Prøv avisen
Interview

Tidligere ærkebiskop: Den dybeste frihed er ikke uafhængighed, men forbundethed

Tidligere ærkebiskop af Canterbury Rowan Williams oplever, at der de senere årtier er opstået en bevægelse i den protestantiske verden, hvor folk igen søger et mere fysisk udtryk for tro. – Foto: Leif Tuxen

Tidligere ærkebiskop af Canterbury Rowan Williams ser tidens jagt på individuel frihed som en farlig kurs. Han anbefaler alle at læse den russiske forfatter Dostojevskij, der om nogen forstod at vise, hvad der sker, hvis vi erstatter Gud med individuelle ønsker og behov

Rowan Williams var teenager, da han første gang stødte på den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij. I skolen havde Williams fået som lektie at læse uddrag af bogen ”Brødrene Karamazov”, og mødet med ”den dostojevskijske verden”, som han betegner det særlige univers i forfatterskabet, har lige siden været afgørende for ham. Som menneske, som kristen og som teolog.

Den tidligere ærkebiskop af Canterbury, der fra december 2002 til december 2012 var åndeligt overhoved for den anglikanske kirkeretning på verdensplan, er denne tirsdag på et kort visit i Danmark for at deltage i en fejring af ”Dostojevskij på scenen” ved en begivenhed i Kapellet på Assistens Kirkegård.

Og hvis noget menneske kan siges at være et levende udtryk for begrebet ”rarhed”, må han siges at være blandt dem, der kommer nærmest. Hans blik udstråler en både nysgerrig og åben karakter, mens hans hvide hår og skæg afslører, at den medmenneskelige interesse ikke er udtryk for en pludselig imødekommenhed, men formet gennem et længere liv. Og han gør det hurtigt klart, at en del af den menneskelige – og især kristne – modning har med Dostojevskij at gøre.

”Der er ingen tvivl om, at han er en af de største forfattere i verden, og at han skildrer den menneskelige eksistens i alle dens afskygninger med en psykologisk indsigt som ingen anden. Men det, der især har optaget mig, er, hvordan han faktisk i alle sine bøger sætter alle tænkelige angreb ind mod den kristne tro. Alle kritikpunkterne kommer frem. For det, der optager ham mere end noget andet, er nemlig at undersøge, hvad der sker med os selv og vores verden, hvis vi afviser Gud – og hvad der modsat er tilfældet, hvis vi lever ud fra en tro på Gud,” siger Rowan Williams, der derfor også mener, at Dostojevskij er mindst lige så relevant at læse i dag, som han var på sin egen tid i 1800-tallet.

”Også dengang var ateismen udbredt og synet på troende mennesker præget af en overbevisning om, at rationelle argumenter og udsagn var den eneste vej frem. Det kender vi i den grad også i dag, hvor mange ligefrem opfatter troende mennesker som mindre intelligente, mindre moderne og primært som noget negativt, fordi religion i dag oftere ses som et problem i stedet for en løsning,” siger Rowan Williams og fremhæver i denne sammenhæng både radikal islam og kristen fundamentalisme som vigtige årsager til denne skepsis over for religion og religiøse mennesker.

”Men ved at læse Dostojevskij får man en mulighed for at få et indblik i en forestillet verden, hvor det altid viser sig, at der er noget, der undslipper de udelukkende rationelle argumenter. De kan nemlig kun tage dig et stykke ad vejen. De kan derimod ikke give en forklaring på den oplevelse af forbundethed, med Gud og med andre mennsker, som vi nogle gange fornemmer. Og det er denne oplevelse, Dostojevskij er optaget af i sine værker, for den rummer samtidig en mulighed for, at vi kan overskride vores egen navlebeskuen, vores egne behov, og i stedet mærke det medmenneskelige ansvar, som denne forbundethed medfører.”

At troen på Gud, at kristendommen, på denne måde rummer en særlig etik med ansvaret både over for næsten og vores omgivelser generelt, er helt central hos Dostojevskij – og hos hans moderne fortolker, Rowan Williams. Men i stedet for en erkendelse af denne gensidige forbundethed, oplever Rowan Williams nutiden som en periode, der primært har et alt for stort fokus på individet.

”Desværre har vi helt ind i uddannelsessystemet overført denne tænkning om, at det er den enkelte, der skal i søgelyset. Skolegang og læring kommer mere og mere til at handle om, hvordan vi kan styrke den enkelte i forhold til fremtidige jobmuligheder med gode lønninger. Og det er alt sammen med til at fastfryse fokus på den enkeltes ego. I stedet mener jeg, vi har brug for skoler og læreanstalter, der får forestillingsevnen og folks undren til at blomstre. Som kan hjælpe folk ud af denne indkrogethed i sig selv.”

Rowan Williams peger på, at mange mennesker i dag oplever nutidens udbredte fokus på individet som noget positivt – som endnu et udtryk for, at den enkeltes frihed er det væsentligste gode at stræbe efter. Men især en af Dostojevskijs figurer rokker godt og grundigt ved den opfattelse, påpeger han.

