Den ene nobelprisvinder kom i kulturkanonen, den anden endte i glemmebogen

I dag uddeles Nobelprisen i litteratur, og for 100 år siden blev prisen givet i fælleskab til Henrik Pontoppidan og Karl Gjellerup. Mens Henrik Pontoppidan stadig regnes for en af de største danske forfattere, hænger Karl Gjellerup fast i fortiden, siger litteraturprofessorer

Karl Gjellerup (tv.) fik Nobelprisen i litteratur i 1917 sammen med Henrik Pontoppidan (th.), og romanen ”Møllen” er hans mest kendte værk. Hans øvrige værker vinder størst indpas i Tyskland. Pontoppidan opnåede klassikerstatus med romanerne "Lykke-Per," "Det forjættede land" og "De dødes rige".
Karl Gjellerup (tv.) fik Nobelprisen i litteratur i 1917 sammen med Henrik Pontoppidan (th.), og romanen ”Møllen” er hans mest kendte værk. Hans øvrige værker vinder størst indpas i Tyskland. Pontoppidan opnåede klassikerstatus med romanerne "Lykke-Per," "Det forjættede land" og "De dødes rige". . Foto: ritzau.

En møller bliver forelsket i en from pige og lader sig på samme tid drage af en farlig og indbydende pige, som får det værste frem i ham. Sådan udspiller dramaet sig i romanen ”Møllen”, som forfatteren Karl Gjellerup skrev i 1896.

To år senere siger den alt andet end lykkelige Per Sidenius ”Hvem jeg er? … Jeg? … Det kan jeg ikke sige dig” i udviklingsromanen ”Lykke-Per”. Den er skrevet af Henrik Pontoppidan og handler om en præstesøns søgen efter mening med livet.

Forhører man sig blandt danske læsere i dag, så kender hovedparten Henrik Pon-toppidan og hans klassiker ”Lykke-Per”, som netop er i gang med at blive indspillet som en dansk tv-serie. Karl Gjellerup og hans bedste roman, ”Møllen”, er derimod ingen steder at finde blandt litterære klassikere i dag, fortæller Johnny Kondrup, som er professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet.

”Karl Gjellerups forfatterskab er dels meget ideologisk og bundet til sin samtid, dels meget verdensfjernt og usanseligt. Derfor fanger det ikke det danske publikum i dag.”

”Pontoppidans værker handler om menneskets forsøg på at gennemskue og lære sig selv at kende. Nye generationer kan genfinde sig i dem, og derfor er hans romaner klassikere,” tilføjer han.

Selvom de to forfattere i dag henholdsvis har en plads i kanonen og i glemmebogen, så krydsedes deres veje for 100 år siden. Og her var det ikke Karl Gjellerup, der blev forfordelt.

I 1917 skulle Nobelprisen i litteratur uddeles, og det var besluttet, at prisen skulle deles mellem de to danske forfattere Jakob Knudsen og Karl Gjellerup. Det blev dog forhindret af, at Jakob Knudsen døde, inden han fik prisen. Og sådan kom Henrik Pontoppidan med på et afbud, fortæller Johnny Kondrup.

En anden krølle på historien er, at nobelpriskomitéen efter sigende ønskede at gøre en politisk gestus og promovere fred under Første Verdenskrig ved at give prisen til Karl Gjellerup, som boede i Tyskland og skrev på tysk. De to forfattere måtte ikke desto mindre dele prisen og fik den med hver sin begrundelse.

Henrik Pontoppidan fik den for sine ”autentiske beskrivelser af dagligdagen i Danmark”, mens Karl Gjellerup fik den for sin ”varierede og rige poesi, som er inspireret af høje idealer”.

Det sidste stemte bedst med Alfred Nobels testamente, der fastslog, at litteraturprisen skulle tildeles et værk, som havde ”idealisk riktning”.

De to mænd har dog en række fællesnævnere ud over deres fælles pris. De blev begge født i sommeren 1857 og voksede op som præstesønner, hvilket de senere behandlede i deres forfatterskaber. Som unge blev de elever af Georg Brandes og en del af det moderne gennembrud.

Senere i livet flyttede de sig fra udgangspunktet under Brandes’ vinger, men hvor Henrik Pontoppidan blev stadig mere interesseret i at afdække de skjulte motiver bag menneskenes meninger, søgte Karl Gjellerup ud i mystisk-religiøse spørgsmål.

”Karl Gjellerups forfatterskab var i ungdommen stærkt politisk motiveret, og senere hen blev det til en drøftelse af de store livsanskuelsesspørgsmål. Det var et forfatterskab, der levede af eller på idéer, og det er en af grundene til, at han i dag er glemt,” siger Johnny Kondrup, som har læst sig gennem hele Karl Gjellerups forfatterskab.

I 1892 flyttede Karl Gjellerup permanent til Tyskland og skrev derefter sine værker på tysk, hvorefter han oversatte dem til dansk.

”Han skriver sig ud af en dansk tradition og ind i en tysk. Det gælder indholdsmæssigt, hvor han bliver stadigt mere virkelighedsfjern, men også sprogligt, hvor han kommer på afstand af det danske publikum,” siger Johnny Kondrup.

Og ifølge Jan Rosiek, som er professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet, ligger Karl Gjellerups idealistiske livsanskuelse fjernt fra nutidens.

”Derimod formår Henrik Pontoppidan at give det flotteste og bredeste samfundsbillede af Danmark, som vi kender fra litteraturen,” fortæller Jan Rosiek.

”Danmark forandrer sig fra et landbrugs- til et industrisamfund, og selvom han tilslutter sig moderniseringsprocessen, så bevarer han en stærk bevidsthed om omkostningerne ved moderniseringen. Den forandring fra land til by har en masse danskere oplevet og kunnet spejle sig i,” siger han.

Jan Rosiek tror ikke, at Karl Gjellerup nogensinde får klassikerstatus. Og Johnny Kondrup ser heller ikke megen fremtid i hans værker, i modsætning til Henrik Pontoppidans, som stadig genudgives i dag.

”Karl Gjellerup var for bundet af sin tid og dens meningskampe, og derudover var han ikke en tilstrækkelig god kunstner. Henrik Pontoppidan er til gengæld en stor kunstner, hvis skildringer af det menneskelige sinds irgange stadig er gyldige i dag. Det er forskellen på de to,” siger Johnny Kondrup.