Prøv avisen
Eftertanken

Udflytninger er umyndiggørelse af provinsen

Meget af det, som havde en lokal forankring, er væk. Og hvad gør man så nu? Man bestemmer i København, hvilke ­institutioner eller styrelser provinsen allernådigst kan få lov at få – som nu her i Bogense, som Dansk Sprognævn flytter til. – Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix

Hele forløbet om udflytninger er i virkeligheden en yderligere umyndiggørelse af provinsen

Eftertanken, hedder klummen her, så det må være tilladt at komme med et par betragtninger, også efter at begivenhederne har fundet sted. Der kan jo komme flere af samme slags, og så er man muligvis endda i god tid.

Det drejer sig om udflytningen af statslige styrelser (med mere) fra København til provinsen. Den har der været kritik af – også inden for regeringspartiet De Konservative – men det synes ikke at have have gjort noget større indtryk. Hele operationen sælges stadig som en håndsrækning til provinsen, som formodes ikke at kunne klare sig uden et par ekstra offentlige arbejdspladser. (Se også, hvad Egon Clausen sagde til avisen den 24 februar).

Men ret beset er udflytningen blot en ny omgang af den centralisering, der har præget Danmark i efterhånden nogle årtier. Man har talt meget om Udkantsdanmark, men selv gjort, hvad man kunne for at skabe det. Institutioner, statslige eller amtskommunale eller kommunale, er blevet nedlagt, og med de amtskommunale tog man lige selve amterne med, nu man var i gang. Seminarier, kaserner, sygehuse, politistationer, domstole og meget andet er forsvundet fra lokalsamfundene, og den seneste kommunalreform fra 2007 satte trumf på. For nylig beskrev Ugebrevet Mandag Morgen denne udvikling meget præcist, og andre har også gjort det. Danmark er et af verdens mest centraliserede lande.

Meget af det, som havde en lokal forankring, er væk. Og hvad gør man så nu? Man bestemmer i København, hvilke institutioner eller styrelser provinsen allernådigst kan få lov at få. At udflytningerne i mange henseender savner enhver fornuft, er der skrevet vidt og bredt om, så det skal kun gentages i stikord: Tab af ekspertise (i nogle tilfælde måske tilsigtet? Vi kan jo ikke lide eksperter og smagsdommere), vanskeligere familieliv, daglig pendlen og/eller ugentlige rejser til møder, ofte i København! Og så videre, og så videre. Faktisk har kritikken åbenbart været så velbegrundet, at Finansministeriet ikke turde oplyse om den, som det kom frem sidst i januar.

Hele forløbet er i virkeligheden en yderligere umyndiggørelse af provinsen. Først besluttes det centralt, at provinsen skal udsultes. Så besluttes det centralt, at provinsen kan få nogle smuler fra det københavnske bord. Man ville gerne høre nogle saglige begrundelser for manøvren, man ville måske endda kunne overbevises. Men det eneste, man får, er ideologi.

Omkring og efter Anden Verdenskrig opstod der i Midtjylland virksomheder, som blandt andet kunne opsuge afvandringen fra landbruget. Der havde fra før i tiden været hosebindere og papirproduktion, men nu blev der skabt noget nyt og mere – og det blev skabt af de lokale. Det var ikke københavnere, der gjorde Herning eller Billund inklusive lufthavn til det, de blev. Det var lokal forankring og lokal patriotisme, der skabte succesen, ikke nogle faldskærmstropper kastet ned fra en helikopter sendt fra hovedstaden.

En af grundene til, at det efter den tyske genforening stadig ikke går så godt i det tidligere DDR, som det kunne, er, at alt af værdi – så meget, det nu var – endte på vesttyske hænder. Ingen østtyskere havde jo kapital til at starte noget eller købe det, der blev solgt af ”Treuhand”-institutionen til privatisering af østtysk industri. Resultatet: at der mangler lokal forankring, lokal patriotisme, såkaldte kraftcentre. Sådan nogle er nemlig nødt til at være lokale. Udflytninger skaber dem ikke. Og nogle af de borgmestre, som nu glæder sig, vil om nogle år sikkert ærgre sig over at sidde med en institution, som de alligevel ikke har noget med at gøre, og hvis medarbejdere i mange tilfælde ikke bor i kommunen. Til gengæld er der andre, som slipper for ærgrelser – dem, der ikke fik noget i denne omgang.

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og Tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.