Min far har boet meget af sit liv i Tyskland og fortæller helst vittigheder på tysk. Min bror er gymnasielærer i tysk, og det er min svigerinde også. Selv har jeg været flere gange i Hamborg end på Frederiksberg. Vi er vilde med det tyske i min familie: Rilke, Bundesligaen på ARD og schnitzler mit pommes.
Der er bare ikke så mange andre, der er vilde med det tyske, fortæller min bror mig, og snart er der ingen professorer i tysk tilbage her i landet. Men så er der Hans Hauge, som godt nok ikke er professor i tysk, men tysk tænkning er han så vild med, at han skrevet 352 sider om kendte og glemte tænkere i 1920'ernes og -30'ernes Tyskland. Nå, hvad gider de andre ikke at beskæftige sig med mere? Tyske tænkere? Godt, det skriver jeg lige en bog om.
En bog kan vi godt kalde Hans Hauges ”De kendte og de glemte”. Hvilken slags bog ved jeg så bare ikke. Ud over at det er en rigtig Hauge-bog, en af dem han omtrent har skrevet mange af før. Hauge har sin egen stil. Det har han virkelig. En blanding af diskussion, debat, viden, erindring. Han skriver, hvad man kan kalde anekdotisk, ikke akademisk – men man skal godt nok have en akademisk viden for at fange anekdoterne.
En af mange tænkere, Hauge skriver om i ”De kendte og de glemte”, er Paul Tillich. Ham har jeg beskæftiget mig meget med, og jeg glædede mig derfor til at nå frem til kapitlet med ham imod slutningen af bogen. Det handler ganske vist en smule om Paul Tillich, men det akademiske bliver konstateret med to enkeltsætninger, og lige som man tror, at man vil få Tillich på plads på ny, springer Hauge over til det biografiske; Tillichs kone fandt ham kedelig, også i sengen.
Sådan er det med ”De kendte og de glemte”; Hauge fortaber sig med vilje i konteksten, lader de historiske detaljer tage én på afveje. Hauge er satirisk drillende. Han ved omtrent det hele, men giver hellere nogle biografiske sidespring. Det moderne er det biografiske, og det biografiske er selviscenesættelse, skriver han sådan cirka et sted. Han har ret i sin kritik, velvidende (formoder jeg) at han selv er danmarksmester i selviscenesættelse.
Hauge finder altid de rigtige ord
Der er ingen start, ingen midte, ingen slutning i ”De kendte og de glemte”. Den starter bare og slutter helt uden slutning. Måske har der været en redaktør, som har fortalt ham, at det ville være godt med nogle hovedpersoner og dermed en måde at dele bogen ind på. Hauge hiver nationaløkonomen Johann Plenge, juristen Carl August Emge, et par andre og så til sidst Paul Tillich og Hannah Arendt frem. Men det er mest proforma. Som skrevet handler kapitlet om Tillich ikke rigtigt om Tillich, og der står næsten mere i de andre kapitler om Hannah Arendt end i kapitlet om hende selv. Hauge skriver bare. Om det, der falder ham ind. Hvis den ene får ham til at tænke på en anden, og den anden får ham til at tænke på noget, Arendt engang skrev, så er det det, Hauge skriver. Det er slet ikke dårligt sådan at efterlades helt uden anden struktur end kronologien, for til gengæld får man en usædvanlig stærk og veloplagt springende fremdrift. Det er imponerende, at han har styr på det. Det løber af sted, men han holder selerne. Det hænger på mærkelig vis sammen det hele, konstanten er Hauge selv, og han finder altid de rigtige ord.
Lige inden bogen skal til at begynde, kommer Hauge med en brugsanvisning; man skal læse bogen med en smartphone med Google ved hånden. Det er god humor. Havde jeg skulle slå alle de navne og bøger og begreber op, som Hauge kaster rundt med, ville det have taget mig syv lange år at læse bogen. Det er den vildeste omgang namedropping, jeg nogensinde har læst. Det er en 352 sider lang guirlande af navne, de fleste har man ikke hørt om, men som Hauge på opfindsom måde får til at hænge sammen. På en af siderne når Hauge op på at nævne 17 navne. Det er kun den gamle gule telefonbog, som har flere navne på en side end Hauge.
