Prøv avisen
Bog

Klichéerne får ikke en chance i "Requiem for en kornmark"

5 stjerner

Inciterende novellesamling af Ditte Steensballe, der på en stille ­måde afdækker dybder

Det blide forenes med det skarpe i Ditte Steensballes novellesamling ”Requiem for en kornmark”. På en stille måde afdækker hun dybder. Med sans for det barokke og sarkastiske – og med en medlevende humor, der holder sig diskret i baggrunden, men alligevel fornemmes som væsentlig.

Novellerne består ikke af anskuelige forløb, men afspejler snarere følelsestilstande, indre landskaber – og gør det med dirrende intensitet. Steensballe har tidligere udgivet lyrik. Og hun går ind i prosaen uden at forlade lyrikken.

Sproget, der slutter sig tæt om det beskrevne, er lakonisk og dog rummeligt, dertil følsomt og udtryksfuldt. Klichéer får ikke en chance. Alt præges af, at det har været gennem et sind, før det når frem til læseren. Til stadighed er man bevidst om, at den verden, der åbner sig for én, er en verden ifølge Steensballe. For eksempel i dette fragment fra et hospital:

”Menneske efter meneske vakler op og ned ad gangen, sommetider besvimer de. Når de åbner øjnene igen, udveksler de skæbner i venteværelset.”

I novellerne er der en længsel efter noget andet og større – efter et øjeblik, ”der binder alting sammen”. Måske er dette kun muligt for den, der tager skyklapper på. En af personerne betragter det afgrænsede som sine redningsplanker. En kvindes længsel efter nærhed beskrives med ordet ”hudsult”. Kvinden i titelnovellen samler på sætninger, der rummer en slags håb – eller i det mindste vækker følelsen af ikke at være alene. Den pågældende holder sine sætninger som balloner i en snor. Måske bliver hun løftet af dem.

En af kvindens sætninger kunne være bogens motto af Lev Tolstoj:

”Der er i menneskets sjæl noget, som vil overleve og sejre; i menneskehjertet brænder et lille, strålende lys, som aldrig vil slukkes, hvor mørk end verden bliver.”

Denne overbevisning – eller fornemmelse – er til stede i bogen, mest mellem linjerne og ganske undseeligt.

De personer, der optræder i novellerne, kan man ikke se for sig. Det er heller ikke meningen. Imidlertid er de til stede på andre præmisser. Ditte Steensballe søger om bagved deres konkrete fremtræden, blotter deres inderste – og ikke mindst deres ensomhed. Den kunst at sige meget med få ord behersker hun. Hendes dæmpede stil har glød.

Dertil er hendes indfaldsvinkler befordrende skæve. Man ved aldrig, hvor man føres hen. Og netop uforudsigeligheden er med til at gøre læsningen inciterende og udfordrende.

I ”Afløb” drejer det sig om en kvindelig kleptoman, der karakteriseres som ”påfaldende upåfaldende”. Kleptomanen overvejer, om hun bliver straffet for sine tyverier – straffet ikke først og fremmest af ordensmagten, men af Gud.

”Fra barnsben af har jeg jævnligt bedt en bøn, foldet mine hænder. Ikke udelukkende for at bede. Også for at holde mig selv i hånden, når ingen andre gjorde det.”

Hendes tyverier er mest en måde at få dagene til at gå på. Indimellem læser hun salmer. Hun elsker salmer. ”Se, nu stiger solen” er en af hendes foretrukne.

I ”Karins Camp” vil en kvinde holde en fest for de mænd, hun har haft et intimt forhold til. Kærlighed har det været småt med. ”Ikke at der ikke har været noget der ligner, men lige præcis kun ligner. Hver begyndelse var god.”

Hendes planer om en fest bliver næppe engang til en begyndelse. Kun 2 af de inviterede 12 dukker op. Og hendes tanke om at kalde festen en ”kærlighedssammenføring” dør af mangel på virkelighed. Det er en novelle, der ligesom bogen i det hele taget siger meget om den tid, der er vores.