Prøv avisen

Den dag himlen brændte

Romanen er et ekko af forfatteren selv, mener anmelderen af Ib Michaels nye værk om naturkatastrofer og den kommunistiske revolution.

Fakta møder fiktion i Ib Michaels nye roman om naturkatastrofer og den katastrofale kommunistiske revolution

I 1908 blev 80 millioner træer blæst omkuld i Sibirien. Der var tale om en kæmpe naturkatastrofe i det meget tyndtbefolkede Tunguska-område. Hvad der præcist udløste katastrofen, har videnskabsmænd sidenhen diskuteret, og der har været flere og modstridende teorier.

Én teori siger, at der var tale om et meteornedslag, men man har bare aldrig kunnet finde nogen rester af meteoren, sådan som man plejer senest da en meteor faldt ned ved Tjeljabinsk i februar i år.

LÆS OGSÅ: Kampen for grønne enge

En ny teori udtænkt af den danske partikelfysiker Holger Bech Nielsen og hans skotske kollega Colin D. Frogatt fortæller imidlertid, at der var tale om, at en såkaldt mørkestofperle ramte jorden. Den lille perle på blot få millimeters eller centimeters størrelse og med en kolossal vægt kan have udløst en eksplosion som en større atombombe oppe i atmosfæren eller have forårsaget et gasudslip med en kilometer høj stikflamme.

Som naturfænomen er Tunguska-katastrofen under alle omstændigheder besættende, interessant og gådefuld. Sådan set er det ikke mærkeligt, at en forfatter med hang til det magiske som Ib Michael har følt sig tiltrukket af den og nu har føjet den ind i en roman. Usikkerheden om begivenhedsforløbet og manglen på entydig kausal forklaring er vand på Michaels mølle, der altid maler fakta og fiktion sammen.

Det er netop Michaels specialitet at kombinere drøm og virkelighed og få en i bedste fald bevidsthedsudvidende fiktion ud af det. I dette tilfælde er han dog oppe mod så vilde teorier, at hans egen fantasi blegner i sammenligning med den, som Holger Bech Nielsen lægger for dagen. Der skal meget til at hamle op med millimeter store mørkestofperler, der kan rumme hele massen af Valby Bakke, og som er holdt sammen af en sæbeboblehinde af helt usædvanlig styrke og karakter.

Men Michael går påmed krum hals og digter sin version af begivenhederne, hvis virkninger når helt frem til i dag, ja, måske på en egen mystisk måde er et resultat af noget, der er sket bagefter. Man kan tale om en slags omvendt kausalitet, som nogle fysikere vist nok også fabler om, men som fiktionen på fantastisk vis kan vise. Handlingen i romanen går da også i en slags magisk sløjfe, hvor hovedpersonen efterhånden jagter sin egen skygge.

Romanen er bygget op med en fordobling af fortælleren. På sit dødsleje fortæller astrofysikeren Irina Vasiljeva sygeplejersken Peter Adams om sit og sin slægts liv og myter. Hun overlader ham også et manuskript til en familiekrønike, som hun aldrig kan nå at få skrevet færdig. Begge har de gerne villet være forfattere, men først med Irinas testamente bliver de det sammen.

I centrum for beretningen står Irinas bedstefar, Sergej, der som 18-årig overværede Tunguska-katastrofen. Den forvandlede ham og hans liv og gav ham magiske evner. Han forvandlede sig i løbet af kort tid fra at være jæger på den sibiriske tundra til at være kadet i Moskva og elsker med Nadia, en datter af en højtstående russisk general. Sammen kommer de til at kæmpe i den russiske borgerkrig. Han er først på de rødes side, men skifter til de hvides, ligesom han også skifter identitet gang på gang. Nadia og Sergej er hovedpersoner i romanens kulørte kærlighedshistorie.

Sergej er kriger, hævner, elsker, geolog, munk, spion og fører af et fantastisk rumskib. Han er som ånden, der vandrer. Han bliver skudt, men opstår igen fra de døde. Han er en multifacetteret personlighed. Er vi ikke alle det?, spørges der.

Og jo, det er netop, hvad vi ifølge Michael er. Derfor er den tegneserielignende helt Sergej egentlig heller ikke noget særtilfælde. Han er både billedet på noget alment menneskeligt og på en større virkelighed end den, man går rundt i til daglig. Han er en perle, som er tung af komprimeret mytologisk stof. Og så er han en typisk figur i Ib Michaels univers. Han er den udødelige soldat, som man allerede møder tidligt i forfatterskabet.

Sådan er romanen et ekko af forfatterskabet selv. Den bringer næppe nye erkendelser med sine forestillinger om komplementaritet og kærlighedens kvantespring. Men den har fat i en mægtig god historie om den dag, himlen brændte og måske blev ramt det mørke stof, der kilder vores fantasi og forestilling om parallelle verdener.