Prøv avisen
Film

Den evige kamp mod undertrykkelse

3 stjerner
Barry Ward i rollen som den socialt indignerede Jimmy Gralton, der rejser en dansehal som et fristed for de underbemidlede i hjembyen. Foto: Paradis Bio

Briten Ken Loach har skabt endnu en sympatisk og velmenende film om småkårsfolks stræben efter frihedog retfærdighed

Ken Loachs ny film, ”Jimmy's Hall”, er en livsfrise over en autentisk skikkelse i Irlands historie. Nemlig Jimmy Gralton, der i 1920'erne og igen i 1930'erne forsøgte at åbne en dansehal i landsbyen County Leitim i et land på randen af borgerkrig og depression.

I Ken Loachs drama fremstilles Jimmy Gralton som den charmerende husmand, der vil noget mere og andet med sit liv. Ikke alene, men sammen med andre. Drevet af socialistiske ideer ønsker han at rejse et hus til gavn for fællesskabet. Et hus, hvor de mindrebemidlede kan undervise hinanden og udfolde deres tanker og talenter - og selvfølgelig danse og more sig. Et hus rejst ud af de tanker, der også drev den danske folkehøjskole frem i 1800-tallet.

I filmen bliver ”Jimmy's Hall” et sindbillede på den kunstneriske frihed og den socialistiske idé om sammenhold på lige vilkår. Derfor er fjenderne givne: de politiske og religiøse undertrykkere, der sammen med godsejerne sidder på magten. Ken Loach fortæller historien med disse klart definerede roller og karakterer. Det bliver de gode mod de onde, glæden mod det glædesløse, volden mod humanismen, undertrykkere mod de undertrykte, hvis oprør synes frugtesløst. Og dog: I Ken Loachs utopi knyttes håbet til ungdommen, der gør oprør mod de stivnede autoriteter og på længere sigt har potentialet til at vinde. En klassisk marxistisk forjættelse.

Selv udnytter instruktøren ikke det ungdommeliges nybrydende potentiale. Hverken hvad angår filmsprog eller politisk diskurs. Ken Loachs film er traditionelt episk fremadskridende med nogle instruktive og helt unødvendige flashbacks. Magthaverne er entydigt onde, og de magtesløse entydigt gode. Bortset fra den lokale katolske præst, der kan mere end sit fadervor, er karaktererne låste.

Det gør handlingen forudsigelig og en smule kedsommelig. ”Jimmy's Hall” sætter ikke for alvor følelserne og harmen på spil og virker derfor heller ikke frigørende eller mobiliserende på beskueren. Stik mod hensigten.

Men Ken Loach ville ikke være den instruktør, han er, hvis ikke der var smukke billeder, autenticitet i detaljen og dertil glimrende ensemblespil i de bærende roller: Barry Ward er entusiastisk som Jimmy, Aileen Henry rørende som hans gamle mor, og Jim Norton farligt beregnende som den katolske fader Sheridan. ”Jimmy's Hall” lægger sig tematisk og historisk i forlængelse af instruktørens Cannes-prisvinder fra 2006 ”The Wind That Shakes the Barley” (Vinden der ryster kornet) om Irlands kamp for uafhængighed.

Men den aktuelle premiere savner denne films styrke, ligesom den ligger langt fra et uforglemmeligt poetisk mesterværk som ”Kes” (1969), der for alvor skrev Ken Loach ind i europæisk filmhistorie som socialt indigneret mesterinstruktør. Med al den uretfærdighed, der er i verden, er der altid brug for instruktører som Ken Loach, selv må han imidlertid skærpe sanserne.

kultur@k.dk