Oskar Kokoschkas malerkunst er ekspressiv, symbolsk og bevægelig i ny udstilling

Stor udstilling med den østrigskfødte Oskar Kokoschka på Leopold Museum i Wien demonstrerer malerens særlige kræfter og betydning for eftertiden

Bevægende er et af de sidste malerier ”Time, Gentlemen Please” fra 1971-1972, et udsagn, der varsler lukketid på pubben, men som her er en aldrende kunstners påmindelse om, at lukketid nærmer sig. –
Bevægende er et af de sidste malerier ”Time, Gentlemen Please” fra 1971-1972, et udsagn, der varsler lukketid på pubben, men som her er en aldrende kunstners påmindelse om, at lukketid nærmer sig. – . Foto: Tate, London/Fondation Oskar Kokoschka/Bildrecht Wien.

Den østrigskfødte maler Oskar Kokoschka var en oprørsk og vild ung mand i århundredskiftets Wien. Det er også den periode af hans værk, der er mest kendt. Men Oskar Kokoschka blev siden en fredselskende og ganske produktiv maler, der tilmed blev meget gammel. På en stor retrospektiv udstilling på Leopold Museum i Wien i Østrig kan man se hans værk udfoldet i en kronologisk sammenhæng.

Leopold Museum ligger i Wiens museumskvarter, som i sig selv er et skærmet rekreativt område med herlige barer og steder at hænge ud og en stor König-kunstboghandel, man kan forsvinde i timevis i. Museet, der blev indviet i 2001, er en kubisk blok klædt i hvid kalksten, sat ned midt i byen, hvor dekoration og ornamenter fra tiden med kejser Franz Joseph I fylder så meget, at der naturligvis måtte fostres en kritiker som Adolf Loos (1870-1933), der i 1908 ligefrem udråbte ornament til en forbrydelse. I den henseende er Leopold Museum helt skyldfrit, der er ikke så meget som et øjenbryn at skue på den bygning.

Den unge Oskar Kokoschka havde et stormfuldt forhold til Gustav Mahlers enke, Alma. Hun endte med at gifte sig med Walter Gropius. Her er kunstnerens maleri af de to fra 1912/1913. –
Den unge Oskar Kokoschka havde et stormfuldt forhold til Gustav Mahlers enke, Alma. Hun endte med at gifte sig med Walter Gropius. Her er kunstnerens maleri af de to fra 1912/1913. – Foto: Museum Folkwang, Essen/Artothek/Fondation Oskar Kokoschka/Bildrecht Wien

At Leopold Museum så dagens lys skyldes ægteparret øjenlægerne Rudolf og Elisabeth Leopold, som i ekstensiv grad begyndte at samle kunst lige efter krigen, dengang da kunstnere som Gustav Klimt, Egon Schiele, Richard Gerstl og Oskar Kokoschka ikke var i så høj kurs, og de derfor kunne erhverve store mesterværker. Ægteparret stiftede siden en fond, der overtog samlingen, og nu kan alle altså glæde sig over den enorme samling af værker fra Wien omkring det forrige århundredskifte. Museet har således den bedste samling af Schieles værker.

Indenfor er der ikke meget dagslys, hvilket er en fordel for skrøbelige værker, men en smule trættende for menneskekroppen. Men heldigvis har museet en dejlig restaurant med en skøn terrasse, hvor man kan trække lidt frisk luft i en pause.

Man kan godt have brug for en pause, når man ser udstillingen med Oskar Kokoschkas arbejder fra et langt kunstnerliv – Oskar Kokoschka blev født i 1886 og døde i 1980. På udstillingen er der valgt 270 værker ud, heraf en stor del grafik fra ungdomsårene.

Udstillingen er kronologisk og åbner med Kokoschkas dels mytisk-symbolistiske og dels voldsomme ekspressive værker fra ungdomsårene i Wien. Det handler om seksualitet og død, det lå i tiden, kan man sige; i 1899 kom Freuds ”Drømmetydning”, og i 1903 udgav den unge Otto Weininger, som samme år tog livet af sig, ”Geschlecht und Charakter” (Køn og Karakter), et filosofisk-psykologisk, frustreret og misogynt værk, ifølge hvilket det kvindelige køn havde to muligheder: prostitution eller moderskab.

Oskar Kokoschkas maleri af ham selv og Alma Mahler fra 1913. Den unge Oskar Kokoschka havde et stormfuldt forhold til Gustav Mahlers enke. Hun endte med at gifte sig med Walter Gropius. –
Oskar Kokoschkas maleri af ham selv og Alma Mahler fra 1913. Den unge Oskar Kokoschka havde et stormfuldt forhold til Gustav Mahlers enke. Hun endte med at gifte sig med Walter Gropius. – Foto: Leopold Museum

Et yndet motiv for både den unge Kokoschka, og for den senere Schiele, er det unge menneske med alle de drifter, der rumsterer i det, men som endnu ikke er blevet tvunget ind i den borgerlige form. Det er enkle tegninger med blyant og ganske let akvarel af magre børn, udstående hofteben, brystvorter markeret som ulmende ømme punkter.

