En af mine studerende kom for nylig og lånte mig en film. Han havde i sommerferien læst mine erindringer, hvor jeg skriver følgende fra en af min barndoms ferier hos min mormor og morfar i Bramminge:
En aften sad vi og så en film i fjernsynet. Jeg var meget optaget af den. Det var et amerikansk retssalsdrama, der handlede om, hvorvidt der måtte undervises i Darwins evolutionslære i en lille by i USA, hvilket en lærer havde tilladt sig imod statens love.
LÆS OGSÅ: Adam og Eva og dinosaurerne
I en efterfølgende retssag står de to livssyn, bibeltroen og evolutionen, skarpt over for hinanden. Spencer Tracy gør en fantastisk figur som advokat for læreren. Jeg husker stadig, hvordan de fanatiske kristne i filmen igen og igen sang Its that old time religion and its good enough for me. Det var det, Spencer Tracy var oppe imod.
Circa ti minutter før filmen sluttede, mente mormor, at vi var blevet søvnige, og at der ikke var grund til, at vi så filmen til ende. Og morfar og jeg trissede lydigt i seng, men jeg brændte indvendig af frustration over, at jeg nu ikke fik at vide, hvordan filmen sluttede. Den dag i dag ved jeg det ikke.
Min studerende havde filmen stående hjemme i reolen, og han syntes, at jeg skulle have lov til at se den færdig.
Inherit the Wind (på dansk Solen stod stille) fra 1960 er instrueret af Stanley Kramer. Den er en fiktionalisering af et historisk forløb: den såkaldte abe-sag i Tennessee i 1925. Genkendelige hovedpersoner og autentiske afhøringer fra retssalen er blandet med dramatiserede elementer.
Sidste lørdag aften indforskrev jeg hele familien til at se den. Det er stærke sager.
På den ene side en teateragtig (den er oprindeligt skrevet som drama), intellektuel film med lange replikker, på den anden side et hårdt opspændt følelsesmæssig sag: Præstens datter elsker den unge lærer og bliver bandet ned i Helvede af sin egen far ved et offentligt møde, to gamle venner, der er gået hver sin vej, mødes som højt profileret anklager og forsvarer, der er en sydstatsstemning af lynchning og Ku-Klux-klan om natten, når pøbelen går i fakkeltog gennem byen og synger, at de vil klynge både den anklagede og hans forsvarer op.
Tracy har alle imod sig: publikum, juryen, dommeren. Han kan ikke få lov til at føre sine videnskabelige vidner. Med et genialt træk vender han spillet og kalder sin ærede modpart, anklageren Brady, i skranken, og i et krydsforhør får han afsløret hullerne og modsigelserne i den fundamentalistiske bibellæsning.
Brady går nærmest i opløsning for øjnene af sine tilhængere. Han er i splid med sig selv, en intellektuel, der ved en viljesakt og i en misforstået omsorg for den lille mand, har gjort sig selv til fundamentalist. Den, der øder sit hus, høster vind (Ordsprogenes Bog, 11, 29).
Læreren taber sagen, men får kun en bøde af symbolsk størrelse. Byens spidser er blevet nervøse ved det dårlige image, det lille samfund er ved at få.
Ved gensyn af filmen kan jeg godt forstå, hvorfor mormor kunne få den tanke, at den da snart måtte være færdig. Der går nemlig nogle minutter efter klimaks i retssagen, hvor den skal have bundet nogle ender sammen.
I filmens allersidste scene får den kyniske Chicago-reporter, spillet af Gene Kelly, en ordentlig tordentale af Spencer Tracy. Han er uden værdier, uden engagement.
Det er næsten bibelske formaninger, og reporteren kalder forarget Tracy for en hykler, han er jo ateisten, der tror på Gud, og i det afsluttende billede forlader Tracy rummet efter at have vejer de to bøger, Bibelen og Darwin, i sine hænder. Han ender med at tage dem begge to med sig.
Rasmus på 13 år er meget ateistisk og optaget af filmen. Han er forvirret og lidt forarget over afslutningen. En ateist, der tror på Gud!
Det giver jo ingen mening. Jeg forklarer ham, at der er flere slags kristendom, og at man, som i filmen, kan lægge vægt på fortolkningsfriheden og medmenneskeligheden.
Jeg har i 45 år undret mig over, hvorfor jeg som barn fik godhed for kristendommen, selvom jeg havde set Inherit the Wind. Men filmen må have ladet sine nuancer løbe forud, så jeg selv kunne skrive afslutningen, da jeg blev lagt til at sove under taget i Bramminge.
Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden fredag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.