Prøv avisen

Den eventyrlige virkelighed

Jeg lovede i sidste uge, at jeg ville gøre rede for Simon Grabowskis H.C. Andersen-læsninger. Det drejer sig om et vægtigt indlæg i skriftet ”Anderseniana” fra 1992, skriver forfatter og teolog Johannes Møllehave. - Foto: Leif Tuxen

EVENTYRLIGT: Simon Grabowski har lavet nogle interessante, og med urette oversete, læsninger af H.C. Andersens eventyr

Jeg lovede i sidste uge, at jeg ville gøre rede for Simon Grabowskis H.C. Andersen-læsninger. Det drejer sig om et vægtigt indlæg i skriftet Anderseniana fra 1992.

Jeg kendte det ikke, selvom jeg har skrevet en bog om H.C. Andersens humor. H.C. Andersens salt kaldte jeg den, fordi Andersen i et brev til en veninde skrev: Humoren var saltet i mine eventyr.

Det forekom mig at være en værdifuld karakteristik, som jeg havde lyst til at undersøge. Det, man salter, holder længere. Desuden indgår saltet i alle suppens ingredienser.

På samme måde finder man H.C. Andersens humor i titlerne for eksempel er en standhaftig soldat en soldat, der er så tapper, at han ikke bøjer sig. Men en standhaftig tinsoldat kan jo ikke bøje sig af gode grunde.

Det var humoren, jeg var på sporet af, og dens afgørende betydning for tonen i eventyrene. Simon Grabowski er ude i et helt andet ærinde. Det, han vil vise, er H.C. Andersens opfattelse af begrebet sjæl. Han påviser aldeles overbevisende, at H.C. Andersen tror, at sjælen findes, før den tager plads i et legeme, og at den lever, efter at kroppen er død.

Han analyserer et eventyr, jeg holder meget af, Eventyret om Hørren (1849). Man skal måske læse det som en moddigtning af eventyret om Grantræet (1844 ). Grantræet er aldrig til i sit øjeblik. Det bryder sig ikke om at være lille og stå ude i skoven.

Det havde slet ingen fornøjelse af solskinnet, af fuglene eller de røde skyer, som morgen og aften sejlede hen over det.

Grantræet kan ikke nyde et eneste øjeblik. Det er evigt bekymret, og øjeblikkene forsvinder, til livet er forbi. Forbi, forbi, og det bliver alle historier. Helt anderledes forholder det sig med hørren. For hørren er hvert livsafsnit optimalt. Det nyder at være en del af naturen:

Solen skinnede på hørren, og regnskyerne vandede den, og det var lige så godt for den, som det er for småbørn at blive vasket og så få et kys af moder; de bliver jo deraf meget dejligere. Og det blev også hørren.

Men hørren elsker hvert livsafsnit. Den holder af at blive til lærred og siden til undertøj og siden komme i papirmøllen og blive dejligt hvidt papir. Nej, det er en overraskelse! Og en dejlig overraskelse, sagde papiret! Nu er jeg finere end før, og nu skal der skrives på mig! Og hvad kan der ikke blive skrevet! Det er en mageløs lykke.

Papiret kommer til bogtrykkeren, og de ord, der er skrevet på papiret, kommer i bøger, og papiret bliver lagt på hylden:

Ja, det er det allerfornuftigste! tænkte det beskrevne papir, Det er meget rigtigt, at man samler sig og kommer til eftertanke om, hvad der bor i en. Nu først ved jeg rigtigt, hvad der står i mig! Og kende sig selv, det er det egentlige fremskridt. Hvad mon der nu vil komme, noget fremad sker der, det går altid fremad!

Men til sidst bliver papiret smidt i pejsen, det skal brændes, for at det ikke skal ende hos spækhøkeren og komme om smør og puddersukker. Alt papiret går op i luer. Og de små sodpartikler går op gennem skorstenen. Børnene i huset ser papiret brænde og tror, at visen er ude.Men de små usynlige væsner sagde hver: Visen er aldrig ude! Det er det dejligste ved det hele. Jeg ved det, og derfor er jeg den allerlykkeligste. Sjælen overlever forgængeligheden. Det er ikke alle historier, der bliver forbi, forbi, som grantræet troede. Hørren ved bedre.

I eventyret om Peiter, Peter og Peer fra 1868 er der endda tale om sjælens præeksistens. Her fortælles det, hvordan hver sjæl falder ned fra himlen og lander i en blomst, hvorfra storken henter sjælen op til den nyfødte, og når døden kysser et menneske, flyver sjælen op i den store evigheds land, men hvorledes der er og ser ud, kan ingen sige. Det er fint, at Simon Grabowski tager fat på dette lidt oversete eventyr. Han mener, at H.C. Andersens bibellæsning er forudsætningen for hans fortælleform og livsanskuelse.

Berømt er H.C. Andersens dialog med Oehlenschläger. Oehlenschläger havde skrevet Lær mig, o skov at visne glad. Tanken fyldte H.C. Andersen med rædsel. Han holdt fast på, at der er et evigt liv. Da Oehlenschläger drog tanken om det evige liv i tvivl, råbte H.C. Andersen:Man kan forlange det!

Hvorfor han blev så heftig, forstår man klarere efter Simon Grabowskis udlægning af en række kerne-eventyr. Det burde blive til en bog en skønne dag!

kultur@kristeligt-dagblad.dk