Peter Bastian sidder klar og nybarberet. Han har forsøgt at lave en frisure ud af sine sparsomme hårrester. Han har lige set sig selv i spejlet på badeværelset, afpillet, mager, det var ikke rart. Men han er tændt, han har noget vigtigt at fortælle, og det skal gå stærkt. For Peter Bastian er døende.
Scenen her udspiller sig klokken 11.07. den 16. marts i år, og den åbner Peter Bastians sidste bog ”Altid allerede elsket”, der udkom den 21. juni, og som netop har fået seks stjerner i denne avis.
Bogen, der bygger på en fire en halv time lang samtale med vennen Tor Nørretranders, er optaget på Peter Bastians værelse på Arresødal Hospice i Frederiksværk.
11 dage senere døde Peter Bastian. Det sidste, han gjorde, var at redigere forordet. Og for Tor Nørretranders er det ”mærkeligt” og ”skævt”, at være den, der er tilbage til at udtale sig om projektet.
”Jeg var jo sådan set bare Peters fødselshjælper på bogen,” siger han.
I ”Altid allerede elsket” taler de to om musik og kunst, for selvom musikken fyldte mest i Peter Bastians liv, var han også billedkunstner. Og i midten af bogen gengives 24 af hans landskabstegninger med motiver fra Jylland, Sverige og Lapland.
Men først og fremmest taler de om Peter Bastians tro på kristendommen, som han fandt, efter han den 6. november 2014 fik sin diagnose: akut leukæmi. Knap et år efter blev Peter Bastian døbt, 72 år gammel, og oplevede en dyb følelse af forsoning og fred.
”Peter var et søgende, spirituelt menneske, som i flere år var med i den amerikanske bevægelse EnlightenNext,” fortæller Tor Nørretranders. Faktisk var det Peter Bastian, der introducerede danskerne for Andrew Cohen og hans lære.
Men Bastian brød med bevægelsen, og i samtalen med Tor Nørretranders fortæller han, at det var ham imod, at man skulle gøre sig fortjent til nåde. Når man sad og mediterede var der ”fred og ingen fare”, siger han i bogen, men der var også ”trusler og ydmygelser” og kollektiv udskammelse.
I kristendommen oplevede han til gengæld, at man ikke skulle gøre sig fortjent til Guds kærlighed. Man er allerede elsket – deraf bogens titel ”Altid allerede elsket”.
I de to venners båndede samtale indtog Tor Nørretranders en mere tilbageholdende rolle, end han plejede i samtalerne gennem deres venskab, der strakte sig over 30 år. Og han er stadig forbløffet over Peter Bastians gennemslagskraft.
”Selv i rask tilstand er der mange, der ville have haft svært ved at holde fokus og tale så klart og tydeligt i så lang tid. Men det kunne han altså – i en tilstand, hvor der næsten ikke var mere af ham. Det var Peter i en nøddeskal, der var en enorm intensitet over ham. Og en evne til og glæde ved at tale,” siger Tor Nørretranders.
Peter Bastian holdt fokus, fordi han var en performer, mener Tor Nørretranders. Et menneske, der kunne ”trykke den af”, når det gjaldt. Og her, få uger før døden, gjaldt det om at få sagt alt det vigtige.
De to taler også om, at Peter Bastian først fandt kristendommen og lod sig døbe, efter at han havde fået sin diagnose.
”Det forhold, at Peter var dødeligt syg, accelererede helt klart den fase i livet, hvor han for alvor blev kristen. Der var nogle tilløb og tilnærmelser inden, men det er helt klart noget, der skete i forbindelse med, at han erkendte, at det var alvor det her. Det er så vidt jeg forstår ikke så ualmindeligt, at folk til sidst vender sig mod kristendommen. Så i den forstand er det jo en meget banal historie,” siger Tor Nørretranders og holder en pause, så man forstår, at så banalt er det nok alligevel heller ikke.
”Det, der gør det usædvanligt, er, at Peter er så dybsindig, artikuleret og interessant at høre på i forhold til at finde fred i kristendommen. Fordi han har så mange refleksioner, som er betydningsfulde også for mennesker, som ikke nødvendigvis abonnerer på det samme kirkeblad.”
Og netop det ”kirkeblad” abonnerer Tor Nørretranders ikke på. For selvom naturvidenskabsjournalisten og forfatteren for eksempel i sin egen bog ”At tro på at tro” (2003), kredser om tro, er han ateist og ikke medlem af folkekirken.
Men har Peter Bastians stærke tro slet ikke påvirket Tor Nørretranders?
”Nej. Jeg er vennen, der lytter interesseret. Og som her til sidst hjalp Peter med at få det, han havde på hjerte, fortalt videre. Men nej, hans tro har ikke påvirket mig, og det har heller aldrig været et anliggende mellem os – at vi skulle påvirke eller hverve hinanden til vores forskellige verdensbilleder.”
Alligevel siger Peter Bastian et sted, at du er så tæt på at være troende, som en naturvidenskabsmand kan være?
