Prøv avisen
Film

Stilren skildring af dødbringende kærlighed

5 stjerner
Birte Schnoeink og Christian Friedel i rollerne som de umage elskende Henriette Vogel og Heinrich von Kleist i Jessica Hausners stilrene drama ”Amour fou”. Foto: Paradis Bio.

Jessica Hausners udsøgte kammerspil ”Amour fou” om det fatale forhold mellem Heinrich von Kleist og Henriette Vogel forholder sig kritisk til den sværmeriske romantik

Da den 34-årige forfatter Heinrich von Kleist sent i november 1811 først skyder sin veninde Henriette Vogel og derefter sig selv, bliver det i både samtiden og eftertiden opfattet som et udtryk for den essentielle romantiske ”Liebestod”.

To unge mennesker går i døden med hinanden og demonstrer hermed, hvordan kærligheden med ubrydelig kraft overskrider selv livet og rækker ind i døden.

At det ikke er så enkelt, endsige lykkeligt, for slet ikke at tale om fornuftigt, skildrer den østrigske instruktør Jessica Hausner i det underspillede drama ”Amour fou”, der tager udgangspunkt i den tragiske affære mellem den desillusionerede Heinrich von Kleist og den tilsyneladende uhelbredeligt syge Henriette Vogel.

I udsøgte berlinske biedermeier-interiører fanger hun underfundigt skismaet mellem de konventionelle, høflige og ceremonielle omgangsformer hos aristokrati og borgerskab og så den fatale lidenskab og længsel efter ”det interessante”, der kan bringe mennesker ud af fatning.

Kvinderne med kyser og højtaljede empirekjoler kender deres plads i hjemmet, hvor de synger og musicerer om sarte, afblegede længsler og knækkede blomster, mens mændene med en vis bæven diskuterer Den Franske Revolution og en ny tids friheds- og lighedsidealer.

Vi er i 1800-tallets begyndelse, hvor romantik og realisme støder sammen, og patriarkatet så småt begynder at erodere og efterlader mændene rådvilde.

Jessica Hausners romantiske silhuet klip og høfligt afmålte skyggespil rammer tiden på tonen, men gør også hele historien absurd, netop på grund af de stiliserede omgangsformer.

Selv kalder hun ”Amour fou” for en blanding af drama og komedie. Det tragiske kan blive så uafvendeligt, at det vender vrangen ud og kalder på latteren.

Det er kunststykket i ”Amour fou”. For ind i dette højborgerlige interiør anno 1811 kaster instruktøren den umodne von Kleist (Christian Friedel).

Den unge poet er fortvivlet på livets vegne og ser kun meningsløshed foran sig. Han lider, som var han Goethes unge Werther. Men Kleist søger ikke døden alene, han søger efter en kvinde at dele døden med.

For kun i døden bliver kærligheden mellem to mennesker sand, synes han at mene. Han erklærer sin kærlighed til den ene kvinde efter den anden, men de betakker sig, når de hører, hvad hans kærlighed indebærer. Først hos Henriette Vogel (Birte Schnoeink) vækker hans sværmeriske dødsromantik genklang.

Henriette Vogel er på 12. år gift med embedsmanden Friedrich Vogel (fremragende gestaltet af Stephan Grossmann, suverænt skuespil!). Deres ægteskab er formelt, ægtesengene står i vinkel, så de to ligger med ryggen til hinanden, og i daglig tale er de Des.

Henriette næres og tæres af udefinerlige længsler og falder i svime. Som den sarte anemone, hun synger om, får hun ikke plads til at blomstre. Jessica Hausner skildrer nuanceret Henriettes paradoksale blanding af frygt for det ukendte og lyst til at sprænge det givne rum.

Hendes længsler sætter sig i hende som en nervøs lidelse, en slags hysteri, der imidlertid diagnosticeres som en livstruende sygdom. I denne tilstand bliver hun åben for Heinrich von Kleists fatale fristelse.

Og dog. Det er det fine i Jessica Hausners ”Amour fou”, at Henriette Vogel netop ikke brænder igennem lidenskabeligt, men gradvist indser, at livet er værd at holde fast i, og at der er et håb, også i ægteskabet.

Men erklæret sit genvundne livsmod direkte får Henriette ikke, hverken over for ægtemanden eller den selvhøjtidelige, skæbnesvangert overspændte bejler. Det er filmens bitre ironi, at Henriettes død er meningsløs. I stedet for at blive en del af livet, bliver hun en del af Heinrich von Kleists romantiske iscenesættelse.

Jeg er ikke sikker på, at Jessica Hausner yder forfatteren Heinrich von Kleist fuld biografisk retfærdighed. Han fremstilles som egoistisk, forfængelig og sårbar, ja, nærmest som en karikatur på en følsom poet, og så langt fra en raffineret fortæller, som tænkes kan.

Men inden for filmens egen dramaturgiske sammenhæng fungerer han glimrende som intrigant, der får biedermeier-interiøret til at blive løst i fugerne og pianofortet til at spille falsk.

Flere af Kleists skuespil og noveller er tidligere blevet filmatiseret, blandt andre ”Markise von O” (1808) af Eric Rohmer i 1970'erne. Men Jessica Hausners filmiske æstetik er i særklasse med de mest fuldendte billedkompositioner, behersket af ro, samstemte farver og stille liv. De er som taget ud af tysk og skandinavisk malerkunst fra epoken.

Alt er skildret med anstand og på afstand og derfor så bristefærdigt fuld af følelse og længsler, der vil ud, men ikke ved hvordan, og med et sprog, der ikke kan finde ord for tragedien, da den rammer.

”Amour fou” er et lille stilrent mesterstykke.

kultur@k.dk