Ilden, der knitrer i brændeovnen, og buketter af næsten udsprungne forsytiagrene i vindueskarmene vidner om overgangen mellem vinter og forår. I Erik Sommers stue understreger de to ting på deres egen måde en af hans pointer om vigtigheden af at have en fælles sangskat.
”Når foråret kom med stærene og alt det grønne, så sagde min far: ’Nu skal vi ud og lægge nogle kartofler i jorden.’ Det var det mest poetiske, han kunne komme op med. Sangene, derimod, de kan noget helt andet. Hvert år venter vi på, at vi snart kan få lov til at synge om lærken. Men vi skal skynde os, for så kommer sommersangene, og så er det ’Septembers himmel’, julesalmerne, og inden vi ser os om, er det ’Sneflokke kommer vrimlende’. Sangene og salmerne er den poesi, der fører os gennem årstiderne, ja, gennem selve tilværelsen,” siger Erik Sommer.
Siddende ved sit sorte flygel, der naturligvis har en fremtrædende plads i stuen, har han selv komponeret hundredvis af melodier. Og endnu flere gange har han dirigeret kor og spillet til fællessang på højskoler og i foredragssale overalt i Danmark. Nu, hvor han har nået pensionsalderen, er han stadigvæk af sted flere gange om ugen, for det giver stor mening for ham at skabe fællesskaber omkring musikken.
”Den, der synger, er aldrig alene. For sangene minder os om alt det, der er uden for os selv og større end os selv. Vi synger ord, som vi ikke kan få os selv til at sige til hinanden nede i Brugsen. Sangene er sansernes, erindringernes og poesiens sprog. Når vi bliver ramt af en sang, så siger vi: ’Åh, den går lige til hjertet.’ Ja, det gør den, for den kommer fra hjertet. Mine sange kommer fra mit hjerte, der er ikke en eneste sang, der er skrevet med forstanden.”
Erik Sommer har nemt ved at tale sig varm. Ordene kommer tumlende i en uregerlig strøm, alt imens han serverer kaffe og hjemmebagte boller i det, der engang var en stald, hvor otte køer stod opstaldet. Her lidt uden for Nørre Nissum tæt på Lemvig har han med egne hænder været med til at ombygge en gammel gård til et moderne hjem, hvor han de seneste 10 år har boet sammen med sin kone, Lise.
”Dengang var der ikke noget, der hed udsigt. Det var meget vigtigere med læ,” siger han.
Nu er stalden blevet til stue og køkken-alrum med store vinduer, der vender direkte mod Limfjorden. Det vil sige, netop denne dag er der heller ikke noget, der hedder udsigt. Kulde møder varme, som vinter møder forår, og tågen ligger tæt omkring huset.
”Naturen har valgt at spille i Dis-dur i dag,” som Erik Sommer vittigt bemærker.
Nørre Nissum er et sted, hvor folkeoplysningstraditionerne holdes i hævd. Seminariet er stadig en vigtig livsnerve i byen, og det samme er tre efterskoler og Seniorhøjskolen. Erik Sommer kom i sin tid hertil fra først Silkeborg og siden Danebod Højskole for at blive musiklærer på Nørre Nissum Seminarium.
Sit egentlige arbejdsliv sluttede han i 2010 efter fem år som forstander for Seniorhøjskolen. Han tager stadig meget aktivt del i byens kulturelle liv, ligesom han hver eneste uge året rundt spiller udendørs fodbold på byens grønsvær. Der er ikke længere tale om et ”old boys”-hold, men om danefæ, mener musikeren, der senere på foråret fylder 70 år.
Danefæ eller ej, Erik Sommer er i hvert fald blevet folkeeje på en måde, som han aldrig havde forestillet sig, da han begyndte at klimpre på klaveret i barndomshjemmet i Gedsted i Vesthimmerland. I dag går der næppe en dag, hvor en af hans melodier ikke synges et sted i Danmark. Allermest kendt er han for melodien til salmen ”Du, som har tændt millioner af stjerner”, der er blevet en af de mest populære begravelsessalmer herhjemme. Senest havde også prins Henrik valgt, at den salme skulle synges ved hans bisættelse i Christiansborg Slotskirke.
