Den blåøjede søn i den hårde regn

De religiøse linjer i Bob Dylans poetiske og musikalske univers er overvældende mangfoldige. Ny antologi dykker dybt i nobelpristagerens evangeliske kristendom

Den tradition, som Bob Dylan indskriver sig i, er i udgangspunktet gennemgribende kristen: folk, country, blues, soul og gospel. Alle genrer, hvor de bærende kunstnere har været kristne og dyrket musikkens sjæl i et passioneret sprog. Her ses Dylan på scenen i Göteborg i 1978. – Foto: Bent K. Rasmussen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.
Den tradition, som Bob Dylan indskriver sig i, er i udgangspunktet gennemgribende kristen: folk, country, blues, soul og gospel. Alle genrer, hvor de bærende kunstnere har været kristne og dyrket musikkens sjæl i et passioneret sprog. Her ses Dylan på scenen i Göteborg i 1978. – Foto: Bent K. Rasmussen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

I den eminente tv-serie fra NRK ”22. juli – dagen, der ændrede Norge” om følgevirkningerne af Anders Behring Breiviks grusomme terror i 2011, er der én scene, som i særlig grad er bevægende.

I scenen ses præsten ved sygehuset i Oslo. Han står udenfor i regnen og modtager det – som det synes – uendelige følge af sorte rustvogne, der kører ind igennem porten med ofre. Serien, der også har været vist på DR og hele vejen igennem bygger på en lavmælt insisterende humanisme, har næsten ingen ledsagemusik. Men lige her brydes stilheden med originalversionen af Bob Dylans mere end 50 år gamle sang ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall”. Præstens lange hår vædes af regnen, og han inkarnerer den og det, som sangen også stanser ud i sit manende billedsprog: en profetisk og evangelisk skikkelse på tærsklen til dommedag.

Bob Dylans poetiske og musikalske univers er gennemsyret af kristendommen. Ikke alene i årene omkring hans såkaldte omvendelse i 1980, hvor han efter en åbenbaring på et hotelværelse i Tucson, Arizona, åbent erklærede sig som kristen og begyndte at forkynde fra scenen. Nej, både før og efter i nobelpristagerens lange karriere har såvel hans tekster som musik vævet kristendommen ind som ledelinjer i fortolkningen af den menneskelige eksistens. Polerne i Bob Dylans kunstneriske virke er henholdsvis apokalypsen og inkarnationen og dermed undergangen og håbet. Begge dele skildret i metaforer og musikalske former, der vidner om indgående kendskab til både Det Gamle og Det Nye Testamente og til de musikformer, der har forløst de bibelske visioner i USA igennem det 20. århundrede.

Dette helt grundlæggende religiøse spor i Bob Dylans inspirationserfaring burde ikke komme bag på nogen med bare det ringeste kendskab til, hvad man kunne kalde ”Den store amerikanske sangbog”. Den tradition, som Bob Dylan indskriver sig i, nærer en næsegrus beundring for og til stadighed generøst hylder, er i udgangspunktet gennemgribende kristen: folk, country, blues, soul og gospel. Alle genrer, hvor de bærende kunstnere har været kristne og dyrket musikkens sjæl i et passioneret sprog.

Adskillige har hævdet, at Bob Dylan er en forvandlingskugle, der har fulgt de skiftende tider og konjunkturer med nye udtryk og nye bekendelser og fundet svaret i vinden. Det modsatte er snarere tilfældet. Bob Dylan har stået fast med en stamina, der er svær at begribe, og afsværget tidsånd og tendenser. Eksempelvis var det herostratisk berømte skifte i 1966, hvor Bob Dylan gik elektrisk, ikke et farvel til hverken protest eller passion, manden fik blot et band i ryggen og spillede højere, så budskabet kom ordentlig ud over rampen.

En norsk, men engelsksproget antologi, ”A God of Time and Space”, følger lødigt og lærd den rødglødende religiøse tråd igennem Bob Dylans 60 år lange rejse fra eksistensen mod transcendensen.

De bedste af de otte bidrag fra de nordiske forskere, litterater, teologer, sociologer og filosoffer bruger ikke alene kristendommen som klangbund for Bob Dylans virke som performer og kunstner, men lægger alen til selve forståelsen af hans kunstneriske natur og dens dybe rodfæste i kristentroen. Det sker ikke blot i form af en sand mangfoldighed af henvisninger til de hellige skrifter, men ved gedigne tolkninger af sanglinjer og temaer.

