Prøv avisen
Bog

Den biografiske vending

"Historie er også en hjertesmerte."

Birgitte Possing gør op med nedvurderingen af biografigenren i en bog med visse mangler

Fra 1990'erne er der kommet mange flere biografier på markedet. Ja, forfatteren til denne nye bog om emnet, Birgitte Possing, taler ligefrem om en biografisk vending gennem de seneste 20 år. Inden for litteraturen har vi fået en selvbiografisk strømning. Fiktion som det at fortælle om sig selv ved at fortælle om en anden er blevet en tænkemåde, som synes at passe dårligt til nutiden.

Det er imidlertid ikke skønlitteraturen, som står i centrum for bogen ”Ind i biografien”, men derimod fortællingerne om store personligheder i politik, samfundsliv og kulturliv.

Possings bog drejer sig om metoden i det biografiske arbejde. Altså netop ikke selvbiografier, men en persons (A) undersøgelser af en anden persons (B) liv og værk taget i bredeste forstand.

Hvor er mulighederne i og problemerne ved at skrive en biografi om en anden? Det er dette område, bogen cirkler om for at få os læsere af biografier til at forstå og vurdere dem lidt anderledes end bare ud fra interessen for hovedpersonen, den biograferede.

”Biografien kan defineres, den har sit analytiske felt, sin egen historie, sine arketyper , sine køn, sine kategorier, sine kronologiske og tematisk-kreative fortælletraditioner, sine principper og sin etik,” skriver Possing og giver dermed en slags oversigt over indholdet i bogen.

Den biografiske genre i bred forstand har ikke altid været lige værdsat. I marxismens og strukturalismens tid fra midt i 1960'erne til midt i 1980'erne blev den betragtet som en underlødig snagen i folks privatliv. Man mente ikke, at det enkelte individ betød synderligt meget i samfundets udvikling i forhold til egentligt styrende økonomiske og ideologiske systemer.

Possing går direkte mod denne nedvurdering af biografigenren. Den er kulturel og politisk betydningsfuld, ja ligefrem demokratisk, ved at give os indsigt i, hvordan almindelige mennesker tænkte, følte og handlede før os. Genren er en skatkiste af viden om vores forgængere. Den skriver så at sige det enkelte menneske ind i faghistorien, ser dem påvirke eller lide nederlag til begivenheder og strømninger i det omgivende samfund. ”Historie er også en hjertesmerte,” citerer hun præcist en amerikansk forfatter.

Det er imidlertid svært at gøre det biografiske arbejde rigtigt. Hvordan vælge det vægtige ud af et menneskes liv? Har det flere forskellige liv enten ved siden af hinanden eller efter hinanden? Hvor meget skal man være detektivisk, og hvor tæt skal man være på den hovedperson, man skriver om? Hvor meget kan man afsløre af denne persons privatliv? Hvor meget skal man tage hensyn til hovedpersonens familie?

For en biografi er en fortælling om og en fortolkning af et liv - ikke sandheden om det, hvis den altså findes?

Possing skriver som faghistoriker. Selv har hun blandt andet skrevet en biografi om Nathalie Zahle og er blevet dr.phil. på denne afhandling. Hun bruger et indlæg i forbindelse med forsvaret af afhandlingen som ramme omkring betragtningerne over biografien. Indlægget dengang i 1992 stillede sig uforstående over for selve den biografiske interesse, som hendes bog om Zahle var udtryk for. Hun har i de 20 år siden ladet sig provokere af indlægget og har derfor skrevet bogen om den biografiske genre.

Heri er nok det vigtigste de nævnte arketyper af biografien: Spejlbiografien, Hagiografien (Helgenportrættet), Personlighedsportrættet, Den fortolkende biografi, Liv-værk-tid-biografien, Den polyfone biografi, Den kollektive biografi. De beskrives udførligt med eksempler, og i øvrigt er eksempelgennemgangene gennem hele bogen det mest fængende ved fremstillingen.

Som helhed er det en igangsættende bog om den biografiske genre, Possing har skrevet. Jeg synes dog, hun har en noget flerfoldig omgang med en persons inderste sandhed.

”Man kan ikke finde én sandhed bag en historisk personlighed,” skriver hun. Men betyder det, at den ikke er der? Enhver person ved sine fulde fem ved dog om sit værk: Dette er af mig, det er min skrift, det er min stil og så videre. Er det ikke subjektets levende sandhed om sig selv hele tiden? Den kan man ikke bestemme som udenforstående, det er rigtigt. Men én enhed og én sandhed for subjektet er det dog.

kultur@k.dk