Det er efterhånden alment kendt, at salmen stammer fra FDF’s landslejr i Julsø ved Silkeborg i 1981, men at både tekst og melodi blev til i løbet af ganske få dage og under et betydeligt tidspres, vil nok overraske mange.
Erik Sommer var dengang lærer på Silkeborg Højskole og her allerede kendt for at kunne skabe sangbare melodier. Han blev derfor hyret til at komponere to aftensalmer, der kunne synges ved lejrbålet. Men som det sker i 99 ud af 100 tilfælde, så kommer teksten før melodien, og den del af opgaven var blevet lagt i hænderne på salmedigterne Holger Lissner og Johannes Johansen. Teksten fra Lissner kom prompte og blev sammen med Erik Sommers melodi til ”Nu går solen sin vej”. Teksten fra Johannes Johansen lod derimod vente på sig.
”Den her lejrhåndbog skulle jo i trykken, så FDF-ledelsen rykkede Johannes Johansen, der dengang var biskop i Helsingør, som undskyldte sig med, at han nær havde glemt det, og kradsede så, med egne ord, hurtigt nogle linjer ned. Da teksten kom, havde jeg bare én dag til at lave melodien,” siger Erik Sommer og understreger i samme åndedrag, at han altså ikke nævner det for at være hverken koket eller pralende.
”Min pointe er, at når teksten er god, så har den allerede musikken i sig. Man kan næsten ikke synge en melodi med en dårlig tekst, men man kan godt synge en god tekst med en lidt banal melodi. Jeg er ikke teologisk kyndig, så det er ikke ud fra det, jeg vurderer den. Men jeg kunne mærke, at den tekst havde noget vigtigt i sig, og så var den tilmed skrevet helt metrisk korrekt. Da jeg gennemlæste den, slog det mig, at det, som forekom mig at være det vigtigste i teksten, i hvert vers stod i tredje linje. Her kommer så håndværket ind i billedet, for når der sker noget vigtigt, så skal melodien gå op i toneleje,” siger Erik Sommer og fortsætter:
”Under prins Henriks bisættelse lagde mange mærke til, at Dronningen kneb en tåre netop i tredje linje. Det sker for mange, der er simpelthen noget fysiologisk med, at vi skal af med noget, når vi synger en høj tone på en tekst, der vil sige os noget vigtigt.”
Erik Sommer kender godt de kritiske røster, der har kaldt salmen for konfirmandteologi eller popsang, og begge dele er han sådan set enig i.
”Det er ikke noget værk, det er en brugssang, der er skrevet til en flok 13-18-årige FDF’ere, der skulle kunne lære den hurtigt. Men det er også en lovsang fyldt med taknemmelighed, der taler til mange mennesker i vores tid. For mig er det en salme, som jeg stadig er glad for og stolt over er fløjet ud i verden, hvor den har sit eget liv,” siger han.
Sammen med ”Nu går solen sin vej” kom ”Du, som har tændt millioner af stjerner” med i den nye salmebog i 2003.
Erik Sommer forstod ”ikke en brik af Kingo og Brorson”, da han som skoledreng hver dag sang morgensang. Men han føler en dyb taknemmelighed over, at nogen har lært ham de sange, og er stærkt indigneret over, at morgensang i dag ikke længere er obligatorisk på landets skoler.
”Uanset hvor jeg kommer rundt i landet, så kan mennesker på min alder synge med på de samme 200 sange. Det har kæmpestor værdi, at vi kan det. Det er for mig noget af det smukkeste, jeg har oplevet, at nogen har sørget for, at jeg fik lært de sange,” siger han.
Selvom han altså kommer fra et hjem med klaver, stod det slet ikke skrevet nogen steder, at Erik Sommer skulle komme til at ernære sig gennem musik.
”I min barndomsby var der to, der kunne spille. Den ene var organist og missionsk, som man sagde. Den anden balmusiker, så der var ikke rigtig noget at stræbe efter der.”
I stedet fik Erik Sommer en plads som bankelev.
