Prøv avisen
Bog

Den, der elsker, er altid underlegen

4 stjerner

Når den afdøde svenske digter Ola Juléns ”Afrikas virkelige historie” rammer rent, gør det virkelig ondt

Når de her årtiers litteraturhistorie skal skrives, vil den i høj grad handle om autofiktionen. Om hvordan forfattere skrev eller ikke skrev sig tæt på deres egne liv.

Selv er jeg fløjtende ligeglad med, om en digtsamling eller roman er baseret på forfatterens egne oplevelser eller ej. Om indholdet er ægte er ikke afgørende, men derimod om det fremstår ægte, og hvor enhver kan sætte sig ned og skrive om sit liv, er den svære kunst at skrive, så læseren oplever det som sandt, som virkeligt.

At læse den afdøde svenske digter Ola Julén giver netop denne følelse af at være helt tæt på ham og hans miserable liv. Det gælder både ”Orissa” fra 1999, der har vundet mange fans blandt forfattere herhjemme, og ”Afrikas virkelige historie”, der lige er udkommet i Sverige, men altså også i Danmark ved superforlaget Basilisks mellemkomst.

Her er stilen lige så enkel som i debutbogen: Blanke venstresider og en enkelt linje eller nogle få linjer på højresiderne. Der er meget lidt at læse, og dét, der er, er ikke svært at forstå, så læserens bladren i bogen, den konstante flimren, bliver en del af oplevelsen.

Men selvom linjerne er lette at læse, så forsøger de som i ”Orissa”, hvor der skrives om ”en smerte, der ikke kan tales om”, at beskrive det ubeskrivelige. Men nu skrives der også for at komme videre. Eller som det lyder på første side:

”Jeg skriver for at komme væk fra det, jeg har skrevet./Jeg lever for at komme væk fra det, jeg har levet.”

Linjerne er en hilsen til et digt af Lars Norén, som Julén beundrede for at skrive med nødvendighed, ligesom andre forbilleder som Stig Larsson, Michael Strunge og Gunnar Ekelöf. Men Juléns digtning ligner hverken deres eller nogen andens, den er helt sin egen, og han giver et signalement af den, når han skriver:

”Jeg skriver små onde digte/fulde af længsel og ulykke.”

Længslen er rettet mod en vis Jacqueline, som digterjeget – lad os bare kalde det Julén – har mødt i Brasilien og skiftevis er vildt forelsket i, føler sig svigtet af og hader intenst.

Det bliver på siderne til en vekslen mellem patos, flæben og aggression, og måske er den samlende erkendelse udtrykt i én enkelt linje:

”Den, der elsker, er altid underlegen.”

Det er stærke ord, og der er også noget interessant og virkelig smertefuldt på færde, når Julén ser Jacqueline gennem kapitalismens kolde briller. ”Din krop er et lille/kommercielt element”, står der et sted, et andet: ”Alt handler om at tjene penge”.

Den sidste linje kan også vendes mod Julén selv, for forholdet til Jacqueline er ikke udelukkende baseret på følelser, men er også en pengerelation, en form for prostitution. Og med det kvindesyn, Julén giver udtryk for, er det svært at finde en kvinde i Sverige:

”Jeg kræver lydighed, respekt/kærlighed, underordning og hengivenhed af en kvinde./Det er sandheden.”

På den måde stiller Julén sig ofte i et lidet flatterende lys, og det er med til at give digtene en aura af autenticitet. Om ”Det er sandheden”, som Julén skriver, ved jeg ikke, men jeg ved, at det virker sandt, og når det er bedst, bliver det også til en særlig poesi: Ligefrem, fri for forsiringer, uden metaforiske omskrivninger, som dagbogsoptegnelser, der er ”rendyrket”, som oversætter René Jean Jensen formulerer det i forordet.

Det er dog ikke alle linjer, der rummer samme intensitet. Indimellem er ”Afrikas virkelige historie” for slap og prosaisk, og selvom det er en del af Juléns poetiske projekt at gøre op med det typiske digt, havde bogen stået sig bedre i en strammere version.

Manuskriptet blev fundet efter Juléns død i 2013, han blev bare 42 år, og der er tvivl om, hvorvidt han var færdig eller ej. Det var først antaget til udgivelse på det store forlag Norstedts. Men da Julén følte, at han skulle vente for længe i forlagets venteværelse, gik han og tog sit manuskript med! Siden skrev han videre på det. Indtil døden kom i vejen. Så måske var han på vej mod et strammere udtryk, hvem ved. Det, vi har fået, er i hvert fald en bog, der i de bedste øjeblikke når ind i det, vi normalt ikke vil vedkende os. Om at være som et trængende barn i et forhold. Om at udnytte. Om at blive udnyttet. Om hvad det også vil sige at være til. Om at være menneske, simpelthen.