Det er ikke altid til at sige, hvilke begivenheder og fænomener fra en given periode, der vil blive husket i fremtiden. Hvad der helt konkret ”går over i historien”. Men siden Sofie Linde holdt sin omdiskuterede tale på scenen som vært ved Zulu Comedy Galla 2020, hvor hun delte sin personlige beretning om sexisme i mediebranchen, har MeToo-bølgen for alvor rullet i Danmark. Læger, politikere, militærfolk og andre brancher har udført store undersøgelser af sexismens omfang blandt deres medarbejdere, og de fremkomne vidnesbyrd har været af et omfang og en karakter, som kalder på handling. Forandringens vinde blæser, og den brede mobilisering af opbakning på tværs af faggrupper gør det svært ikke at mærke den vind som et historisk vingesus.
Én ting er dog historien, en anden er historieskrivning. For hvem fremstiller historien og hvordan? Det er et af de spørgsmål, de to politiske MeToo-stemmer Camilla Søe og Maria Gudme rejser i bogen ”Feministisk kampskrift – mod, magt & MeToo”. De to var med til at igangsætte bevægelsen #EnBlandtOs, hvor 322 kvinder i dansk politik på tværs af partier skrev under på en kronik bragt i dagbladet Politiken om sexisme og krænkelser i det politiske miljø. I bogen gør de i samme ombæring selv et beundringsværdigt stykke arbejde med at skrive et nuanceret og begavet stykke samtidshistorie om MeToo i dansk kontekst. Søe og Gudme stiller sig blandt andet kritiske over for mediernes fremstilling, der ofte har haft et negativt fokus på de fældede mænd i avisoverskrifterne: ”MeToo er nemlig ikke historien om de magtfulde mænd, der krænkede – det ved vi jo har fundet sted til alle tider. De, der skrev og skriver historie, er de tusindvis af kvinder, der gik sammen om at sige stop.”
Kvinder, der taler for sig selv
En anden forfatter, som interesserer sig for kvindernes rolle i historien, er historikeren Gry Jexen, der sidste år vandt stor anerkendelse for udgivelsen ”Kvinde kend din historie”. Nu kommer så en udgave rettet mod det yngre publikum, børnefagbogen ”25 kvinder der formede fortiden”, som indeholder portrætter af betydningsfulde kvinder fra 1840’erne og frem til 2000’erne, smukt illustreret af Sofie Kampmark. Der er både musikere, elitesportsudøvere, videnskabskvinder, designere og mange andre profiler blandt de portrætterede, foruden mere traditionelle kvindesagsforkæmpere. Kvinderne og deres bedrifter er mangeartede og viser på forbilledlig vis, at der findes mange måder at skrive historie på. Deres livshistorier opridses kort og indlevende som små inspirerende fortællinger, og Jexen lader i høj grad historierne tale for sig selv – måske også lidt for meget i visse af portrætterne, hvor man kunne ønske sig lidt mere udfoldelse af de historiske perspektiver i kvindernes handlinger.
Omvendt er det at lade kvinderne tale for sig selv også et centralt tema i MeToo, som Søe og Gudme også kommer ind på i ”Feministisk kampskrift”. Her peger de på, hvordan offerskam i det fælles MeToo-opråb vendes til offermod, når tavshed afløses af tale. MeToo-debatten har fra kritikernes side været præget af en stigmatiserende beskyldning om, at nogle kvinder bevidst vil lukrere på at gøre sig til offer. Men, argumenterer forfatterne: ”Uanset hvordan man vender og drejer det, er jeg ikke selv herre over, om jeg er offer eller ej. At blive gjort til offer er en magt, der ligger hos den krænkende part, det er noget, der bliver gjort imod én.”
