Migranter har mistet troen på, at det bliver bedre i morgen. Vi må give dem den tro igen

En flygtningestrøm som den, vi har set og kommer til at se igen, er en følge af vores egen politik, som vi nu fralægger os ansvaret for

Migranter ved helt præcis, hvordan de har det derhjemme. Og vigtigst af alt: De har mistet troen på, at det bliver bedre i morgen. Så hvad skal man gøre? Give dem den tro igen.
Migranter ved helt præcis, hvordan de har det derhjemme. Og vigtigst af alt: De har mistet troen på, at det bliver bedre i morgen. Så hvad skal man gøre? Give dem den tro igen. Foto: Mohammad Ponir Hossain/Reuters/Ritzau Scanpix.

I Goethes sidste roman, ”Wilhelm Meisters Vandreår”, som jeg citerede for nylig, siger en person:

”Vi har jo set nordøst bevæge sig mod sydvest, det ene folkeslag drivende det andet foran sig, en total forandring af herredømme og grundeje. Fra overbefolkede egne vil nøjagtig det samme ske oftere i verdens store gang. Hvad vi har i vente fra fremmede, ville ikke være let at sige.”

Det var i 1829.

Den talende ser tilbage på folkevandringstiden. Og så ser han frem. Måske står vi ved begyndelsen til en ny folkevandringstid. At der fra andre egne er et øget pres på Europa, er åbenlyst. Det skyldes ikke blot overbefolkning, men også den obskønt ulige fordeling af verdens goder, som takket være vore egne kommunikationsmidler er blevet kendt og udstillet overalt.

I 2015 var Angela Merkel næsten den eneste ledende politiker i Europa, som ikke bare vendte ryggen til problemerne. ”Vi klarer det,” sagde hun, og Tyskland klarede det jo, hvad man synes at ville glemme.

At hendes politik gav vind i sejlene til et nyt højreparti, var der ikke noget at gøre ved. Det har ikke fået den magt, som tilsvarende partier har i mange andre lande.

Men Tyskland blev svigtet af andre europæiske nationer, som dukkede sig og bliver ved med at gøre det. Danmark er en af dem, og det er ikke noget at være stolt af. Ikke alene gør vi, hvad vi kan, for at holde flygtninge og migranter borte, vi fremsætter også forslag om en slags fangelejre til dem uden for EU’s grænser, så langt væk som muligt. Det er den nye danske u-landsbistand. Vi ved godt, at det næppe bliver til noget. Men så kan vi sige, at vi gjorde, hvad vi kunne. Eller også bliver det til noget, og så kan en dansk delegation besøge stedet og skrive en rapport som den, Røde Kors i 1944 skrev efter et besøg i Theresienstadt.

Også EU-kommissionens forslag til asylpolitik er et knæfald for frygten og hadet. Det er ikke så underligt, hvis man husker, at den nuværende kommissionsformand egentlig har Viktor Orbán at takke for sit valg. Forslaget rummer stort set ingen ansats til at løse eller blot mildne problemet. Det handler om at bygge en fæstning Europa, som skal være uindtagelig.

Det er der bare ingen fæstninger, der er.

Lad os se kynisk på det! Hvis vi havde villet undgå en flygtningestrøm som den, vi har set og kommer til at se igen, skulle vi ikke have fjernet Saddam Hussein og slet ikke Muammar al-Gaddafi, vi skulle ikke have støttet oppositionen i Syrien, vi skulle i det hele taget have blandet os udenom. Meget er en følge af vores egen politik, som vi nu fralægger os ansvaret for.

Men lad os hellere se mindre kynisk og mere fremsynet på det! Den eneste måde – at reducere migration på – er at gøre det tåleligt for mennesker at blive, hvor de bor. Endnu i 1950’erne var der nettoudvandring fra Danmark til trods for, at vi allerede dengang var uendelig meget bedre stillet end de befolkninger, som nu begiver sig på vej. De mennesker, som forsøger at komme over Middelhavet, gør det ikke for sjov. De ”hopper” ikke bare ”i en gummibåd”, som minister Tesfaye så smagfuldt udtrykte det for nogle måneder siden. De gør sig også stadig færre illusioner om, hvad der venter dem i Europa. Men de ved helt præcis, hvordan de har det derhjemme. Og vigtigst af alt: De har mistet troen på, at det bliver bedre i morgen.

Så hvad skal man gøre? Give dem den tro igen. Iværksætte et udviklingsprogram for Afrika, som kommer befolkningerne til gode og ikke som nu ofte til forveksling ligner udbytning. Penge er der jo nok af, når det gælder, som vi netop har set under coronapandemien. Her gælder det! Man kan omdirigere noget af militærbudgetterne til en virkelig indsats for freden – de påstås jo i forvejen at have det formål. Man behøver formentlig ikke engang at hæve skatterne på arbejde. En skat på kapitaltransaktioner, eller blot en tørlægning af skattely, kunne klare meget.

Men vi kan selvfølgelig også fortsætte som nu og lade vore efterkommere få fornøjelsen af at leve med en ny folkevandring.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.