Prøv avisen

Den danske sømand

Bøger: At rejse er at leve. Troels Kløvedal er en voksen mand, der fortæller ud af værdifuld livserfaring

Troels Kløvedal er jo ikke længere en forvoven 1968'er, der realiserer manges drøm om at sejle jorden rundt. Han er en voksen mand, der har en øget og stadig mere værdifuld livserfaring som ballast. Hemmeligheden er nok den, at han lever, mens han rejser.

»... og den halve verden« er endnu en bearbejdet dagbogstekst om livet til søs. Omhandlende de seneste seks år og en tredje jordomsejling med skibet »Nordkaperen«. Strabadser, uvejr og magsvejr til søs, idyl om bord og intense oplevelser i land afløser hinanden i et herligt samspil, og som altid har forfatteren ordet og det danske sprog i sin magt.

Lykkeligt føres vi med til det græske øhav, videre over Atlanten, gennem Panamakanalen, et smut til de sagnomspundne Påskeøer med de gådefulde kæmpeskulpturer og stop ved Galapagos og andre øgrupper i Stillehavet, som Kløvedal og konsorter jo har besejlet før. Hvorefter vi brat befinder os på et grundlovsmøde i Hobro, fordi sømanden midlertidigt er gået i land og blevet bedt om at holde grundlovstalen! Denne tale er værd at beskæftige sig med, for her udtrykker han klart, hvad han står for, og med særlig adresse til ungdommen.

De unge skal skønne på Grundtvig og på den danske grundlov. De skal vide, at når man rejser, repræsenterer man sin nationalitet, før man bliver en person. De skal lære at længes, ikke bare ud, men også hjem. Huske, at det er nødvendigt at gå fra forstanden for at komme til fornuft, og at man skal være ude af sig selv for at blive sig selv.

Troels Kløvedal ser sig tydeligt som en, der er »midt i livet«, og hans råd er at »tænke i mildhed, tænke over de dyrebare venskaber vi har eller har haft«.

Det er ikke kun imponerende, hvad denne eventyrer har gjort og stadig gør. Det er også en lykke, at hans sprog er så gedigent, og at hans store indsigt og dybsindige overvejelser angår os alle.

Troels Kløvedal: ... og den halve verden. 408 sider, ill. 348 kr. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk