Den anerkendte kunstner Sergei Sviatchenko: Mødet med Danmark var som en forelskelse

Da Sergei Sviatchenko voksede op i Sovjettidens Ukraine, drømte han om alt det forbudte i Vesten. Han købte Beatlesplader på det sorte marked og blev senere en ledende figur i kampen for kunstnerisk frihed i landet. Og så en dag blev han inviteret til Danmark

Sergei Sviatchenko kom til Danmark i 1990 og har boet her siden. Han er dog født og opvokset i Ukraine, mens Sovjet og Den Kolde Krig var en realitet, og hans ”blandede” liv med en opvækst i det tidligere østeuropa og en voksentilværelse i vest kan blandt
Sergei Sviatchenko kom til Danmark i 1990 og har boet her siden. Han er dog født og opvokset i Ukraine, mens Sovjet og Den Kolde Krig var en realitet, og hans ”blandede” liv med en opvækst i det tidligere østeuropa og en voksentilværelse i vest kan blandt.

Måske fanger man det allerede, når man ser ham. Han bærer et tidløst jakkesæt i gråternet uld, hvor kanten af et nystrøget tørklæde titter op fra brystlommen og matcher den hvide skjorte, som han i øvrigt selv har designet. De sorte lædersko er blankpudsede, og skægget velplejet. Og så er der alligevel et tvist. Under jakken ser man et smalt strikket slips, hvor den blå bundfarve brydes af vandrette røde striber og afsluttes med en enkelt stribe i gult.

Når det handler om Sergei Sviatchenko, er der nemlig altid to værdier i spil på samme tid: det klassiske og det moderne. Både i livet og i kunsten. Med familien, troen og traditionerne som de faste holdepunkter på den ene side og det evige behov for at gå nye veje på den anden side. Hvor nysgerrigheden, skabertrangen og fantasien har fulgt ham, så længe han kan huske.

Sviatchenko er kendt for sin kunst i hele verden. Men basen er i Viborg. I det Danmark, der i 1989 inviterede en ung, progressiv kunstner fra Ukraine til at udstille i Odense. Og som han aldrig forlod igen. For Sviatchenko blev forelsket. I Danmark, i danskerne og i den tillid og åbenhed, han mødte.

Jeg forelskede mig med det samme, jeg kom hertil. I nationen, naturen og danskerne. Det er rigtigt, at danskerne kan være lidt reserverede til at begynde med, men når de først ser, at man er god nok, så er der stor hjertevarme. Og så har landet jo det hele, selvom der kun bor seks millioner mennesker

Sergei Sviatchenko

Kunstner

I dag hænger hans værker i mange danske hjem, og hans udsmykninger findes i store danske institutioner som Nationalbanken, Grundfos og Jyske Banks hovedkontor. Og hvis man ikke lige kan se hans kunstværker for sig, så genkender man måske billedet af ham selv. For den nu 69-årige verdenskendte dansk-ukrainske kunstner har blandt andet prydet forsiden af magasinet Euroman, som flere gange har kåret ham som Danmarks bedst klædte mand.

Tak til Danmark og til Gud

”Jeg opfatter mig mest som dansker,” fortæller Sergei Sviatchenko, mens han viser rundt på Kunstcentret Silkeborg Bad, hvor han lige nu er aktuel med to udstillinger.

I ”Unfolding Landscapes” bidrager han med et enkelt værk i en udstilling af ukrainsk samtidskunst fra i alt 42 kunstnere, mens det udelukkende er Sviatchenkos egne collager, der udstilles i museets Skovvilla under titlen ”Emotional Rescue”. Her kan man se eksempler på den collagestil, der har fulgt Sviatchenko siden 1980. Han kalder selv metoden for ”konstruktion, dekonstruktion og rekonstruktion” og forklarer, hvordan han ved at ændre et billede, der allerede findes, med få greb kan få en helt ny betydning frem. Denne gang har han arbejdet med en række historiske sort-hvide fotos fra dengang, Silkeborg Bad var en kuranstalt for det bedre borgerskab. Nu har de været igennem Sviatchenkos collagegreb og har pludselig fået et helt nyt liv med plads til nye fortolkninger. Som museets direktør, Iben From, har formuleret det, ”så åbner collagerne på forskellige måder opmærksomheden på ubevidste sprækker i det omgivende landskab og en følsomhed til at forstå det, der ikke kan siges med ord (...)”.