Flere af forfatterne er inde på det apokalyptiske aspekt i Bob Dylans sange. Den hårde regn. Undergangstemaet analyseres komparativt af Robert W. Kvalvaag, der i en fremragende analyse sammenligner The Carter Familys berømte klassiker om ”Titanic”s forlis med Bob Dylans allegoriske appropriation af samme i ”Tempest” fra 2012. Bob Dylan er ikke moraliserende, men beskrivende, han gennemlyser mennesket i forskellige positioner over for det ubegribelige og forfærdende. ”Meningen er hinsides mig”, som sangeren har udtalt. Men det betyder ikke, at meningen ikke er der.

Således anskuer litteraturforsker og sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus Anders Thyrring Andersen i en overbevisende argumentation og dokumentation de apokalyptiske visioner i Bob Dylans sangværk som en form for kritik af den sekulære modernitet til fordel for en kristen modernisme, som den også kendes fra lyrikeren T.S. Eliot og en lang række andre kunstnere i det 20. århundrede. Prædikatet ”protestsanger” afvises af Thyrring Andersen udelukkende som en venstreorienteret kliché, ikke som et basalt profetisk greb hos Bob Dylan. Sangeren advarer mod katastrofen, for i en og samme bevægelse at lukke op for det kristne forsyn og en almen skabelsesteologisk vished, som i den hymniske ”Every Grain of Sand” fra 1981.

Paulus faldt af hesten på vejen til Damaskus og blev omvendt, Bob Dylan faldt af sin motorcykel og skrev og komponerede det kristent farvede album ”John Wesley Harding” i 1967. Den fredløse skikkelse bærer hos Bob Dylan altid evangeliske træk. Det er i den henseende påfaldende, at Gisle Selnes i en karakteristik af Bob Dylans evangeliske omvendelse og andre ”konversioner” i forfatterskabet afskriver sangen ”Lenny Bruce” fra 1981 som fuldstændig ”ikke-religiøs” og ”svag”. Hallo! Den amerikanske standupkomiker optræder i Bob Dylans uendeligt smukke sang som den bror, du aldrig har haft, den skikkelse, som du – hvis du havde været åben og lyttende – kunne have taget ind som netop i din bror i ånden. Sådan som Bob Dylan selv gør det i øjeblikke, der transformeres til evigheder.

Problemet er her og i andre afkodninger af Bob Dylans sangværk, at udsigelsen i adskillige af sangene er dobbeltbundet. Hvem taler, og hvorfra er det, der tales? Og hvem er modtager? I en subtil analyse af udsigelsesstrukturen i Bob Dylans sange påviser Erling Aadland, hvordan både Jeremias og Kristus kan tale i de apokalyptiske sange og vidne om nådesløs grusomhed. Mens henvendelsen i rækken af vidunderlige kærlighedssange fra Bob Dylans hånd nok er til kvinden som konkret sanseligt og selvstændigt væsen, men også til en skytsengel og ledestjerne, en evangelisk inkarnation. Sådan som det skildres i sangen ”Make You Feel My Love” fra 1997, hvor det kan være kvinden, der taler til manden, eller manden, der taler til kvinden, men hvor det kristologisk også kan være det frelsende forsyn.

Er Bob Dylans stemme snart helt rustet igennem og hullet, lever hans budskab tydeligvis videre. Sociologen Pål Ketil Botvar skriver om de mange musikgudstjenester i ikke mindst Norge, Sverige og USA, der liturgisk er bygget fuldstændig op på Bob Dylans sange, enten i original eller oversættelse. Der er sange til det hele – indgangsbøn, syndsbekendelse, trosbekendelse, syndsforladelse, nadver, velsignelse og udgangsbøn – bare det netop er sange sat i musik, helt i den kirkemusikalske tradition.

For det er jo først og sidst musikken. Det er værd at huske, også i en bog som denne med mange ord. Uden musikken, ingen tro. Som Bob Dylan selv siger i et interview fra 1997: ”Det er den rene og skære sandhed: Jeg finder religiøsiteten og filosofien i musikken. Jeg finder den ingen andre steder.”

I ”Læst udefra” omtaler vi hver lørdag ikke-oversatte bøger, der handler om tro og værdidebat.

A God of Time and Space. New Perspectives on Bob Dylan and Religion. Af Robert W. Kvalvaag og Geir Winje (red.). 237 sider. Cappelen Dam, Oslo.