Prøv avisen

Den danske fællessang vinder frem, men den har fået en ny rolle

At dømme efter tidens mange fællessangsarrangementer og -tiltag ser den danske sangtradition ud til at leve i bedste velgående. Men noget ved den gamle tradition har alligevel ændret sig. For mens vi engang sang sammen, når vi mødtes, mødes vi i dag for at synge sammen. Her er det fællessang på Vartov. Foto: Leif Tuxen/arkivfoto

Fællessangen oplever fornyet popularitet, men er i dag en mindre naturlig del af hverdagen. Modsat tidligere mødes vi nu med det formål at synge sammen og har fokus på fællessangens helbredsmæssige fordele

Ikke bare plejehjem og hospitaler har fået øjnene op for fællessang. Arrangementer med sang i centrum er også blevet populære blandt unge, der dyrker det sociale aspekt ved at synge sammen, ligesom DR har set sig lun på fællessangen og tidligere på foråret hyldede den gamle danske sangtradition ved at invitere til et fællessangsmaraton, der strakte sig over 12 timer og blev sendt live i tv.

At dømme efter tidens mange fællessangsarrangementer og -tiltag ser den danske sangtradition ud til at leve i bedste velgående. Men noget ved den gamle tradition har alligevel ændret sig. For mens vi engang sang sammen, når vi mødtes, mødes vi i dag for at synge sammen.

Sådan lyder det fra Lea Wierød Borcak, der er postdoc ved musikvidenskab på Aarhus Universitet og på det svenske Linnéuniversitetet samt en af forfatterne bag den nye bog ”Fællessang og fællesskab”.

”Tidligere havde man fokus på, hvad sangen kommunikerede, dens budskab. Men i nyere tid er man skiftet til at fokusere på sangen selv. Et godt bevis på det er, at man i dag laver arrangementer, hvor sangen er årsag til, at man mødes,” siger hun.

Under besættelsen fandtes der også arrangementer, hvor man mødtes for at synge sammen, alsangsstævner, men forskellen er, at der dengang var en anledning.

”Der var noget, der truede samfundet, som man svarede på gennem sangen. Nu behøver der ikke at være en ydre anledning. Selve diskursen om sangen har også skiftet. Når man i dag mødes for at synge, er det under overskrifter som ’vi hylder Højskolesangbogen’ eller ’vi hylder den danske sangskat’. Det er et klart udtryk for, at hvor det tidligere var ydre fænomener som Gud eller fædrelandet, man hyldede, er det nu selve sangen,” siger Lea Wierød Borcak.

Også Inge Marstal, der er professor emeritus i musikpædagogik ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, ser en forandring.

Hun oplever, at ”fællessangsarrangementer i dag et blevet et stort tilløbsstykke”, og at der generelt er kommet meget fokus på vigtigheden af at synge sammen, men at det før i tiden i højere grad var en selvfølge at starte med en sang fra Højskolesangbogen, når man mødtes i en familie eller en forening. Forandringen i vores måde at gå til den kollektive sang på handler om, at vores tilværelse har ændret sig, lyder det fra Inge Marstal.

”Det er i højere grad en nødvendighed, at man i dag arrangerer, at mennesker mødes, fordi vi er mere individualistiske, end man var før i tiden, og vi er ikke længere på samme måde en del af et lokalt fællesskab. Samtidig er det videnskabeligt dokumenteret, at det er sundt at synge, fordi stressniveauet falder, blodtrykket falder, lungekapaciteten bliver bedre, og vejrtrækningen kommer under kontrol. Der er altså mange positive elementer ved fællessang, så man kan kombinere det, der er godt for både krop og sjæl med at mødes og opleve fællesskabet og glæden ved at synge sammen med andre,” siger hun.

Også Lea Wierød Borcak mener, at en årsag til fællessangens forandrede rolle er, at der tidligere var flere fællesskaber, som var mere selvfølgelige.

”Det var mindre problematisk at mødes om det at være for eksempel dansker eller kristen. Vi har på en måde mistet det fælles fodslag,” siger hun og tilføjer, at man så skulle tro, at den forandring ville sætte en stopper for fællessangstraditionen.

”I alle de 200 år, fællessangen har bag sig, har den levet af, at vi har haft noget at synge sammen om og nogle værdier at være fælles om. Det har vi ikke på samme måde nu, men vi er alligevel ikke holdt op med at synge sammen. Fokus er bare skiftet fra det, vi synger om, til det, at vi synger,” siger Lea Wierød Borcak.