Synd og unfair overfor digterens oprindelige værk: Amanda Gormans ”The Hill We Climb” skuffer på dansk

Amanda Gormans ”The Hill We Climb ” fra Joe Bidens præsidentindsættelse er et autentisk, intenst og flot digt. Men den danske oversættelse, ”Bjerget vi bestiger”, som Naiha Khiljee står bag, yder ikke digtet retfærdighed

Amanda Gorman (født 1998) blev verdenskendt, da hun i januar læste op af sit digt ”The Hill We Climb” ved præsident Bidens indsættelsesceremoni.
Amanda Gorman (født 1998) blev verdenskendt, da hun i januar læste op af sit digt ”The Hill We Climb” ved præsident Bidens indsættelsesceremoni. Foto: Jim Bourg/Reuters/Ritzau Scanpix

Fra året 2021 vil ét bestemt digt uden tvivl i fremtiden blive husket og fremhævet frem for alle andre, nemlig digtet af den 22-årige sorte kvinde Amanda Gorman ”The Hill We Climb”, som den amerikanske digter oplæste ved præsident Bidens indsættelse den 20. januar, og som, efter at et milliardstort publikum så hende på tv, er blevet oversat og udgivet i alverdens lande, hvor det har sat en debat i gang om, hvorvidt en hvid person må oversætte en sort digters værk. I Danmark har forlaget bag udgivelsen, CarlsenPlus, der hører under Lindhardt og Ringhof, ønsket at finde en farvet person til opgaven, og valget er faldet på den 27-årige dansk-pakistanske digter Naiha Khiljee.

Skal man sige noget overordnet om Amanda Gormans digt ”The Hill We Climb”, så er det, at det er en fascinerende blanding af noget gammeldags og noget moderne. Det er nationalromantik og performance poetry fra det nye årtusinde i ét. Til trods for, at det er et digt fyldt med patos, så er det et digt, der er forbløffende mundret og dagligsprogligt i sin diktion.

Starter vi med det traditionelle, så er digtet i bund og grund bygget op efter den romantiske guldaldermodel. Fortiden er gylden, nutiden er et lavpunkt af elendighed – og fremtiden lyser og stråler forude. Eller som vor nationalskjald Oehlenschläger skrev i 1803: Vi ser mod ”den strålende top, hvorfra vi er sunket og atter skal op”.

Digtet starter med et retorisk spørgsmål, altså et spørgsmål, det selv giver svaret på, som i den ikke-oversatte udgave lyder: ”When day comes we ask ourselves, / where can we find light / In this never-ending shade?” Og så får vi ellers præsenteret den mørke Trump-tid, som vi har levet i, som modsætning til den lyse Biden-fremtid.

Digtet beskriver med en lang række suggestive billeder denne modsætning. I nutiden er der smerte, sorg, udmattelse, strid, uenighed, magtmisbrug og uretfærdighed, mens fremtiden skal bringe vækst, håb, retfærdighed, sammenhold, frihed og solidaritet mellem mennesker. Hør blot nogle af de elegante formuleringer, hvor hele den klassiske poetiske retorik er foldet ud med bogstavrim og rytmiske gentagelser:

”That even as we grieved, we grew, / That even as we hurt, we hoped, / That even as we tired, we tried.”

Utopien og drømmen er i hele digtet ”America United” – eller som det hedder i en anden af de flotte formuleringer, spækket med bogstavrim:

”To compose a country committed / To all cultures, colors, characters, / And conditions of man.”

Og vi er modsat ikke et øjeblik i tvivl, hvad angår henvisninger, der peger på Trump eller direkte på stormløbet på den amerikanske kongres den 6. januar 2021:

”But while democracy can be periodically delayed, / It can never be permanently defeated.”

Naiha Khiljee (født 1994) har oversat ”The Hill We Climb” til dansk, hvor det har fået titlen ”Bjerget vi bestiger”. – Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.
Naiha Khiljee (født 1994) har oversat ”The Hill We Climb” til dansk, hvor det har fået titlen ”Bjerget vi bestiger”. – Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Til kvaliteterne i ”The Hill We Climb” hører desuden, at det er fyldt med ekkoer fra og intertekstuelle referencer til digtere og talere, der tidligere har udtrykt sig om sammenhold i en krisetid. Det gælder ikoniske ledere som Martin Luther King (”I Have a Dream”), Barack Obama (”Yes We Can”) og Abraham Lincoln. Og det er tilfældet med USA’s nationalskjald over alle, Walt Whitman, hvis digte fra ”Leaves of Grass” (1855) med deres hymniske gentagelser og besyngelse af mulighedernes og forskellighedernes vidunderlige, forenede land minder en hel del om Amanda Gormans digt:

”We will rise from the gold-limbed hills of the west! / We will rise from the windswept Northeast / where our forefathers first / realized revolution! / We will rise from the lake-rimmed cities / of the Midwestern states, / We will rise from the sunbaked South.”.

Som en pendant til Whitmans præsentation af sig selv som en organisk del af og krumtap i formuleringen af sit fædrelands identitet får vi fra Gorman desuden en opdatering af, hvad en national digter år 2021 kan være: ”a skinny Black girl / descended from slaves and raised by a single mother”.

Og pointen er netop, at Gorman som spoken work artist har et drive i sin poesi, som minder langt mere om rap og performance end om klassisk patosfyldt poesioplæsning. Dette autentiske, hudløse og personlige udtryk, som man så i hendes recitering af digtet, ser man også i den skriftlige udgave af digtet.

