Kasper H. Andersen og Stefan Pajung (red.): Drikkekultur i middelalderen. 299 kroner. 244 sider. Aarhus Universitetsforlag.
Da Frederik II i 1574 holdt julegilde i Koldinghus, endte hans gæster med at hærge byen. Der var knivstikkerier i gaderne, og svirebrødre indtog tilfældige menneskers huse på vej hjem. En kilde beretter om, at lærere på denne tid ofte blev så fulde, at skolebørnene uden opsyn selv kunne drikke, og at lærerne ”gik grassat” og væltede omkring i gaderne med ”dragne kårder”.
Og så er der historien om dengang, Harder Jepsen i 1593 turede fuld rundt i det natlige Ribe. Byens vægtere tog hans våben, men de overså et par knive, hvilket Harder Jepsen udnyttede til at stikke to af vægterne ihjel. Øvrighedens strafudmåling: Harder Jepsen dømt til døden ved radbrækning.
Muntre, omend omkostningsfulde anekdoter som disse, er den nye antologi ”Drikkekultur i middelalderen” til overmål rig på, hvilket er dens absolut største styrke. Et væld af underholdende og oplysende fortællinger fra Skandinaviens middelalder begaver til tider læseren med en levende indsigt i middelaldermenneskets forbrug af alkoholiske drikke. En holstensk statholder mente det eksempelvis bydende nødvendigt at rådgive sine sønner om, hvordan man overlever et gilde uden at kaste op på grund af druk, for den ”der ikke holder af drik, er til nar hos alle, han er en kujon, mangler æresfølelse”.
Bogens bedste bidrag er de veloplagte og kompetente læsninger af allehånde tekster, der kan gøre os klogere på middelalderen. Fra ph.d. Mathias Nordvigs læsning af Snorre Sturlasons ”Edda” til juraprofessoren Per Andersens kildestudier, der afklarer niveauet af drikfældighed under tingshandlinger og eksempelvis fremhæver et åbent brev til landets indbyggere om at påbegynde retshandlinger tidligt på dagen, idet folk ellers ville være for berusede ved tingets åbning.
Mathias Nordvig udlægger myten om Odin, der henter skjaldemjøden hjem, i et kropsperspektiv, hvilket giver mening og er et ret radikalt brud med historie-videnskabens tradition for at afvise myter og sagaer som kildegrundlag. I et ærligt opgør med denne tradition insisterer han på, at myten sagtens kan bruges som et af flere hjælpemidler til en afkodning af periodens verdens-opfattelse.
Der er flere af denne slags gode bidrag i bogen, især fra historikerne Lars Kjær og Kasper H. Andersen, men bogen lider også af et par ret slemme universitære børnesygdomme.
Den er blevet til som resultatet af et ”symposium” ved Aarhus Universitet helt tilbage i 2011. Men når nu man faktisk har haft over tre år til at bearbejde bidragene, er det næsten slående, hvor ofte bogen ikke kommer ud over nogle af universitetsverdenens mest eklatante ubehageligheder.
Det vælter omkring med uhyrlige klichéer, som var de fulde adelsmænd i middelalder-Ribes natmørke stræder: ”I samme boldgade”, ”at kaste lys over noget” og så videre bruges flere gange, og den ulidelige trang til engelske udtryk er overalt: Kunne man på tre år ikke have fundet bedre udtryk end ”case” og ”setting”, når nu man trods alt skriver på sit modersmål?
I samme boldgade vil jeg gerne kaste lys over et andet problem for de fleste af de artikler, jeg ikke har nævnt:
Der er tale om uendelige ophobninger af kendsgerninger.
Det kan da godt være, at man kan sige noget nichepræget omend korrekt om den tekniske rekonstruktion af brændevinsfremstilling eller pedantisk gennemgå Nationalmuseets samling af guldhorn.
Men er det virkelig nødvendigt at offentliggøre det i andet end akademiske tidsskrifter?
Der er gode ansatser i bogen, men de kunne i stedet være fulgt op af mere perspektivrige overvejelser om, hvad disse undersøgelser principielt siger om middelalderen. Eksempelvis er der jo megen strid om forholdet mellem middelalderen og renæssancen - mørk middelalder over for menneskets åndelige genfødsel i den stolte renæssance er en af de mest hårdnakkede myter, vi har, og selvom den er under opløsning, ville det have styrket bogen med denne slags overvejelser i stedet for - ædrueligt - at dynge kendsgerninger sammen.