”Jeg var bankmand i ni år og lærte, at værdier var noget, der stod på et kontoudtog,” som han siger.
I en periode arbejdede han med valutahandel i Handelsbanken i København og blev i den forbindelse udstationeret til London i et år.
”Det blev vist forventet, at jeg skulle sidde på mit værelse om aftenen og læse Financial Times, men lige rundt om hjørnet lå Royal Academy of Music, og der sneg jeg mig hen om aftenen for at lytte til unge mennesker, der øvede sig på deres instrumenter. Sikken et liv, tænke jeg. For mig var det en drøm, at nogen turde satse på musikken.”
Det turde den da 25-årige Erik Sommer så pludselig også, for da han kom hjem fra London, søgte han ind på musikkonservatoriet i København. På hans fødselsdag den 4. maj 1974, hvor hans forældre fra Himmerland var på et sjældent besøg i København, dumpede en brun kuvert ind ad brevsprækken og meddelte, at Erik Sommer var optaget på konservatoriets AM-linje (Almen Musikpædagogik).
”Der lærte jeg så, at der også fandtes en anden slags værdier. Jeg var totalt væltet omkuld af at være sammen med mennesker, der talte om sang, poesi og kunst.”
Korlederen og musikpædagogen Ejnar Kampp var dengang en af Erik Sommers læremestre og af ham lærte han, at musik ikke bare er et fag, det er også en sag.
”Det betyder for mig, at jeg skal dele musikken med nogen. Og da mit talent ikke rækker til at blive instrumentalist, er det oplagt for mig at være på formidlingens side og især oplagt at blive højskolelærer. Carl Nielsen er nok mit største forbillede, men jeg er ikke som han komponist. Jeg er en højskolemand og en musikformidler, der laver melodier.”
Flygelet i Erik Sommers stue har 53 hvide tangenter og 36 sorte. Alligevel bruger han stort set kun de otte af dem, plus det løse.
”De 200 sange, som vi alle kan synge med på, er allesammen skabt indenfor de godt otte toner, og det bliver ved med at fascinere mig, at der hele tiden kan findes på nye kombinationer,” siger han.
Han har ikke helt styr på, hvor mange sange, han selv har skrevet og fået udgivet. Men i hvert fald over 300. Mange af hans sange findes i sangbøger for børn og unge, og han har syv melodier med i Højskolesangbogen.
I salmebogen er det blevet til tre. Foruden de to aftensalmer fra FDF-lejren er det nummer 552, ”Nu har du taget fra os, hvad du en gang har givet” med tekst af Holger Lissner. Han arbejder stadig sammen med Holger Lissner om nye salmer, og derudover flere andre af Danmarks store salmedigtere, eksempelvis Lisbeth Smedegaard Andersen, Iben Krogsdal, Simon Grotrian og Hans Anker Jørgensen.
Selv synger han sjældent sine salmer i kirken, for han er ikke nogen flittig kirkegænger. Alligevel er han ikke fremmed over for kristendommens sprog.
”Det er ikke sådan, at jeg har et særligt forhold til at skrive melodier til salmetekster, men jeg har det ikke svært med det kristne sprog. Jeg vil sige, at jeg altid stiller mig på de undrendes side. Når det åndelige går for meget i takt, så stritter jeg imod. Jeg har det svært med nogle af kirkelivets fysiske udtryk,” siger Erik Sommer.
Der findes mennesker, der påstår, at de altid kan høre, når det er en Erik Sommer-melodi. Selv ved han ikke rigtigt, hvordan han skal karakterise sine sange, men vedkender sig, hvad der står om ham i Gads Leksikon: At han har en nordisk folketone-stil.
”Mine sange har ikke noget nyskabende eller eksperimenterende over sig, men selvfølgelig er det en ny melodi hver gang. Den eksponering jeg har fået, er større end den, jeg formelt set har kvalificeret mig til. Jeg er en formidler, der glæder sig over, at folk kan synge mine sange. Når mennesker går rundt og nynner på en sang, handler det ikke kun om melodien eller kun om ordene. Jeg er overbevidst om, at det er begge dele.”