”I modsætning til mange ateister, siger jeg ikke, at religion er noget vås om noget, der slet ikke findes. Jeg mener, at religion er et af de steder i samfundet, hvor vi taler om nogle meget vigtige ting i tilværelsen. For eksempel det at turde have tillid til noget, som man ikke kan være sikker på,” siger Tor Nørretranders, der tager ”det religiøse” meget alvorligt, men at det for ham ikke handler om Vorherre: ”Jeg tror på mennesker. Og på skønheden.”
Men på det personlige plan har venskabet med Peter Bastian og deres sidste fælles projekt haft en stor påvirkning.
”Alle de samtaler, jeg har haft med Peter gennem 30 år, har udviklet mig,” siger Tor Nørretranders, som stadig er mærket af vennens død.
”Hver gang jeg har været tæt på et andet menneske, som har været ved at dø, er det en meget speciel rejse, der gør et stort indtryk, som det i virkeligheden tager mange år at fordøje. På den måde er jeg slet ikke færdig med at fordøje, at jeg har mistet min ven Peter. Ligesom venskaber bygges op gennem tid, er det at miste også noget, der tager tid og afvikles langsomt.”
I ”Altid allerede elsket” taler Peter Bastian om den ”totale taknemmelighed”, han oplever midt i sin dødelige kræftsygdom. En jubel over at være til, simpelthen. En dyb glæde, der omfatter stort og småt – inklusive det at spise en god græsk yoghurt på et tidspunkt, hvor kemoterapien egentlig har ødelagt smagsløgene.
Vennens stærke følelse af taknemmelighed på kanten af døden får Tor Nørretranders til at spørge, om Peter Bastian ikke tror, det er muligt at få den intensitet til at blomstre op tidligere i livet. Fordi det for ham at se, er en ”lidt voldsom omkostning, hvis man skal have en dødsdom, før man begynder at se forårsblomsterne blomstre, ikke?”.
Peter Bastian tøver med svaret. For en gangs skyld har han svært ved at sætte ord på. Men taknemmelighed er et nøgleord, det er han sikker på: ”Men i vores kultur er taknemmelighed ikke ligesom det, der er i høj kurs… det er en kræver-ind-kultur,” siger han i bogen. Og så beder han sin læser om at se sig meget vågent omkring: ”For måske er det ikke særlig personligt, men ret upersonligt, det jeg snakker om. Altså noget meget, meget generelt ved vores kultur.”
Og netop det personlige over for det generelle var noget af det, der bekymrede Tor Nørretranders, før bogen kom ud.
”Jeg var alt for involveret til at vurdere, om det her var andet end en privat samtale, og om den ville interessere andre. Derfor blev jeg glad, da jeg så anmeldelserne”.
Nu er det jo sådan, at vi alle sammen synes, de sidste ord, et menneske siger, er betydningsfulde. Men er de det? Eller får de en særlig vægt i vores bevidsthed, netop fordi de er nogens sidste ord? Det spørgsmål er der to svar på, mener Tor Nørretranders.
”I det ene lag har vi de famous last words. Goethe siger ’mere lys’, han vil bare gerne have trukket gardinet fra, men de ord huskes. Immanuel Kant siger ’es ist Gut’, formentlig om det glas vin med honning, som han har fået, mens eftertiden tror, han mente, at verden var god. Det er sådan nogle gåder, man kan reflektere over bagefter. Og det er klart, at man har en følelse af, at det, folk siger til allersidst, er betydningsfuldt”, siger Nørretranders.
”Men i Peter Bastians tilfælde er det noget andet. Han er igennem et langt behandlingsforløb for en meget hård sygdom, og det slår ham helt ud. Situationen gør simpelthen, at han ikke kan fungere. Men så er det, som om der bliver løftet et åg af hans skuldre til sidst, da lægerne indser, at yderligere behandling er udsigtsløs.”
Da åget letter, oplever Tor Nørretranders, at vennen får ny energi.
”Han får pludselig lidt kræfter til at tænke over, hvad det egentlig var, der var vigtigt. Og så kommer han i tanke om, at han ville skrive sin sidste bog, og nu kan han jo ikke nå det! Så jeg hjælper ham med det. Og det er jo dybt betydningsfuldt, at selv i en situation, hvor han ikke har ret mange kræfter tilbage, og han ved, at hans tid er knap, er det her præcis, hvad han har behov for at få givet videre til andre mennesker,” siger Tor Nørretranders og underbygger ordenes vigtighed ved at omformulere dem lidt.
”Det her er, hvad dette menneske havde et brændende behov for at få sagt, inden det var for sent, og det var i virkeligheden meget tæt på. Det var in the last moment. Jeg ved ikke, om det er final words, vi har at gøre med her, men det er i hvert fald last words. Også derfor får det, han siger, en særlig tyngde. Det var noget, Peter virkelig havde på sinde,” siger Tor Nørretranders.
”Det er Peter, der er på her. Jeg er bare akkompagnementet”.
Læs uddrag fra bogen på