Amanda Gormans ”The Hill We Climb” er alt i alt et digt med en præcis og koncentreret diktion, en voldsom intensitet og autenticitet i tonen og en sproglig vellyd ud over det sædvanlige. Noget helt andet er den oversættelse, der nu er udkommet på dansk af Gormans digt med titlen ”Bjerget vi bestiger”.

Hvad er da en god digtoversættelse? Det er et spørgsmål om, at digteren i dybeste forstand har forstået og er i stand til at udtrykke den tone, stemning og holdning, som er karakteristisk for den digter, han eller hun oversætter.

Derfor er det fantastisk at læse Thorkild Bjørnvigs oversættelser af R.M. Rilke, Bo Green Jensens af T.S. Eliot og Erik Knudsens af Arthur Rimbaud for nu at tage nogle suveræne danske gendigtninger, hvor oversættere har brugt talrige år eller årtier på at trænge ind i et forfatterskab.

Og derfor er det forstemmende at læse Naiha Khiljees oversættelse af Amanda Gorman.

At oversættelsen af digtet er så svag, som den er, skyldes i hvert fald tre faktorer. For det første, at oversætteren kun i ringe grad formår at gengive den poetiske rytme og klang samt de rim og ordspil, det vil sige alle de poetiske effekter, som der er i Gormans tekst.

For det andet, at hun ignorerer eller er uvidende om de intertekstuelle referencer, der er i Gormans tekst, og hermed reducerer dens betydningspotentiale mærkbart.

For det tredje, at hun simpelthen ikke har sans for Gormans stil og tonefald, nemlig dens særlige kombination af på den ene side høj patos og personlig smerte og på den anden side enkel, præcis og talesprogsnær diktion, hvor der aldrig siges et ord for meget, men at oversættelsen i stedet famler i blinde mellem svulstig retorik, knastørre abstrakter og pjattede ordspil.

Hvad angår de poetiske virkemidler, er eksemplerne talrige. Når Gorman elegant og mundret turnerer et ordspil på ordet ”arms” i en passage som ”We lay down our arms / So that we can reach our arms out to one / another. / We seek harm to none, and harmony for all” er det i sandhed en mishandling af orginalteksten, at diktionen i den danske oversættelse minder om en konfirmationssang fra oldefars tid:

”Vi hviler vores våben, / Så vi kan hvile i hinandens arme. / Vi ønsker, at ingen kommer i fortræd, / At vi alle kommer til at leve i fred.”

Og en prægnant og lakonisk poetisk formulering som ”That even as we hurt, we hoped” gendigtes på samme misforståede vis, hvor enhver moderne talesproglig friskhed fjernes med en gang svulstig poetisk retorik: ”på smertens leje søgte vi håbets veje”!

Eller hør, hvordan den raffinerede vending, ”And the norms and notions / of what ’just is’ / Isn’t always justice”, stivner i en håbløst forældet og abstrakt stil: ”Og at normerne og forestillingen om, / hvordan vi altid har færdedes / Ikke altid er retfærdige.”

Tilsvarende fjernes på besynderlig vis alle de referencer, som Gormans traditionsbevidste digt har til andre værker.

Det gælder bibelske referencer, som den amerikanske poesi og kultur læner sig langt mere op ad end den europæiske, når ”The loss we carry, / a sea we must wade” og ”We’ve braved the belly of the beast” bliver til, ”Tabet, vi bærer med os, er tungt, og vejen frem er lang” og ”Vi har trodset mørkets greb.”

Og misforståelserne af tekstens mening er talrige: ”Scripture”, der efterfølges af et – forkert citeret – bibelsted, bliver ikke til ”Bibelen”, men til ”Hellige skrifter”, ”slave” bliver i en formodentlig identitetspolitisk ånd oversat til ”slavegjorte”, men Gorman skriver jo ikke ”enslaved”.

Tilsvarende forvrides faste amerikanske udtryk i oversættelsen, som når ”prevail over catastrophe” bliver til det forvrøvlede ”få ram på katastrofen”, ”History has its eyes on us” bliver til det meningsløse, ”Retter fortiden blikket mod os”, eller det pointerede, ”If we’ve to live up to our time”, banaliseres til ”Hvis vi vil leve op til idealerne i vor tid”.

Endelig kommer vi til oversættelsens generelle tonefald, hvor enkelte udtryk som i mange af ovenstående eksempler er i stand til fuldstændig at afspore den poetiske teksts intensitet og stemning.

Helt lakonisk, illusionsløst og moderne lyder Gormans tekst ”Somehow we’ve weathered and witnessed / a nation that isn’t broken / but simply unfinished”, mens den danske oversættelse ved at vælge det altmodische udtryk ”bevidnet” svækker tekstens intensitet mærkbart:

”Alligevel har vi overlevet og bevidnet / En nation, der ikke er ødelagt, men stadig / i gang med at blive bygget.”

I andre passager fremstår Gorman i den danske oversættelse som en pjanket rimmager, som når ”We’ve seen a force that would shatter our nation / rather than share it” gengives som ”Vi har bevidnet en kraft, der foretrækker fædrelandets forlis frem for fællesskabets paradis”. Og mere forkert kan man vel næsten ikke gå af Gormans dybt alvorlige og personlige tonefald!

Konklusionen er kort og godt, at det er et udmærket initiativ, at man har villet udgive dette historisk vigtige og poetisk kvalificerede digt i en dansk oversættelse. Men det er synd og unfair over for Amanda Gorman og hendes potentielle læsere, at det bringes i en så dårlig oversættelse.