Der er gået nogle måneder, siden vi mistede Peter Bastian. Den karismatiske musiker, maler, forfatter og foredragsholder modtog i november 2014 et hammerslag af en diagnose – akut leukæmi – og egentlig var det overraskende, at han kunne leve frem til den 27. marts 2017, hvor han døde, 73 år gammel.
Nu har han fået en mindebog, der med hans eget forord, skrevet en uge inden hans død, handler om, hvordan han er kommet til forsoning med sig selv, har fundet fred i eget hus og er nået frem til en tro på at være ”Altid allerede elsket”, som titlen på den mirakuløse bog lyder.
Skulle man have forbehold over for de såkaldte samtalebøger, der undertiden kan udvikle sig lige lovlig kælent og indforstået, kan man med sindsro lade al skepsis fare. I den lange samtale med Tor Nørretranders, der udgør kernen i bogen, træder Peter Bastian lyslevende frem for læseren.
Her drejer det sig ikke blot om personen Peter Bastian, men i lige så høj grad om livet og døden, om, hvad det vil sige at være menneske, og om, hvad kristendommen kan betyde, når det kommer til stykket – og det gjorde det unægtelig for Peter Bastian og da navnlig de sidste par år, hvor han ikke blot blev gift med Helle Skaarup (der et halvt år senere blev forstander for refugiet i Løgumkloster), men også døbt i den sønderjyske bys smukke kirke.
Peter Bastians nysgerrighed, hans insisteren på at afprøve sine tanker og muligheder og i sidste instans også hans musikalitet – hans ”daglige dans med det skabende” – spiller med på hver eneste side, og Tor Nørretranders falder ind i de rette tonearter, selvom han i stigende grad får sin egen stemme i dialogen.
Bastian er lige så skarp og åndrig, som vi kender ham, når han fortæller om de ting – alt mellem himmel og jord! – der har betydet noget for ham i tilværelsen. Og Nørretranders, der har kendt ham i samfulde 30 år og så ofte gået lange tanke- og taleture med ham, viser sig at være en sand øjenåbner af en udspørger, der ikke lader sig nøje med høflige stikord, men spørger ind til benet, godt hjulpet af Peter Bastians hudløst afsøgende selverkendelse.
Den kommer blandt andet til udtryk ved en erkendelse af, at han undertiden har været noget af en flab – en ”kvartalsmunk”, kaldte en af vennerne ham. Men denne lette arrogance er en uadskillelig del af hans humor, hans overskud, hans rige personlighed eller ”det flyvske bastianske ego”.
Dette ego synes imidlertid at have fundet en forankring i den sidste fase af hans liv. Han fortæller selv om denne sin omvending, det åndelige indbrud, når han om et bestemt bibelsted siger, at i stedet for at stå uden for bogen (Bibelen) ”så tager du den for pålydende”.
Og han fortsætter med en sammenligning, der er som talt ud af denne anmelders hjerte:
”Jeg vil aldrig, hvis jeg står over for et Mozart-partitur, overveje, om jeg er enig med Mozart.”
Den slags bevidsthedsudvidende betragtninger er bogen trods sin relativt beskedne længde umådelig rig på.
Som en ekstra gave er der i en midtersektion indføjet et væld af Peter Bastians tegninger og malerier, udvalgt med kærlig hånd af musikervennen Lars H.U.G.
De falder smukt ind i helheden, paradoksalt nok, fordi de er så klart adskilt fra den.
En todelt kronologisk oversigt fastholder i al sin knaphed overblikket og medtager også Bastians hidtidige bøger, ”Ind i musikken” (1987) og ”Mesterlære” (2011), ligesom den nævner en af hans vigtigste inspiratorer, den rumænske dirigent Sergiu Celibidache (1912-1996), som han var privatelev hos mellem 1971 og 1982.
Det er åbenlyst, at alle involverede i denne bog – Tor Nørretranders, Lars H.U.G., Helle Skaarup og frem til marts i år også Bastian selv – har villet yde deres ypperste for ”Altid allerede elsket” – og at Gyldendal også på det udvortes plan har haft ambitioner om, at det også skulle blive en æstetisk tiltalende bog. Det hele er i den grad lykkedes.