trekløver for at få hjælp: Guldbarren skal være tilbage i hvælvingen inden mandag, hvor Verdensbanken kommer på inspektion. Heldigvis har Proktor netop opfundet en sprogpille, så de tre kan gebærde sig på engelsk, Proktor dog på grund af fejlpilleindtagelse på skotsk, hvorfor han må tage dæknavnet McKaroni, mens Bulle iklædt tweed og pibe bliver til Sjørl, og den lidt mere tilbagetrukne Lise til Khålms. Nesbø er en mester i sproglige finurligheder, som den alleryngste læser ikke behøver at forstå, men som forhøjer morskaben for den lidt ældre.
Det viser sig, at brødrene Crunch, hvis liv styres benhårdt af hende, hvis navn kun kan hviskes, alias et bjerg af en mor, kun er håndlagere for den stenrige Maximus Rublov, der har brug for rigtig meget guld for at købe den berømte fodboldspiller Ibranaldovez til sit foldboldhold, Chelchester City. Hvordan Norges guld til sidst måske vindes tilbage i en nervepirrende kamp mellem Chelchester City og Rotten Ham skal ikke afsløres. Blot at fodboldspilleren Unnar Gunnar Sol Sjørl spiller en afgørende rolle, godt hjulpet af Smalle Langehand.
Fodboldnørdede drenge vil goutere spillet på Ole Gunnar Solskjær og Brede Hangeland.
Laurits og jeg er begejstrede. Vi synes dog ikke, at Det store guldrøveri kommer helt op på samme højde som Verdens undergang. Måske, men vi satte pris på besøget i London, en tur i Big Ben og så fodboldkampen naturligvis. Man mærker, at det er samme fine oversætter, Allan Hilton Andersen, der har fundet kongeniale løsninger på Nesbøs sproglege, og det er ikke pænt af forlaget, som også har sjusket lidt med korrekturen, at glemme at få hans navn med i kolofonen!
Lige fra første færd har vi hørt om Bulles hemmelige yndlingsbog D.D.V.Ø.I.F.. Ja, visse ting er så hemmelige, at det er bedst at tale om dem i koder. D.D.V.Ø.I.F Dyr du ville ønske ikke fandtes, er i sagens natur ikke beroligende godnatlæsning.
I den kan man læse om den syvfodede peruvianske sugeedderkop (ligner en almindelig edderkop, men har syv ben og kan suge hele din hukommelse ud. Kan dog trænes op til et trofast kæledyr), om det islandske bankvæsen (Vultura glitnirus, tag dig i agt for den), natsvampen (findes især under senge i republikken Sør Trøndelag, ikke særlig modstandsdygtig over for højtlæsning) og mange andre skrækindjagende væsner.
Flittige læsere af bøgerne om Doktor Proktor vil genkende den sokkestjælende, hæmoridebehængte månekamæleon (og tegnene på, at den har overtaget én problemer med dobbeltkonsonanter!), og naturligvis anakondaen, hvoraf der i al fald lever én i Oslos kloakker, den navnkundige Anna Konda.
Men flittige læsere vil også blive lidt skuffede. For de ved jo godt, at D.D.V.Ø.I.F. er en meget tyk og støvet, meget gammel bog på mere end 678 sider, og at den er skrevet af W.M. Poschi, som måske er Bulles bedstefar. Den er i alle fald ikke, som det påstås på udgivelsen her, skrevet af Doktor Proktor.
Man kan ikke narre børn, det troede vi nok, at Jo Nesbø var klar over! Men o.k., under den forudsætning, at denne bog er et personligt mindre udvalg af D.D.V.Ø.I.F, altså Dyr du ville ønske ikke fandtes, foretaget af Doktor Proktor i 2010, så udgør den et fint og fantasifuldt illustreret supplement til de fire bind i serien.