Prøv avisen

Den danske sjæl er også tysk

Serbiske mænd blev under krigen på Balkan taget til fange både i Bosnien, som her, og andre steder, hvor krigen rasede. En rapport fra Europarådet afslørede tidligere på måneden, at en række af de fanger, der blev pågrebet af Kosovos Befrielseshær, systematisk blev slået ihjel og fik fjernet deres organer, som derefter blev solgt på det sorte marked. -- Foto: Aarhus Teater.

Christian Lollikes Skakten er et vigtigt og udfordrende stykke. Men intensiteten kunne gennemgående have været større

Opsætningen begynder gemytligt med, at de tre medvirkende sælger tyske specialiteter til publikum pølser og øl. Men det hele slutter nederdrægtigt med, at scenegulvet er dækket af lig. I stilheden hører vi fluerne summe omkring dem.

Ligene i skikkelse af kludedukker er omkomne efter de allieredes sønderbombning af Dresden i februar 1945, en aktion, der af en nynazist i stykket bliver fremstillet som en krigsforbrydelse. Den afsluttende koncentration om bombningen er i enhver henseende forestillingens klimaks.

Titlen på skuespillet refererer til idéen om en skakt ned til dybet af selve nationalsindet. En af personerne mener, at den tyske udgave af kældernedgangen fører direkte til det überste onde, mens den danske overhovedet ikke skønnes at have karakter af kældernedgang; dertil er vi simpelthen for uskyldige og venlige, alt er hygge og kolonihaveidyl. Hvad vi skal mene om den skelnen, lades vi ikke i tvivl om. Nej, for den tyske sjæl er i virkeligheden også dansk. Det, der før og under krigen skete syd for grænsen, kunne lige så godt være sket nord for.

Lollike vil have os til at tage stilling til det traume, som grusomhederne under Anden Verdenskrig udløste hos tyskerne, og til dets rolle for os i dag. Væsentlige sidemotiver er de to nært forbundne: historieløshed og nynazisme. Lollike anser globaliseringen for at være medvirkende til den aktuelle europæiske nynazisme fordi den nationale identitet flås fra hinanden, som det formuleres. Og fordi mange derfor søger mod partier og ideologier, hvis mål er genskabelse af en stærk national identitet.

LÆS OGSÅ: Man bliver berømt af at lave tv, rig af at lave film, men glad af at lave teater

Om den alvor, der driver Skakten, kan vi altså ikke være i tvivl. Men det varer længe, før den for alvor slår igennem. Vejen fra salg af pølser og øl til lidelserne i Dresden er lang. Forlang.

Udgangspunktet er, at tre unge nutidige turister keder sig i byen. De forstår ikke, hvorfor tyskerne er så optagede af deres fortid, og begynder at involvere sig for måske at forstå mere. Eller bare for at kede sig lidt mindre. Resultatet er et show i hurtig bevægelse og med et højt aktivitetsniveau, veloplagt gennemført af Kristoffer Fabricius, Jacob Madsen Kvols og Ene Øster Bendtsen, der selv passer lys, lyd, video og musikinstrumenter, samtidig med at de gestalter deres stadigt skiftende roller.

Det grovkornede og bevidst fordomsfulde følges ad. Temmelig forvirrende er det. Hvor skal vi føres hen? Tydeligere end helheden er ofte enkelthederne. Herunder den groteske rundvisning i en interaktiv nazipark skabt på foranledning af nynazisten Gerhard, en fiktiv person, som de tre turister lader indgå i deres spil. Begrundelsen for oplevelsesparken er sådan set seriøs nok: vi skal holde historien i live, så den ikke gentager sig selv, hvor den ikke bør gøre det. Parken er imidlertid et orgie i smagløsheder: nazismen og dens forbrydelser som underholdning.

Blandt andet kan gæsterne erfare, hvordan det var at deltage i bombningen af Dresden. Netop i forhold til denne sker der en bevægelse hos turisterne, idet de påvirkes af dens fremstilling som en krigsforbrydelse og dermed af reaktionerne på den. En repræsentant for Royal Air Force under krigen fortæller: For at gøre antallet af civile tab så stort som muligt havde vi planlagt et tredobbelt angreb. Vi vidste, at tilflugtsrummene i en brændende by kun gav beskyttelse i omtrent tre timer. Gulve og vægge ville blive så varme, at alle blev tvungent ud på gaden (...) I det øjeblik iværksatte vi et nyt angreb. Indbyggerne i Dresden havde valget: ildhavet udenfor eller et kogende beskyttelsesrum indenfor.

Slutningen er en opvisning af rystende detaljer. For eksempel synet af børn, der klamrer sig til deres døende forældre.

Skakten har meget at sige sin samtid. Derfor er stykket vigtigt. Og udfordrende. Pointerne undervejs er mange. Ikke mindst i opgøret med automatikken i holdningen til nationaliteter. Men intensiteten i præsentationen kunne gennemgående have været større. Sådan som den endelig bliver til sidst.