Den danske sang er også en ung mørk kvinde

”Vita Danica” på Aarhus Teater både dyrker og forstyrrer danmarksnostalgien i en kompleks karakteristik af danskheden og eksistensen anno 2021

Kan man danse tåspidsballet i Jens Vejmands træsko? Og hvad er sammenhængene mellem en fanøpige i strude og en muslimsk kvinde i niqab? ”Vita Danica” er sidste nye skud i kunstens forsøg på at karakterisere danskheden, skabt i forbindelse med den nye udgave af Højskolesangbogen.

Det er en på mange måder vellykket, besnærende og eksistentiel dansefortælling båret af flest kendte og et par nye sange, fremført af Pernille Rosendahl i samspil med musikere og dansere fra Black Box Dance Company i Holstebro. Men den er også til tider fremmedgørende i lyd og udtryk – og det er måske en pointe i sig selv.

”Vita Danica” iscenesætter et Danmark i bevægelse, fra fortid til nutid, fra et statisk til et dynamisk, globaliseret kultursyn. Ballet åbner med en ordløs fortolkning af vores nationalsang. Det hiver i mine stemmebånd for at få lov at synge med – men sangen udebliver. Forløsningen må vente til når vi endelig må fejre fodboldlandsholdets første EM-kamp.

Dernæst slæber national-romantiske neg sig på scenen og danner bagtæppe for en humoristisk ”Jeg er havren”. Det yndefulde møder det klodsede i en imponerende træskoballet tilsat folkedans og country- og balkanlyd. Men det ubetinget glædelige får en ende, da ”Jens Vejmand” entrerer. Således bevæger forestillingen sig ind i et mørke, hvor danmarksnostalgien brydes ned af en pumpende bas.

Danserne på scenen repræsenterer et mikrokosmos af kulturel diversitet. Stilen er ditto divers og trækker tråde til dansegenrer i øst og vest, fra moderne dans med blød kludedukkeæstetik til stiv-benet techno i stroboskoplysets staccatoskær. De traditionelle dansekønsroller går i opløsning: Stærke kvinder løfter deres store, yndefulde mænd og sætter både det binære kønssyn og tyngdekraften ud af spil.

Mere provokerende bliver kærligheden i ”En rose så jeg skyde” og Jens Rosendahls ”Forelskelsessang”, hvor erotikken spirer mellem kvinde-kvinde og mand-mand. I et lignende demonstrativt greb får vi en sigende monoton udgave af ”Den danske sang er en ung blond pige”. Jasmine Gordon danser solo og sparker en lille smule mere fra sig for hver gang, ordene gjalder fra højtalerne. Den danske sang er måske også en ung mørk kvinde med sorte krøller?

Man kan vælge at se disse greb som provokation. Men lad os i stedet se dem som en sympatisk hyldest til mangfoldighed, hvor tider, livs- og kultursyn får lov at støde sammen, og vi opdager, at de sagtens kan være på samme scene på samme tid.

Vekselvirkningerne mellem lyd og tempi har en effektiv narrativ funktion. Som da ”Jeg ved en lærkerede” befrier os fra de kulturelle sammenstød med sin naivistiske melodi, trækker os ud af de overbassede brændpunkter og ind i et barnligt helle, der minder os om, at verden ikke kun er kompleks og global – vi har også hver især vores helt egen helt lokale verden, som ingen kan røre ved.

Ud over sange fra den nye højskolesangbog, indeholder forestillingen også nyere musik – og det er i disse scener, forestillingen kryber længst ind i eksistensen. ”Vuggevise for Grauballemanden”, som Pernille Rosendahl skrev sammen med Knud Romer til en særudstilling på Moesgaard Museum, er et smukt og rørende indslag. Danseløst og helt stille, kun båret af Rosendahls spinkelt-stærke stemme, sætter sangen ord på tab og håb, nostalgi og fremtid, smeltet sammen ind i et rørende lydbillede. Ligeledes i ”Kastanjer”, en efterårshymne af Jonas H. Petersen, blander det hverdagsagtige og det evige sig sammen. ”Jeg kom for at fortælle dig, at du ikke bor alene med smerten i verden,” synger Rosendahl og udtrykker så enkelt forestillingens overordnede ærinde.

”Vita Danica” er en lydligt og billedligt smuk oplevelse, der både dyrker og udfordrer nostalgien og kulturelle stereotyper. Men den er også polemisk og larmende og svær at sætte i bås, præcis som det danske liv, den forsøger at karakterisere.