Der er stadig lidt accent, når han taler. Men kærligheden til det land, der tog imod ham dengang i slutningen af 1980’erne, overdøver alt andet.

”Jeg forelskede mig med det samme, jeg kom hertil. I nationen, naturen og danskerne. Det er rigtigt, at danskerne kan være lidt reserverede til at begynde med, men når de først ser, at man er god nok, så er der stor hjertevarme. Og så har landet jo det hele, selvom der kun bor seks millioner mennesker. Her er fantastisk teater, ballet, film og design, og selvfølgelig tager det tid at falde til og blive integreret, men jeg er et tålmodigt menneske,” siger Sergei Sviatchenko med et smil.

Han peger op i luften og fortsætter: ”Men den største tak retter jeg selvfølgelig til Gud. Jeg er meget taknemmelig for, at han har givet mig muligheden for at få en tilværelse i det her dejlige land.”

Sergei Sviatchenko er vokset op med den russisk-ortodokse tro, ”men for mig er det vigtigste ikke de forskellige versioner af kristendommen. Det handler jo om den samme Gud, og da der ikke er en ortodoks kirke her i Viborg, hvor vi bor, så har vi altid brugt byens domkirke, hvor jeg har taget børnene med til gudstjeneste, lige siden de var helt små. Jeg sætter også meget stor pris på traditionen med, at man som en del af menigheden lige standser op foran kirken bagefter og hilser på hinanden.”

Suset fra Vestens frie vinde

Sviatchenko er optaget af æstetik. Ikke af politik. Derfor er det heller ikke de store spændinger på verdensscenen, vi taler om i dag. ”Men selvfølgelig er jeg bekymret for det, der sker lige nu,” siger han. ”Jeg tror dog ikke, at der kommer krig, men så længe Putin er ved magten, vil der blive ved med at være de her bølger af konflikt mellem Rusland og Ukraine.”

Han har sagt ja til at fortælle om sig selv og sit liv, der begyndte den 7. oktober 1952 i Ukraines næststørste by, Kharkiv, der, som Ukraine, dengang var en del af Sovjetunionen. Det var en tid, hvor kommunismen bød på uniforme, ensrettede liv og bandlyste al kultur fra Vesten. ”Som selvfølgelig derfor var endnu mere tillokkende,” siger han med et glimt i øjet.

Som mange andre unge blev Sergei Sviatchenko blæst bagover af musikken fra de fire langhårede fyre fra Liverpool. Han lyttede til John, Paul, Ringo og George gennem ulovlige, skrattende lydsignaler fra Radio Luxembourg. Og han trodsede forbuddet mod at købe deres plader og kendte derfor alt til den sorte musikbørs i byens parker, hvor det gjaldt om at holde godt øje med politiet. Han kopierede stilen med det halvlange hår, en åbentstående jakke og jeans og brugte en del tid på at tegne kopier af tidens ikoniske pladecovers.

Men det var ikke kun rockmusikken med især Beatles og Doors, der fik ham til at drømme om Vesten. For mens sovjetisk kunst kun blev accepteret, hvis den viste arbejdende kammerater i marken eller andre socialrealistiske scener fra kommuniststyret, så var den unge Sergei mere optaget af moderne kunst, hvor virkeligheden ikke på forhånd var dikteret, men tværtimod skabte rum for fri fortolkning – både for kunstneren og betragteren.

Han var derfor også den helt oplagte til at blive kulturredaktør for det ukrainske magasin ”Ranok”, (morgen på dansk), for her kunne han udfolde sine tanker om den moderne kunst og blev på den måde en vigtig stemme i den avantgarde eller modkultur, som begyndte at få bedre kår, da Gorbatjov kom til magten i 1985 og med sin reformivrighed løsnede tøjlerne en smule i Sovjetunionen.

Sviatchenko var også pionér, da det gjaldt om at få skabt et møde mellem kunst fra øst og vest. Han startede Center for Moderne Kunst, Soviart, sammen med en af sine venner i Kijev, og ved den første kunstudstilling med kunst fra begge ”blokke” var der lange køer foran udstillingslokalerne. Da han selv som en af de progressive ukrainske kunstnere for første gang blev inviteret til at udstille i et vestligt land, sagde han selvfølgelig også ja. Invitationen var fra Odense Kommune, der var blevet venskabsby med Kijev, hvor Sergei Sviatchenko flyttede til som færdiguddannet arkitekt for at fortsætte med en ph.d.-afhandling og bo sammen med sin kæreste, Helena, som han blev gift med i 1984.

”Og den invitation kom til at ændre mit liv,” siger Sergei Sviatchenko.

Da de øvrige ukrainske kunstnere rejste hjem, blev Sviatchenko i Danmark. Og han vendte ikke tilbage. Odense Kommune købte hans værk som det eneste fra udstillingen, og da en af de danske kunstnere opdagede Sviatchenkos begejstring for Danmark, fortalte hun om muligheden for arbejde som ”artist in residence”. På den måde kom Sviatchenko til Herning Højskole, hvor han arbejdede i tre måneder som gæstelærer. Og der gik ikke længe, før han ringede til Helena og sagde, at hun og sønnen Philip skulle komme og se det smukke land.

Det bedste livsråd: Giv, giv, giv!

”Efter tiden på Herning Højskole var jeg så heldig at få en gæstelærerstilling på Viborg Gymnastikhøjskole. At vores første møde med Danmark gik gennem højskolerne, var med til at gøre os endnu mere sikre på, at vi gerne ville leve vores liv her. Den ånd er noget helt særligt. Og så var vi så heldige, at danskerne var åbne over for os. At der var folk, der troede på os – og hjalp os.”

Samtidig har han og Helena hele tiden holdt fast i, at de kom hertil som gæster, og at det derfor ikke tilkom dem at finde fejl eller kritisere noget.

”Vi er nysgerrige, og vi er positive. Det er den filosofi, vi tror mest på i forhold til at blive integrerede, og som vi har opdraget vores børn ud fra. Og vi er vildt glade for, at det er lykkedes.”

Især én af danskerne har fået en særlig plads i Sergei Sviatchenkos hjerte. Galleriejer Erik Johannesen fra Galerie Nord i Randers blev meget begejstret for Sviatchenkos kunst og for den lille familie.

”Jeg kalder ham min danske far,” siger Sergei Sviatchenko, ”han døde desværre i 1996, men han var om nogen den, der holdt fast i os og sagde, at vi skulle blive her. For det er klart, at tvivlen meldte sig indimellem. Det er bestemt ikke let at få ’lov til’ at slå sig ned i et andet land, og vi havde jo også vores forældre og svigerfamilie, der savnede os. Men Erik var sød til at opmuntre os og rose mine værker. Han var den første til at udstille min kunst i Danmark, og det hjalp selvfølgelig på beslutningen om at blive, at alle mine værker blev solgt.”

Da tvillingerne efter et par år i Danmark kom til verden i 1991, skulle sønnen selvfølgelig hedde Erik. Og hvis navnet lyder bekendt, så er det ikke helt forkert. Erik Sviatchenko er i dag anfører på fodboldholdet FC Midtjylland, der spiller i den danske superliga.

”I dag er alle vores tre børn gift med danskere, og vi har fået seks børnebørn. Så på den måde hænger det hele sammen nu, og det træ, vi selv plantede, har fået nye grene. Jeg ser på det som vores bidrag til det danske samfund og som det største, jeg har gjort i mit liv. I virkeligheden hænger det også sammen med hele min indstilling til livet: at vi er i den her verden for at dele den med hinanden. At det vigtigste, vi kan gøre, er at give. Det var også min fars leveråd til mig: Giv, giv, giv! Og lad være med at tænke på, at du skal have noget tilbage. Og det er jeg ham evigt taknemmelig for at have lært mig.”

Det er den samme filosofi, der er på spil i Sviatchenkos kunst: at værket er som en gave, man selv skal åbne og gå på opdagelse i. En gave, som gerne skulle blive ved med at give.

”For jeg oplever hele livet som én stor collage. Det er sammensat af alt, hvad vi har med os og er rundet af. Fyldt med lag og rum for fortolkninger. Det kræver bare, at vi tør åbne blikket og slippe fantasien løs.”

Foto: Tor Birk Trads