Prøv avisen

Den første by

"Koordinater" er både en fortælling om at stå på egne ben - at møde kærlighed, afmagt og tab, og en indtagende kærlighedserklæring til København. Tilsammen: en fornem debut for Amalie Laulund Trudsø.

Jeg vil forære dig alt det skønne, jeg ser. Jeg vil skænke dig København, skrev Otto Gelsted i 1923. I 2013 er det Amalie Laulund Trudsø, der skænker os sit København

Amalie Laulund Trudsø, født 1988, debuterer i dag med en Koordinater. Det er, som undertitlen lyder, en samling af københavnertekster, 60 ganske korte tekster, der sammen danner en fortløbende historie om en ung kvindes ankomst fra en form for provins til storbyen og studiebyen København og hendes langsomme tilegnen sig gaderne og stederne.

Fra at være et abstrakt kort i lommen får Københavns gadenet sit eget liv, danner sit private mytologiske væv, indgår hemmelige forbindelser i og med, at gaderne knyttes sammen af kærlighedshistorier, flytninger, fester. Fra den første nyslåede nøgle, der åbnede til et rum i Øster Søgade, til andre midlertidige boliger i byen, andre kvarterer, der skal indoptages, sluttende med Brobergsgade på Christianshavn, en helt anden bydel, der symbolsk lukker for denne historie, men jo også åbner for en ny begyndelse, der ligger uden for ens ramme.

LÆS OGSÅ: Alle har en historie at fortælle

Bogens tekster har alle et gadenavn som overskrift, enkelte gader optræder flere gange. Særligt ramt følte jeg mig, da jeg kom til Njalsgade, hvor jeg kunne have været studiekammerat med tekstens morfigur: Min mor fortæller mig om dengang, hun selv gik på universitetet, hun kan slet ikke blive færdig med at erindre den tid, pludselig. () Hun giver mig sin fortid, som om fremtiden, hun donerede, ikke var nok. Jeg sidder på kanten af den kunstige kanal og kniber øjnene sammen, mens jeg lytter, på den måde ser svanerne opløste ud: som rester af flødeskum, man er ved at vaske af en skål, som skyer over huset, hjemme.

Læg mærke til, hvordan Trudsø forbinder moderens stemme i telefonen, der taler hjemmefra, med sin egen krop, placeret ved en af kanalerne ved universitetet, hvor hun i det talende nu betragter svanerne, som med ét bliver en visualisering af himlen derhjemme.

I begyndelsen er der euforien over at få en hel by forærende, med al dens tid og historie, at vandre gennem Nyboder og finde de sjove gadenavne, og midt i Delfingade mærke, at historien ligger lige under overfladen af den moderne by. Men hurtigt bliver byen ens egen, en baggrund, på hvilken det tidlige voksenliv med alle dets store eksistentielle erfaringer udfolder sig.

Skydebanegade, en tilfældig aften, en tilfældig fest, hvor han viser sig for første gang, interessant, men også farlig, anderledes: du er kraftedeme grim med den blå kasket og det hår ned i nakken, med stribede bukser som en cirkusklovn og en hvid, forvasket T-shirt i samme tone som dine tænder.

Siden kommer forelskelsen, vild og grænseløs, her Griffenfeldsgade: Vi slås, og vi knalder, så vaserne klirrer, jeg kaster op, og koger en kylling. Desperationen, som bunder i kærestens psykiske sygdom, er lige bagved, og Amalie Laulund Trudsø skriver hudløst og med en stilsikker enkelhed om mørket, der vælder fra ham og fra byens vintergader, om at blive forladt og fortvivlet. At vandre langs Sortedam Dossering og længes mod forår.

Der kommer forår og sommer igen, nye kvarterer, en anden kærlighed med dens vanskeligheder, andre erfaringer. I princippet en uendelig historie, som her vel strækker sig over to år. Koordinater er både en fortælling om at stå på egne ben at møde kærlighed, afmagt og tab, og en indtagende kærlighedserklæring til København. Tilsammen: en fornem debut for Amalie Laulund Trudsø.