Den dialektiske modstandsbevægelse, som blev mainstream

”Mellem tiderne. Fem dialektiske teologer” er interessant læsning, for den viser, hvorfor den intellektuelle tilgang til kristendom blev så udbredt i Danmark

Den schweiziske og reformerte teolog Karl Barth (1886-1968) førte an i opgøret med liberalteologiens humanistiske teologi. Christine Svindt-Værge Poder har skrevet en bog om fem dialektiske teologer, herunder Karl Barth.
Den schweiziske og reformerte teolog Karl Barth (1886-1968) førte an i opgøret med liberalteologiens humanistiske teologi. Christine Svindt-Værge Poder har skrevet en bog om fem dialektiske teologer, herunder Karl Barth. Foto: Wikipedia.

Dansk teologi har siden Reformationen i 1500-tallet og indtil dette århundrede først og fremmest været inspireret fra Tyskland. I det forrige århundrede, det 20. århundrede, var det den såkaldt dialektiske teologi, der prægede tysk teologisk tænkning.

Det blev også tilfældet i Danmark. Den dialektiske teologi opstod omkring 1920 som en modstandsbevægelse i forhold til det 19. århundredes på den ene side borgerligt-bornerte og på den anden side rationalistisk-moralistiske teologi og kirkelighed.

Snart gik den sin sejrsgang herhjemme både ude i præstegårdene og inde på universiteterne. I ”Mellem tiderne. Fem dialektiske teologer”, som er redigeret af Christine Svinth-Værge Pöder, professor på teologi ved Københavns Universitet, introduceres grundlæggerne af den dialektiske teologi i Tyskland.

Svinth-Værge Pöder tager sig selv af den suverænt mest markante, nemlig den - blandt præster - herostratisk berømte Karl Barth (1886-1968). Barth skrev i 1922 en kommentar til Romerbrevet i Det Nye Testamente, som blev startskuddet til den dialektiske teologi med sin radikale kritik af samtidens selvforgudelse og religiøse selvforherligelse.

I modsætning til den strømning understregede Barth, at Gud kun er tilgængelig i sin egen åbenbaring, som var en negation af alt menneskeligt.

Eberhard Harbsmeier skriver om Friedrich Gogarten (1887-1967), som lagde vægten på den konkrete historiske sammenhæng som et vilkår for teologisk tænkning. Gogarten har haft en stor virkningshistorie i en dansk sammenhæng på grund af Løgstrups Gogarten-inspirerede understregning af menneskelivets karakter af at være bundet til en konkret virkelighed.

Når Gogarten alligevel endte med at blive rangeret ud på et teologisk sidespor, skyldes det hans katastrofale knæfald for nazismen i 30'ernes Tyskland, som han aldrig for alvor fik viklet sig ud af og taget afstand til.

Bent Flemming Nielsen tager sig af Eduard Thurneysen (1888-1974), Barths gode ven, med fokus på hans originale bidrag til den praktiske teologi i form af en bog om sjælesorg.

Thurneysens deltagelse i et sommermøde på Nyborg Strand i 1925 er det andet fokuspunkt i Bent Flemming Nielsens artikel. Egentlig var det Barth, der var inviteret, men han bad Thurneysen deltage i stedet for, og han blev yderst begejstret for at møde et opvakt og engageret publikum og hele scenariet med den bøgebevoksede strand ud til det blå hav i form af Storebælt.

Det bevidnes i et langt brev, som Thurneysen efterfølgende skrev til Barth. Barth selv kom først til et lignende møde i Danmark i 1933, hvor entusiasmen for det, Barth stod for, i mellemtiden var kølet noget af.

Alister McGrath introducerer til Emil Brunner (1889-1966), som var den blandt grundlæggerne, der endte med at blive mest marginaliseret. Det hang sammen med, at han i vid udstrækning fastholdt kristendommen som et socialt og politisk projekt og var kritisk i forhold til præsteskabet, som efter hans mening også i en protestantisk sammenhæng havde udviklet sig til en hellig kaste.

Endelig introducerer Peter Widmann til Rudolf Bultmann (1884-1976), som var inspireret af filosoffen Martin Heideggers analyser af den menneskelige eksistens. Efter Bultmanns mening var det nødvendigt at afmytologisere det bibelske univers, hvis det stadig skulle give mening for et moderne menneske med en naturvidenskabelig tilgang til verden.

”Mellem tiderne. Fem dialektiske teologer” er interessant læsning af flere grunde. Det var en teologisk krisetænkning, som var affødt af både politiske og videnskabelige totaliseringsprojekter i samtiden, som satte gudsforholdet under pres.

I et dansk perspektiv er det påfaldende, så stor en betydning Søren Kierkegaard havde for flere af de toneangivende dialektiske teologer. Der var tale om en intellektualistisk tilgang til kristendommen, som fik en enorm virkningshistorie blandt præster i Danmark.

Som Barth selv beskrev sin indsats retrospektivt, så var hans teologi ”i grunden en teologi for præster”.

Kristeligt Dagblad har tidligere bragt et interview med Christine Svinth-Værge Pöder om bogen.