Begrebet ”påskelatter” kan sted- og tidfæstes ret nøje, skriver lektor Benny Grey Schuster i sin monografi ”Om påskelatteren”. Den 18. marts 1518 afsendte den senere schweiziske reformator Johannes Oecolampadius nemlig et 27 sider langt skrift om emnet. Skriftet er et forsøg at imødegå en kritik, ifølge hvilken Oecolampadius havde anlagt en apostolsk alvorlighed uden humor i sin forkyndelse af det glædelige budskab.
Schuster bringer hele Oecolampadius’ latinske brev i en dansk oversættelse besørget af Martin Sander Harbsmeier. Mærkelig nok optræder ordet påskelatter (risus paschalis) kun én eneste gang i brevet, skønt ordet er magisk og peger i retning af kække indskud og rammende bemærkninger. Men Oecolampadius advarer netop mod, at en prædiken indskrænker sig til små, letfattelige tekstindslag uden pædagogisk opbyggelighed, da dette er symptom på en større kirkelig krise: ”Så livløst prædiker vi evangeliet, at vi er nødt til at tage vittigheder til hjælp.”
Schuster påpeger, at når gejstlige som Oecolampadius protesterede mod påskelatteren, så var det, fordi påskebudskabets uforlignelige glæde pludselig blev proletariseret i form af præstens vulgære mimik eller gestik og menighedens løsslupne reaktioner.
Siden er det blevet hævdet, at påskelatteren indgik helt bevidst i gudstjenesten som en fejring af opstandelsen. Litteraturteoretikeren Mikhail Bakhtin bemærkede således, at påskelatteren var det underholdende islæt, der skulle give gudstjenesten et stænk af det uforudsigelige og glædelige:
”Præsten tillod sig at fortælle vittigheder og historier, der havde til formål, efter den lange faste, at fremkalde en munter latter hos kirkegængerne, som en glædelig genfødsel; denne latter blev betegnet som ’påskelatter’.”
Benny Grey Schuster er teolog med pietet og omhu, og derfor får vi præsenteret hele påskelatterens omfattende virkningshistorie. Forfatteren forfølger lidenskabeligt selv det spinkleste spor, indtil det ender blindt.
Schuster er også digressionernes mand, hvad der manifesterer sig i, at stort set alle sider i bogen er plastret til med fodnoter. Man gør klogt i ikke at negligere dem, hvis man vil have det fulde udbytte af bogen, da de ofte rummer væsentlige oplysninger. Og på sin egen måde giver de faktisk også bogen puls og nærvær, ligesom det giver Schusters encyklopædiske viden et pift af det selvfølgelige og uanstrengte.
Luther bliver først i bogen citeret for at have sagt, at burleske historier plejer at have en opkvikkende virkning på menigheden, men Schuster bringer nu ikke ret mange konkrete eksempler, der kunne sandsynliggøre denne formodning.
Så selvom emnet ”påskelatter” virker lystigt, kommer man undervejs i læsningen til at ihukomme Finn Søeborgs definition på humor:
”Humor er den egenskab, man ikke er i besiddelse af i det øjeblik, man prøver at forklare, hvad det er.”
Schuster vil dog heller ikke partout være sjov, eller som han selv skriver – og det er faktisk morsomt:
”Hvad skyldes det, at det pludselig er blevet et argument og et tungtvejende sådant, at det skal være sjovt at gå i kirke – på linje med at det skal være sjovt at gå i skole, at være på sit arbejde, at gå i seng med sin partner? Skal det også være sjovt at sidde i fængsel, at få en hjerteoperation eller ligge på hospice?”.
Til slut vender Schuster sig mod påskeugen, som den er skildret i Det Nye Testamente. Jesus lader sig korsfæste uden at sætte sig til modværge. Og Schuster antyder, at Jesus måske havde den trumf gemt i ærmet, at det jo var ham, der ville komme til at le sidst, fordi han påskedag alligevel opstod fra de døde. I hvert fald: Da Jesus med sårmærker stod op af graven påskemorgen, blev det indgangen til et nyt gudsforhold, hvor mennesker kan ”omgås hinanden uden hånlatterens magtkamp”.
Benny Grey Schuster er en kløgtig skribent, der ræsonnerer forstandigt, men bogen vil nok være en stor mundfuld for mange læsere. Heldigvis er den udstyret med et navneindeks, så man helt uforpligtende kan gå på opdagelse i latterens teologi.