Oskar Kokoschka gik ikke på Kunstakademiet, men på Kunsthåndværkerskolen, hvorfra han blev smidt ud. Oprørsk var han, men leve skulle han også, og omkring 1906-1911 laver han en lang række fremragende portrætter af byens nervøse borgerskab. I portrætterne vil han fange en indre sandhed, og det går på sin vis ud over den ydre skønhed – modellerne har store knoklede hænder, de ser rystede ud, som kom de ud fra et indre mørke. Ofte sprang bestillerne fra, når de så det færdige værk, og det var Kokoschkas held, at Loos, arkitekturkritikeren, havde taget ham under sine vinger og købte værkerne.

Den unge Oskar Kokoschka havde et stormfuldt forhold til Gustav Mahlers enke, Alma. Hun endte med at gifte sig med Walter Gropius, og desperadoen Kokoschka bestiller simpelthen en dukke af hende i fuld figur. På udstillingen har en dukkemager lavet en kopi, hvid og pelset er den, det føles ikke særlig rart at se på.

Foto til højre: Kokoschka, der lagde ud som sort og radikal i ungdommen, kan skildre sig selv som en hjemkommen Peer Gynt i 1973, en lille mand i blå kappe, der er blevet, hvad han er. –
Foto til højre: Kokoschka, der lagde ud som sort og radikal i ungdommen, kan skildre sig selv som en hjemkommen Peer Gynt i 1973, en lille mand i blå kappe, der er blevet, hvad han er. – Foto: Julien Gremaud/Fondation Oskar Kokoschka/Bildrecht Wien

Oskar Kokoschka var hele sit liv en rejsende kunstner, og da nazismen kom, blev det også til flugt. Hans deltagelse i Første Verdenskrig havde gjort ham til pacifist. Han flygtede fra Wien til Prag og siden til London. Her brugte han aktivt sin stemme og med blandet held sit maleri i antinazismens tjeneste. Fra London erfarede han i 1937, at han var Hitlers kunstneriske fjende nummer et på vandreudstillingen ”Entartete Kunst”, med den konsekvens, at hundredvis af hans værker blev konfiskeret fra tyske museer. Kokoschka blev britisk statsborger i 1946, bosætter sig siden i Schweiz, og sent i livet genoptager han sit østrigske statsborgerskab.

Kokoschkas maleri er ekspressivt, symbolsk og bevægeligt. Men bortset fra en kort periode i de unge år har han ingen forbindelse til den ekspressionistiske bevægelse.

Kokoschkas maleri fra tiden i London og frem er på mange måder besværligt at have med at gøre. Indimellem er det lysende godt, indimellem nærmer det sig det rene kitsch. Han holdt hele livet fast i, at maleriet skulle være figurativt, aldrig abstrakt, og det skulle være bevægeligt. Det er det også, voldsomt, farverigt indimellem til overflod, altid som havde en kraftig vind blæst igennem det. Han bruger olie, så det ligner pastelkridt, han gnider og skribler og danser med sin pensel, og motivisk er vi oppe på den store (også selvmytologiserende) klinge, når han griber tilbage til de græske myter, for eksempel i et otte meter langt triptykon, der får en til at tænke ”Willumsen på syre”. Man kan se, hvad han har betydet for en maler som Baselitz, der også havde denne nervøse hånd.

Omkring 1906-1911 laver Oskar Kokoschka en lang række fremragende portrætter af byens nervøse borgerskab. Her er det hans portræt af litteraturkritikeren Adolf Loos fra 1909. –
Omkring 1906-1911 laver Oskar Kokoschka en lang række fremragende portrætter af byens nervøse borgerskab. Her er det hans portræt af litteraturkritikeren Adolf Loos fra 1909. – Foto: Leopold Museum

Bevægende er et af de sidste malerier ”Time, Gentlemen Please” fra 1971-1972, et udsagn, der varsler lukketid på pubben, men som her er en aldrende kunstners påmindelse om, at lukketid nærmer sig. Men hvilken gyldent lysende lukketid! Man kan tænke på Edvard Munchs alderdomsbillede, hvor han er fanget mellem uret og sengen. Kokoschka derimod, der lagde ud som sort og radikal i ungdommen, kan skildre sig selv som en hjemkommen Peer Gynt i 1973, en lille mand i blå kappe, der er blevet, hvad han var. ”Mennesket er altings mål”, som hans maleriske credo lød.