Den danske søfartshistorie rummer både malere, digtere, entreprenører og sømænd

Fortællingen om Danmark som søfartsnation har længe stået i skyggen af fortællingen om Danmark som landbrugsnation. Nyt oplysende og underholdende storværk viser det aftryk, søfarten har sat i både dansk kunst, kultur og selvforståelse

Det er alt i alt en oplysende og underholdende bog, hvor traditionelle søfartskilder blandes så fint med marinemalere, litterære vinkler – herunder endda den nu afdøde genre ”drengebøger”.
Det er alt i alt en oplysende og underholdende bog, hvor traditionelle søfartskilder blandes så fint med marinemalere, litterære vinkler – herunder endda den nu afdøde genre ”drengebøger”. Foto: Fra bogen.

”Du Danskes Vei til Roes og Magt, sortladne Hav!” skrev digteren Johannes Ewald patriotisk i 1779. ”Danmark som søfartsnation” beskriver det aftryk, som søfartsfortællingen har sat sig i kunst, kultur og selvforståelse.

Trods sin gennemillustrerede fremtrædelsesform, det faktum, at bogen mest ligner en sofabordsbog eller et festskrift og er bind 79 i rækken af årbøger fra ”M/S Museet for Søfart” i Helsingør, er bogen genremæssigt nærmest en hybrid mellem disse to genrer og en akademisk afhandling.

Bogens forfatter kommer fra det profilerede institut for ledelse, politik og filosofi ved CBS, handelshøjskolen i København, og abonnerer på en delvis postmoderne forestilling om historien som konstruktion, baseret på interesser, i denne sammenhæng overvejende erhvervsinteresser, der udmønter sig i modsætning til hinanden som ”grundfortællinger”.

Fortællingen om Danmark som en søfartsnation befinder sig således i en ”konfliktzone”, i evig kamp med fortællingen om Danmark som landbrugsnation, fortællingen om Danmark som industrination og fortællingen om Danmark som velfærdsnation. Det er en identitetsmæssig ”kampplads”, forstår man, hvor landbrugsidentiteten historisk har været fremherskende, men hvor søfartsidentiteten har haft sine progressive perioder, især i slutningen af det 18. århundrede – den såkaldt florissante handelsperiode – i årene omkring 1900, samt i de sidste 30 år.

Fregatten ”Tidselholt” var et af Handelshuset Andreas Christiansens største skibe. Det blev bygget 1807 og gennemførte 28 rejser til Dansk Vestindien. – Foto fra bogen.
Fregatten ”Tidselholt” var et af Handelshuset Andreas Christiansens største skibe. Det blev bygget 1807 og gennemførte 28 rejser til Dansk Vestindien. – Foto fra bogen.

Indledningsvis beskrives en ”fortællingsanalyse”, som opererer med begreber som ”troper”, ”praksisser”, ”strukturer”, ”erindringssteder”, ”overgribende historieopfattelser”, ”kuratering” med mere.

Det går nok de fleste raske sømænd og andre over hovedet, men så er der heldigvis alle historierne om sømænd, skibsredere og søfart og alle de udmærkede billeder at blade videre til.

Her gås der stramt kronologisk til værks, som det sig hør og bør i en fortælling. Vi begynder med den nævnte florissante tid i årene omkring 1780’erne, hvor Danmark havde en af de største handelsflåder i Europa, under direktion af entreprenører som von Schimmelmann og de Coninck.

Måske af hensyn til den gode stemning gøres der her ikke mere end nødvendigt ud af det med slavehandelen, den nævnes en passant:

”Mange af [købmændene] nøjedes ikke med at handle med varer som te, porcelæn og sukker. De handlede også med mennesker.”

Gouache af den danske maler T.E. Lønning fra 1803, der forestiller fregatten ”Holsteen”, Asiatisk Kompagni.  – Foto fra bogen.
Gouache af den danske maler T.E. Lønning fra 1803, der forestiller fregatten ”Holsteen”, Asiatisk Kompagni. – Foto fra bogen.

Og et par linjer til. Kort og koncist. Det skal forfatteren ikke bebrejdes herfra, det hører man rigeligt om fra anden side.

Så videre til Napoleonstiden og Slaget på Reden, Willemoes og Grundtvigs ”De snekker mødtes” – i det hele taget bliver litteraturen godt inddraget i bogen, her Holberg, Ewald og Oehlenschlæger.

Efter at englænderne så skammeligt ranede flåden i 1807, gled søfartsfortællingen ligeså stille i baggrunden, her fint illustreret ved, at Oehlenschlægers ”Der er et yndigt land” afløser Ewalds ”Kong Christian” som nationalsang: Danmark blev et land af landkrabber.

Efter tabet af Norge i 1814, og ikke mindst efter 1864 skulle indad vindes, hvad udad tabtes, som Dalgas blev berømt for ikke at have sagt, og i det spor dukker en merkantil fortælling op, med folk som C.F. Tietgen og H.N. Andersen i deres forskellige selskabskonstruktioner.

C.W. Eckersbergs maleri ”En jagt for indgående på Københavns yderrhed”, 1837.    – Foto fra bogen.
C.W. Eckersbergs maleri ”En jagt for indgående på Københavns yderrhed”, 1837. – Foto fra bogen.

Vi får historien om det første dieselskib ”SELANDIA” fra 1912, i bogen som alle skibsnavne skrevet med stort, og her var da også tale om en fjer i den danske hat, som selveste Winston Churchill måtte hertil for at beundre.

Vi runder de modige ”krigssejlere” fra Anden Verdenskrig – muligvis sidste gang sømandsfortællingen rigtigt havde styrke? – hvorefter søfarten forsvandt fra fortællingernes kampplads, som i øvrigt hele erhvervslivet og industrien: Det noteres vittigt, at der i Gyldendal og Politikens Danmarkshistories bind om perioden 1940-1970 omtales hele tre tenorsaxofonister, men kun to erhvervsledere!

Siden har søfartsfortællingen mest drejet sig om rederne og deres selskaber, mindre om sømænd, og det nævnes, at A.P. Møller Fonden donerede 185 millioner til det nye, fine søfartsmuseum i Helsingør.

Siden sidste del af 1900-tallet har søfartsfortællingen mest drejet sig om rederne og deres selskaber, DFDS, A.P. Møller, Mærsk. Her er det ”M/S Mærsk Mc-Kinney Møller” – det første skib i Maersk Lines nye Triple E klasse – der sejler forbi Spodsbjerg ved Langeland i august 2013. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Siden sidste del af 1900-tallet har søfartsfortællingen mest drejet sig om rederne og deres selskaber, DFDS, A.P. Møller, Mærsk. Her er det ”M/S Mærsk Mc-Kinney Møller” – det første skib i Maersk Lines nye Triple E klasse – der sejler forbi Spodsbjerg ved Langeland i august 2013. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Til sidst går der festskrifts-propaganda i sagen, når der tales om regnbueflag, diversitet og ligestilling i erhvervet, og efterlyses flere kvindelige indbrud i sømandsfortællingen. Snart skal vi kanske vænne os til at synge:

”For når en søperson, en rigtig søperson, går i land, så ved man aldrig, hvad der kan ske.” Det swinger ligesom ikke rigtigt.

Det er alt i alt en oplysende og underholdende bog, hvor traditionelle søfartskilder blandes så fint med marinemalere, litterære vinkler – herunder endda den nu afdøde genre ”drengebøger”, som Walter Christmas’ Peter Most-romaner – samt popkultur i øvrigt.

Og mon ikke der i fortællingen om Danmark er plads til alle ”grundfortællingerne”, om ikke side om side, så hierarkisk?