”I romanen ’Forbrydelse og straf’ mener Raskolnikov, at det ultimative bevis på hans totale frihed er, at han selv kan beslutte, hvad der er rigtigt og forkert. Han dræber som bekendt en pantelånerske, som han er overbevist om, ingen vil savne – og føler sig i sin gode ret til at gøre det. For hvad skulle afholde ham fra det? Men efter drabet plages Raskolnikov af følelser, han ikke kan forstå. For den ultimative frihed, som han mener at have realiseret, har ikke givet ham den ’storhedsfølelse’, han havde forventet. På den måde viser Dostojevskij, at friheden er en absurditet, hvis den ikke har en forankring i noget uden for det enkelte menneske. At det har afgørende betydning for vores liv med hinanden, hvor vi henter vores værdier.”

Helt overordnet lyder det derfor fra Rowan Williams, at ”den dybeste frihed er ikke uafhængighed, men forbundethed”. For ”hvis du kun dyrker din egen uafhængighed, så ender du som manden i Dostojevskijs roman ’Optegnelser fra et kælderdyb’, der går rundt i sine egne cirkler og bliver mere og mere vred på verden omkring dig”.

På spørgsmålet om, hvorfor Gud er nødvendig i forhold til vores omgang med os selv og hinanden, og om ikke humanistiske principper om altid at behandle mennesket som mål og ikke som middel udstikker de samme værdier, siger Rowan Williams:

”Det er selvfølgelig meget godt, at vi har de universelle menneskerettigheder i mere praktiske spørgsmål. Men hvis man med Dostojevskijs personer i baghovedet bliver ved med at stille kritiske spørgsmål – også til deres gyldighed, hvad er det så, der kan slå fast, at menneskeheden er et mål i sig selv? Svaret er ikke rationelt indlysende. Og de store mareridt i det 20. århundredes politiske historie viser om noget, hvad der sker, når folk netop ikke opfatter dem som endegyldige. Jeg tror, at vi stadig har brug for at se noget ureducerbart i hjertet af hver eneste person. For mig som kristen er det selvfølgelig, at vi skal agere ud fra, at vi er skabt i Guds billede. Derfor kan mennesket aldrig behandles som middel alene. Det er for mig at se svaret på de kritiske spørgsmål.”

I sin egen bog om Dostojevskij, der udkom herhjemme i 2013, beskriver Williams dette som ”menneskets transcendente værdi”.

Den tidligere ærekebiskop erkender, at det i dag kan være svært at finde mennesker, der finder troen let og ukompliceret. Som bare lever efter den uden at stille spørgsmål og kende til tvivlen. I ”Forbrydelse og straf” beskriver Dostojevskij dog netop en sådan kvinde. Sonja kommer fra en fattig familie og er nødt til at ernære sig som prostitueret. Om halsen bærer hun et kors, som hun på et tidspunkt giver til Raskolnikov, og hendes kristne tro er i sidste ende den, der giver ham mulighed for at komme videre – tage sin skyld på sig, angre og på den måde forstå, at frihed er noget andet end det, han oprindeligt forestillede sig.

”Hun er på den måde en slags helgen, der kan åbne verden op for dig på ny. Og det, vi ydermere kan lære af hende, er blandt andet, at hvis vi skal forstå, hvad kristendom virkelig betyder, så er vi nødt til selv at erfare det, opleve det. For 100 år siden var der en engelsk romersk-katolsk munk, Butler, der skrev en meget berømt bog, hvor han netop foreslog, at folk skulle sendes seks måneder til en katolsk lansby i Rhinlandet for at forstå, hvad tro er. Et usofistikeret sted, hvor man gik i kirke hver søndag, bad bønner derhjemme, forsøgte at være tro mod sin ægtefælle og god mod sine naboer. Personligt har jeg også oplevet mine længere ophold i Afrika eller på Stillehavsøerne som en påmindelse om, at vi mister noget, hvis vi tror, at vi kan tænke os til alt.”

På samme måde oplever Rowan Williams da også, at der de senere årtier er opstået en bevægelse i den protestantiske verden, hvor folk igen søger et mere fysisk udtryk for tro. Med blandt andet pilgrimsrejser og stillemeditationer.

”Det er alt sammen måder, hvorpå vi kan finde tro i vores krop – ikke kun i vores hoveder.”

Om man så kommer til tro eller ej, ændrer hverken for Dostojevskij eller Rowan Williams det største og dybeste anliggende for os.

”Spørgsmålet om, hvad vores værdier er forankret i, forsvinder ikke, bare fordi den russisk-ortodokse (eller en hvilken som helst anden) kristendoms svar af en eller anden grund ikke kan overbevise os. Det fritager dig ikke fra paradokser og kamp, at du afviser den kristne tros paradokser,” som Williams skriver i sin bog.

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen
Rowan Williams fortæller, hvad han har lært af at læse Dostojevskij:

Ved at læse Dostojevskij får man en mulighed for at få et indblik i en forestillet verden, hvor det altid viser sig, at der er noget, der undslipper de udelukkende rationelle argumenter.