Der er nok mange, der vil stå af på Hauges konstante bedrevidenhed; med en enkelt sætning kan han affærdige årelange strømninger og hele forfatterskaber. Hans satire er grov og karikeret. Han skriver fra et tydeligt sted og rykker sig ikke et skridt for at se det hele fra en anden vinkel, bruger ikke en sætning på at forklare sig, ikke et ord på at række hånden frem. Jeg stod på. Det gør jeg med Hauge. Han er en af dem, vi en dag opdager, at vi mangler. Hans skarpe kritiske blik på medløberiet og de snigløbende ideologier, som stjæler det enkelte menneskes frihed og mod til kritik. Hauge kan som ingen anden punktere det ahistoriske og vise os vores selvhøjtidelighed, vores pludseligt blinde tro på nye frelsebegivenheder.
Når ting bliver præsenteret som en helt ny og bedre verden, er det afgørende, at der findes en stolt solist som Hauge, som kan pege på, at det der har vi haft før, man kaldte det bare noget andet, og det gik det ikke specielt godt med. Hauge kan se tråde og sammenhænge som få andre, en kompromisløs tænker, en eksistentialist i kamp mod mekanik og målsætninger og påståede fællesskaber.
Som en invitation til gamle professorers fest
Men jeg blev også kastet af, utallige gange. Det er irriterende anstrengende læsning. Jeg kunne ærlig talt ikke følge med og blev også ligeglad. Han river ned, afslører, gør grin med, og han gør det hele tiden. Hvad sidder man tilbage med efter endt læsning? Ikke så meget, i hvert fald ikke ny opbyggelig viden. Men det er nok også Hauges pointe; ingen grund til nyt, lad os tage det gamle. Hauge er demonstrativ upædagogisk, fuld af intellektuelt koketteri, han blærer sig. Den slags har jeg altid godt kunnet lide; hvis der er en, som kan noget, vi andre ikke kan, så fyr den af, blær dig. Det er ikke det, der trækker ned, ikke at Hauge er for meget, men at han er for ensformig, en monologist. Og så kan jeg ikke lade være med at synes, at det er for let at rive ned, meget sværere at bygge op. Hvad er det, Hauge selv kommer med? Det synes jeg godt, man kan spørge om – også selvom han helt sikkert griner ved spørgsmålet. Svaret har han, kom med det.
Hvis jeg må tegne et billede; at læse Hauge er som at få en uventet invitation til gamle professorers fest. Man er meget beæret, og i starten begejstret for at man kan følge med i de afgåede professorers taler/forelæsninger. Hov, det navn kender jeg. Hov, det har jeg læst om før. Et stykke inde i festen, efter man har lagt benovelsen lidt fra sig, kigger man rundt og får pludseligt den mistanke, at man kun er inviteret med, fordi der ellers ikke ville være nok til at fylde bordene længst fra baren. Deroppe står Hauge og taler som den store forsvarer for det menneskelige. Det er underholdende og klogt og dejligt belærende, man er i fantastisk selskab, men man går også helt død på et tidspunkt, håber han holder en pause, leder efter et exit, man vil hjem, ro. Og liggende derhjemme helt udkørt, slår det én med nattens sidste tanke; det er her, Hauge vil have mig. Den skarpskyder fik mig igen.
Til trods for min begejstring for Hans Hauge, burde han prøve noget helt nyt og skrive en roman. Hans nuværende stil fungerer i kortere bøger, i essayform og i kronikker i avisen er Hauge decideret fremragende, men i ”De kendte og de glemte” bliver det nok for langt for alle andre end professorerne til festen.
En roman vil give ham den variation, han har brug for. En sylespids, groft tegnet, satirisk roman fuld af voldsom viden, en sans for det smudsige, det selvhøjtidelige, og så overraskelsen; en helt som redder det hele, en helt som minder ikke så lidt om Hauge selv, en helt som kan de tyske tænkere udenad. Bare en idé. Jeg tror, Hauges bedste bog venter. Indtil dér, og er du Hauge-fan, har du ”De kendte og de glemte.” Sov godt.
Hans Hauge: De kendte og de glemte. 352 sider. 299,95 kroner. Multivers.