Børn er konservative. Det ved i hvert fald mange forældre. Møbler på børneværelset må ikke skiftes ud, nye retter er sjældent en succes, og ethvert større skift i familiens situation - flytning, nyt job eller skilsmisse - skaber utryghed.
Kan hænde, at det ikke kun er børnene, der er konservative. Måske er konservatisme en menneskelig grundtilstand. Så meget desto mere overraskende er det, at konservatismen som filosofi, ideologi eller livssyn kun er et par hundrede år gammel. I den nye antologi »Forandre for at bevare? - tanker om konservatisme« udlægger 14 forfattere (alle mænd!), hvad konservatisme egentlig er, og hvordan den adskiller sig fra andre ideologier som liberalisme, socialisme og socialliberalisme.
Det viser sig at være ikke helt nemt: Konservatismen er diffus, selv om dens oprindelse er klar nok. Det var den engelske filosof Edmund Burke, der i 1790 formulerede konservatismen som en reaktion på den franske revolution. Et oprør mod utopiske drømme om det fuldkomne samfund. Et nej til revolution, men ja til reformer. Som Burke formulerede det i det paradoksale konservative slagord: Forandre for at bevare, hvilket altså også er denne bogs titel - suppleret med et spørgsmålstegn.
En anden konservativ grundtanke er, at individet hører til i en sammenhæng. Det enkelte menneske er bundet af et fællesskab i familien, i nationen og i religionen. Mennesket er forpligtet over for tidligere og kommende generationer.
De 14 skribenter, for eksempel historiker Henrik Jensen, sognepræst og folketingsmedlem Søren Krarup, litteraturredaktør Nils Gunder Hansen og tidligere chefredaktør ved Dagen, Kresten Schultz Jørgensen, når langt omkring. Bogen er først og fremmest et tilbageblik på, hvordan konservatismen er blevet tolket fra oplysningstiden til i dag.
Sært nok bliver der dog ikke gjort ret meget ud af konservatismen i partipolitisk forstand. Der bliver givet enkelte velplacerede spark til Det Konservative Folkeparti for at have forladt sit konservative udgangspunkt og i stedet markedsføre en udvandet socialliberalisme, hvor for eksempel »borgerlighed« er et plusord, selv om det kommer fra Den Franske Revolution. Her savner man et forsvarsindlæg fra for eksempel den moderne konservative filosof, udenrigsminister Per Stig Møller.
Et enkelt afsnit fortjener særlig opmærksomhed, nemlig et om »konservatisme, kirke og kristendom«, som er skrevet af Berlingske Tidendes litteraturredaktør (og tidligere kronikredaktør ved Kristeligt Dagblad) Nils Gunder Hansen.
Han noterer, at folkekirken bliver betragtet som en konservativ institution, men ikke i politisk forstand. Synet på kirken er præget af en symbolsk konservatisme, den er et nationalt symbol, ligesom kongehuset, men kirken har en konkret og selvstændig funktion. Derfor kunne det give mening at skille stat og kirke, men ikke stat og kongehus. Hertil kommer en emotionel (følelsesmæssig) konservatisme hos de fleste kirkegængere. Den går ud på, at kirken og gudstjenesten skal være, som den altid har været. Et synspunkt, der pudsigt nok deles af mange af de flittige kirkegængere, som for eksempel af teologiske grunde ikke vil have forandringer. Endelig er der en institutionel konservatisme i folkekirken, som for eksempel betyder, at man meget sjældent skifter salmebogen ud.
Spændende iagttagelser, som dog falder lidt uden for hovedlinjen i bogen.
Generelt er der mange interessante tanker, selv om enkelte er meget abstrakte og højtflyvende, for nu ikke at sige svært forståelige. Så ville det i øvrigt have været godt med lidt flere bud på, hvordan fremtidens konservatisme kunne se ud, hvis den da ellers overhovedet har en fremtid.
Forandre for at bevare? - tanker om konservatisme. Antologi, redigeret af Anders Ehlers Dam. 284 sider. 248 kr. Gyldendal.