Vil man have et virkelighedsnært billede af forholdet mellem det frigjorte kunstnerpar Gerda og Einar Wegener, kan man med fordel besøge kunstmuseet Arkens store udstilling, der vises frem til den 16. maj. Vil man derimod svømme hen i en sentimental historie om Einar Wegeners transformation til kvinden Lili Elbe, kan man se den aktuelle premierefilm ”Den danske kvinde”.
”Den danske kvinde” baserer sig på en roman fra 2000 af den amerikanske forfatter David Ebershoff, der på baggrund af Einar Wegeners erindringer beskriver rejsen frem mod kønsskifteoperationen i 1930. Et modigt forsøg i en tid, hvor den slags operationer var ukendte og penicillin ikke fandtes. Einar blev den kvinde, han altid havde ønsket at være, men Lili Elbe overlevede ikke eftervirkningerne af operationen.
Ser man Arkens udstilling, får man et indtryk af et frisindet kunstnerpar, der begge eksperimenterede med deres seksualitet og levede deres kunstnerdrømme igennem med stort overskud og mod. Gerda Wegener var rundet af symbolismen, men udviklede sig til en dygtig og chik art deco-præget kunstner, mens Einar Wegener malede landskaber med en farvemættet og lysende stoflighed, tydeligvis inspireret af Cezanne. Denne alt andet end normative opfattelse af både kunst og køn med inciterende og flydende overgange får man ikke rigtig indtryk af i ”Den danske pige”.
Filmen er en mere konventionel udlægning af historien om parret. Her fremstilles Gerda (Alicia Vikander) som den traditionelle opofrende kvinde, der ser sin mand forsvinde til fordel for den kvinde, han altid har følt, han var indeni. Hun følger ham loyalt, men med smerten over at miste den erotiske dimension i forholdet. I stedet bliver ”Den danske pige” en fortælling om Gerdas ubetingede og opofrende kærlighed, og Einars (Eddie Redmayne) afgørende eksistentielle valg om at blive den, hun dybest set er.
Men rent dramaturgisk fungerer ”Den danske pige” udmærket på egne præmisser. Dens melodramatiske potentiale foldes professionelt ud, og historien bevæger sig skæbnebestemt frem mod det uafvendelige, afskeden og i en vis forstand også befrielsen, da Einar bliver til Lili. Filmen er tydeligvis lavet som et partsindlæg for transseksuelles rettigheder og muligheder. Det er både sympatisk og støtteværdigt; det virker derfor også legitimt, at filmen forsøger at sætte det store følelsesregister i svingninger.
Helt overbevisende bliver det imidlertid aldrig. Dertil er filmen for mekanisk spillet af de internationale kræfter på rollelisten. Eneste undtagelse er Eddie Redmayne, der virkelig brænder følelsesmæssigt igennem med en sensibilitet i ansigt og udtryk, der rykker ved den normative kønsopfattelse.
I filmens smukkeste scene er Einar-Lili alene på et bordel i Paris, hvor han-hun iagttager en prostitueret igennem en glasrude. Ikke fordi han-hun begærer hende, men for at aflæse hendes bevægelser med en dyb solidaritet. Det er karakteristisk en scene uden ord, renfærdig og bevægende som en pantomime om kønnets smerte og mulige forvandling. Som dansker er det en sjov og lidt surrealistisk oplevelse at se ”Den danske pige”.
Filmen foregår angiveligt i Vejle, København, Paris og Dresden og er tydeligvis skabt for et amerikansk publikum, der skal bekræftes i deres stereotype forestillinger om det gamle romantiske Europa. Indendørsscenerne i København er malet op, som var det udsøgte Hammershøi-malerier, og udendørs er der - bortset fra et par skud af Stærekassen - ikke meget brølende 1920'ere over det. I stedet toner et Guldalderkøbenhavn frem med Nyhavn, Nyboder og Gl. Strand med fiskekoner. Scenerne fra Paris er optaget i Frederiksstaden, og amerikanske turister vil blive skuffede, når de besøger Vejle i den tro, at der er høje bjerge, skærgård og evig sne!
Eneste virkelig autentiske location er Det Kongelige Danske Kunstakademi på Charlottenborg, som danner ramme om flere scener. I salene ser man C.W. Eckersbergs frapperende nøgenstudier i baggrunden. De er helt klart det erotisk mest dristige i ”Den danske pige”.
kultur@k.dk