Joseph Heller var 38 år gammel, da ”Catch-22” udkom i 1961 (den kom i dansk oversættelse i 1963 med titlen ”Punkt 22”), og den blev straks en bestseller. Heller havde skrevet på den siden 1953, samtidig med at han blandt andet arbejdede som tekstforfatter i reklamebranchen.
Joseph Heller blev dog i avisen The New York Times afskrevet som en forfatter, der ikke havde hånd i hanke med plot eller struktur. Men struktur er der jo sjældent i en krig, og ”Catch-22” foregår netop på en militærbase under Anden Verdenskrig. Fra en lille ø i Middelhavet går amerikanske bombefly på vingerne og bogens hovedperson, John Yossarian, er med som bombeskytte.
Fra maj til oktober 1944 havde Joseph Heller selv deltaget i 60 bombetogter fra den amerikanske militærbase på Korsika. Det var ikke ufarligt. Man vurderede dødeligheden til at være fem procent, for hver gang det lille B-25 fly fløj ind over fjendtligt territorium, så ud fra den kalkule burde Joseph Heller være blevet dræbt tre gange.
Men det blev han heldigvis ikke. I stedet skrev Joseph Heller en roman om sit livs stærkeste kapitel – krigen. På sin livsaften bedyrede han, at den tid også havde været den lykkeligste. ”Catch-22” er således ikke en antikrigsroman, og som man vil se, er fænomenet ”Catch-22” lige så udbredt i fredstid.
Yossarian ønsker at blive forflyttet til anden tjeneste, hvilket han har ret til efter et bestemt antal bombetogter. Men hvor mange? Hans foresatte – den luskede og inkompetente oberst Cathcart – bliver ved at øge antallet af pligtige bombetogter. Denne ubehagelige, ja, infame fremgangsmåde gør det umuligt at slippe ud af tjenesten.
Der findes kun én paragraf, hvormed man tilsyneladende kunne blive fri for flere bombetogter: ”Det var den i ’Catch-22’, der sagde, at ængstelse for egen sikkerhed over for virkelige og umiddelbare farer var produkt af en fornuftigt arbejdende hjerne. Orr (Yossarians ven i bogen, red.) var tosset og kunne få flyveforbud. Det eneste, han skulle gøre, var at bede om det, og så snart han gjorde det, ville han ikke længere være tosset og skulle derfor flyve flere togter. Orr ville være tosset, hvis han fløj flere togter, og normal, hvis han ikke gjorde det, men hvis han var normal, skulle han flyve dem. Hvis han fløj dem, var han tosset og behøvede det ikke, men hvis han ikke ville, var han normal og skulle.”
Så uanset om man er sindssyg eller ej, kan man altså ikke slippe for at deltage i bombetogterne. Det er denne passus, der har skabt det begreb, som er gået over i sproget som ”Catch-22”.
Sidste år gav Jan Birkemose på netmediet Pov et eksempel på, hvorfor begrebet ”Catch-22” langtfra er forældet. Birkemoses svigersøn er italiener, og efter sin ankomst til Danmark fik han straks tilbudt to faste stillinger. Men han kunne alligevel ikke få en ansættelse, eftersom han ikke havde noget cpr-nummer. Da svigersønnen anmodede om et cpr-nummer, fik han at vide, at det kunne han først få, når han havde fået et job!
Det er akkurat den type absurditeter, som Hellers roman er fyldt med. ”Catch-22” udbreder en mistrøstighed og en følelse af, at alle veje er spærret, fordi den enkelte er placeret i en situation, hvor han eller hun er dømt til at tabe kampen mod systemets absurde regler.
Bogens vigtigste scene trækker på Hellers egen oplevelse på et bombetogt, hvor en af besætningens medlemmer døde i armene på Heller. I romanen får agterskytten Snowdens perforeret mavesækken: ”Det var let at læse budskabet i hans indvolde (…). Er ånden borte, er mennesket affald. Det var Snowdens hemmelighed.”
På de første sider af Bibelen beskrives det, hvordan Gud blæste ånde i Adams næsebor, og som jøde vidste Joseph Heller, at det altid er forkert at ofre det enkelte menneske på systemernes altre. Det er det enkelte menneskes ånd, der tæller, som det fremgår af det ironiske svar Yossarian giver, da hans foresatte bebrejder ham, at han nægter at deltage i flere bombetogter. ”Men Yossarian – hvad nu, hvis alle tænkte sådan?”. Yossarian replicerer: ”Så ville jeg ganske afgjort være en stor idiot, hvis jeg tænkte noget andet, ikke?”.
Joseph Heller døde i 1999, og her holdt rabbineren en ligtale om Heller som broder, ven, ægtefælle og som ”inspiration for unge forfattere overalt”. Heller skrev da også en række romaner efter ”Catch-22”, men en glidende nedtur i forfatterskabet er svær at bortforklare. Og en journalist sagde til ham, at han aldrig havde skrevet noget, der overgik ”Catch-22”.
Hellers lakoniske kommentar lød: ”Næh, men hvem har også det?”.
Heller mobiliserede altid stor overbærenhed over for egne forsømmeligheder, hvilket førte til, at hans første ægteskab endte i et bittert skilsmissedrama. Efter sin fars død skrev datteren en bog, hvori hun fortalte, at hun havde lovet sin mor aldrig at udlevere en opskrift på en langtidssimrende gryderet, eksmanden holdt så umådeligt meget af. Heller lovede til sidst datteren 50.000 kroner for den. Men Erica Heller sagde nej.
I bogen om sin afdøde far har hun imidlertid gengivet opskriften på den allersidste side. Det er netop den type burleske humor, som Joseph Hellers eget forfatterskab er gjort af.