Den 13. februar skrev min ligesom jeg ”emeriterede” kollega på Handelshøjskolen i København CBS Lita Lundquist en kronik her i avisen om sin bog ”Humorsocialisering” med undertitlen ”Hvorfor er danskerne (ikke) så sjove (som de selv tror)?” For det er vi nemlig ikke. Udlændinge føler sig ofte stødt. Men man behøver ikke at være udlænding for at nære en vis skepsis over for den danske omgangstone. Både bog og kronik kan give stof til eftertanke og til en klumme, der hedder sådan. Forfatteren skal ikke hæfte for de følgende betragtninger, men de er inspireret af hende.
Dansk humor og dansk ironi er ikke altid så hyggelige, som vi gerne vil tro. De kan være grove og fornærmende, ondskabsfulde. Hverken vores evne eller vores vilje til at sætte os ind i andres situation er særlig veludviklet. I debatten om en uheldig tegning i Morgenavisen Jyllands-Posten for nylig var der nogle, som mente, at krænkelser måtte man bare finde sig i. Det viser både manglende respekt for andre og manglende selvrespekt. Man skal da ikke finde sig i hvad som helst. Men man må tage til (helst velovervejet!) genmæle, men ikke ved enhver lejlighed kræve skrappere regler for dette og hint.
Danskere siges at have megen ironi og selvironi. Men selvironien kan tjene til at trække samtalepartneren eller modstanderen ned på ens eget niveau: Jeg regner ikke mig selv og min sag for noget videre, så du må heller ikke blive seriøs! Ironien kan slå våbnet ud af hånden på en modstander: Direkte kritik kan få et direkte svar. En ironisk bemærkning satser på, at den anden ”føler sig truffet”, og så har man allerede fået overtaget.
Jens Christian Grøndahl har i et essay beskrevet, hvordan omgangsformer kan gå fejl af hinanden. Der er et mislykket ordskifte i Paris. Danskeren opfatter den høflige pariser som arrogant, pariseren den joviale dansker som uforskammet. Grøndahl mener ikke, at det er gået tilbage med høfligheden her i landet, men at vi aldrig har lært den. Det er sat på spidsen, men det er påfaldende, hvor lidt der for eksempel hilses hos os: på gaden, i en togkupé eller i et venteværelse. Danske undertekster i tv gør personer du’s, skønt deres forbindelse ikke er privat, og tingene ikke foregår i Danmark. Det engelske you er mindst lige så ofte et De som et du. Oversættes der (sjældent nok) fra andre sprog, sætter man sig flot ud over, at de faktisk skelner mellem du og De. Stilsans er ikke vor stærkeste side. Vi trivialiserer.
Høflighed. Man kunne også sige dannelse: at skænke det en tanke, hvordan ens ytring eller adfærd kan opfattes. Selvcensur! siger de hellige straks. Men det kan også hedde selvbeherskelse. Uden den ville vi have borgerkrig.
De danske småord jo, vel, vist, nok og så videre er, som Lita Lundquist skriver, gode til at markere et fælles rum. Men de kan også bruges til at forudsætte et fælles rum, hvor intet er, og da kan de virke stødende. Vi påstår med disse småord at være hjemme hos os selv, også når vi ikke er det. Og samtalepartneren ønsker måske ikke at blive slæbt ind i vores stue.
Naturligvis er der situationer, hvor ironi, ja selv spydighed, sarkasme og måske endda latterliggørelse er på deres plads. Der er opgør og polemikker, hvor den slags skal til eller slet og ret er uundgåeligt, fordi man er indigneret og vred. Det kan – i bedste fald – rense luften, hvis det bruges med et minimum af ånd. Hvis ikke, bliver luften bare endnu dårligere. Og så er der heldigvis de situationer, hvor humor kan virke inkluderende og forløsende, fordi den røber indlevelse, med et moderne ord empati, med et ældre – næstekærlighed.
Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.