Prøv avisen

Den dag kunsten blev synlig

-- Projektet er allerede blevet en succes, inden det var færdigt, sagde kulturminister Brian Mikkelsen fra talerstolen. I forgrunden er det til venstre professor Jørn Lund fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og formand for kulturministerens kanonudvalg, der lytter sammen med teaterdirektør Flemming Enevold. -- Foto: Scanpix.

REPORTAGE: Der var gjort alt for at lancere den nye kulturkanon på bedste vis, da en samlet presse i går overværede offentliggørelse af de længe ventede kanonlister. Det blev en dag, hvor kulturen blev synlig, og hvor smagsdommeriet blev allemandseje

Han havde glædet sig i halvandet år, fortalte han. Lige siden ideen om en kulturkanon så dagens lys havde kulturminister Brian Mikkelsen (K) glædet sig til at offentliggøre den. Glædet sig til at præsentere et bud på det uomgængelige inden for dansk kunst og kultur. Men mest af alt glædet sig til at skabe en debat om det uomgængelige og til at gøre kunsten synlig.

Glædens og spændingens dag var så i går. På det stort anlagte pressemøde i Kunst-akademiets Arkitektskole i København kunne et samlet pressekorps, alskens kunstneriske vip'ere og en særligt inviteret gymnasieklasse fra Aurehøj Amtsgymnasium så se det færdige resultat. Selv Brian Mikkelsens kone var tilstede.

I et magasin-lignende hæfte, som lå på hver en stol i lokalet, var de syv udvalgs ni lister over det såkaldt uomgængelige trykt på glittet papir.

Her kunne vi se, hvad det var, Brian Mikkelsen havde glædet sig til, vi skulle diskutere.

– Projektet er allerede blevet en succes, inden det var færdigt, sagde en smilende kulturminister fra talerstolen i sin velkomsttale.

Han refererede naturligvis til al den kanondebat, som har præget medierne op til kanondagen. En debat som af gode grunde ikke har handlet om indholdet af den nye kulturkanon, men kulturkampen, det nationalistiske, om begrebet kanon og ideen om at lave en uforpligtende en af slagsen.

Men nu kunne vi langt om længe få lov til at tale om selve listerne. Og ikke mindst om alt det, som ikke står på listerne.

– Kanonen er for alle. Den er et dannelsesprojekt for hele Danmark, og det vil være fantastisk, hvis den vil blive brugt på landets skoler, hvis den vil blive diskuteret i kantinerne rundt om på arbejdspladserne og i hjemmene. Det her er ikke afslutningen, men begyndelsen, fortsatte ministeren.

Altså begyndelsen på en debat og en synlighed omkring dansk kunst og kultur, som Brian Mikkelsen håber, den nye kanon vil føre med sig.

Hvis gårsdagens pressemøde på nogen måde kan bruges som målestok for, om kunst og kultur interesserer danskerne, så var Brian Mikkelsen helt sikkert endnu mere glad, da han forlod arkitektskolens lokaler, end da han ankom.

For alene opsætningen var stor og synlig. I et af skolens store lokaler var der til lejligheden opbygget en scene med spot på de syv udvalgsformænd og så selvfølgelig formanden for hele kanonprojektet, Jørn Lund, direktør i Dansk Sprog- og Litteraturselskab. Journalisten Jens Gaardbo var hyret til at stille udvalgsformændene de indledende, "pseudokritiske spørgsmål", som han sagde, og siden hen var opgaven at holde snor i de spørgelystne journalister.

Hver udvalgsformand var udstyret med en af de dér headsæt-mikrofoner, der engang var forbeholdt telefondamer, men som nu også ses på rockstjerner og journalister, som sender live fra et af verdens brændpunkter. Og et sted i mængden var der også et kamera, som sørgede for, at hele pressemødet kunne ses live på kulturministeriets hjemmeside.

Bag en mikserpult i det ene hjørne stod en yngre herre og skruede op og ned for knapperne, så vi kunne høre, hvad der blev sagt, og så der kom lyd ud gennem computerens højtalere hjemme i stuen.

Alt dette for at gøre noget særligt ud af at markere, at dette var "en historisk dag for dansk kulturliv", som ministeren udnævnte dagen til at være i sin tale.

Men hvad med det vi var her for, nemlig kunsten?

Den var ikke særlig synlig på pressemødet udover det føromtalte magasin på glittet papir.

Men det havde Brian Mikkelsen dog et svar på. For med økonomisk støtte fra en række fonde skal der blandt andet udarbejdes en bog med de kanoniserede værker, som bliver uddelt i klassesæt til alle landets skoler.

Bogen vil også komme i handlen til en favorabel pris, forsikrede ministeren, så folk uden børn i skolealderen også får mulighed for at fordybe sig i det ypperligste, vi har præsteret gennem tiden.

Og så er der lagt op til, at museer og andre kulturinstitutioner tager fat i listerne og vise os kunsten live.

Så var det langt om længe journalisternes tur til at gå i kødet på de godt belyste udvalgsformænd på scene. Og der skulle ikke gå lang tid, før debatten blev koncentreret om alt det, som ikke fandt vej til listerne?

"Hvorfor er Roskilde Domkirke ikke med på listen over arkitektur?" var der en, der spurgte. "Hvad med Buxtehude. Hvorfor optræder han ikke på musikudvalgets liste for klassisk musik?" "Hvor er Olsen Banden?" Også fraværet af værker skabt af kvinder blev bemærket.

Så fik udvalgsformændene ellers travlt med at forsvare deres valg og erkende, at der ved ethvert valg altid er et fravalg.

Min sidemand beklagede sig lavmælt, men kommenterende over, at arkitekturudvalget tilsyneladende ikke var historisk kompetent, siden Kronborg ikke havde fundet vej til listen, og nu var den længe ventede debat om de kanoniserede værker langt om længe skudt i gang.

Nu skal man ikke altid tro, at det, som journalister interesserer sig for, også har den brede befolknings interesse, men sammenholdt med, at der i danske medier har været bragt cirka 500 debatindlæg, hvor ordet kulturkanon indgår, så er det nok ikke en stramning at sige, at kultur er noget vi går op i. Brian Mikkelsen kunne dermed forlade mødet som en glad mand på dagen, hvor han for alvor fik gjort dansk kunst og kultur synlig og lade det være op til befolkningen at bedømme og dømme indholdet.

duus@kristeligt-dagblad.dk

Leder side 10