I det hele taget belyser bogen de store omkostninger, det har haft for de kvinder, som er stået frem og har delt deres historier, og som ud over at skulle genbesøge ubehagelige krænkende oplevelser er blevet lagt for had i kommentarsporene på Facebook med beskyldninger om at være løgnere, ligesom især politiske MeToo-ofre har måttet se visse døre lukke sig i deres bagland, hvor partiets facade udadtil synes at være vigtigere end at skue indad og forholde sig kritisk til en rådden kultur. De vidnesbyrdene skal derfor i langt højere grad ses som et resultatet af en bydende nødvendighed af, at nogen tog mod til sig, trådte frem og gjorde oprør – så kvinderne efter dem ikke skulle lægge krop og person til det samme – og ikke et udtryk for et ønske om personlig vinding, skriver Søe og Gudme. Og videre: Denne sårbare stillen sig frem er kun blevet muliggjort af, at så mange kvinder har stået skulder ved skulder og bakket hinanden op. Deres mål er ikke ”at udskamme enkeltpersoner, men derimod at gøre opmærksom på en problematisk kultur”, et grundlæggende strukturelt problem.
Bogen til den forandringsparate mand
Samme pointe synliggøres i journalisten Rikke Viemoses ”Håndbog for privilegieblinde mænd”. Viemose udgav tidligere på året bogen ”Nu taler jeg”, der ligeledes tematiserer sexisme, men i et langt brev henvendt til datteren. Den netop udkomne håndbog er derimod henvendt til den feminismekritiske, men ”forandringsparate” mand. Den er et forsøg på at aflive alle de myter og forbehold, man kan støde på hos den plus-50-årige hvide mand, der mener, at ”Feminisme er en hadideologi”. I korte kapitler tematiserer bogen emner som feminisme, sexisme, lgbt, kønsbias, kulturforbrug, samtykke, barsel med videre gennem fakta og statistik på området. Hvert kapitel begynder med at opliste en række fiktive replikker, som illustrerer, hvad den privilegieblinde mand angiveligt mener om emnet. Og omvendt stiller Viemose så manden nogle konfronterende spørgsmål til refleksion i stil med: ”Hvad er det mon, du ikke længere tror, du kan sige?”. Der rejses mange gode spørgsmål, og den faktuelle side af bogen er oplysende og giver et godt overblik over, hvordan mange af ligestillingsproblematikkerne er forbundet på kryds og tværs som et strukturelt samfundsproblem.
Men hvis man skeler til en af ligestillingsdebattens største udfordringer i disse år, nemlig den skyttegravskrig, som er opstået mellem ”skingre feminister” og ”privilegieblinde, sure, gamle hvide mænd”, forekommer bogen problematisk i sin henvendelsesform. Selvom den givetvis er tænkt som et lidt humoristisk indslag, virker tonen flabet, og bogen kommer faretruende tæt på at blive lige så stereotypiserende, som den anklager den privilegieblinde mand for at være. Hvis målet er en åben samtale, må man begynde et andet sted.
Med håb om refleksion
Et godt sted ville være ”Feministisk kampskrift”, hvor man i indledningen kan læse, at det sympatiske håb med bogen er ”at skabe et rum her, hvor der er plads til refleksion, uanset om du deler mine synspunkter eller ej, og hvor vi sammen kan finde en vej frem”. Søe og Gudme peger på, at der i efterdønningerne af MeToo-bølgen er opstået et behov for refleksion, perspektivering og løsninger, hvilket bogen også kommer med flere gode, konkrete bud på. De kommer også med denne, synes jeg, meget fine pointe, der passende kan runde denne anmeldelse af: ”Mange tror, at de store og vigtige skridt tages, når en landskendt krænker må vige sin position (…), og enkelte tror, at en opdateret personalehåndbog kan klare det. Det er jeg ikke enig i. Jeg er overbevist om, at nogle af de vigtigste skridt mod en egentlig kulturændring bliver taget ved spisebordet: i familien, mellem ægtefæller, i kantinen blandt kollegerne, i venneflokken og alt derimellem. Dér bliver mange vigtige samtaler taget, og vi bliver konfronteret med forskellige generationers vrede, håb, bekymringer og drømme.”
Uanset henvendelsesformen vidner de tre vidt forskellige udgivelser med hver deres publikum om en historisk mangfoldighed i den feministiske formidling.