Den filosofiske selskabsløve, som blev liberal ledestjerne

Isaiah Berlin var i afgjort og principiel modsætning til al totalitarisme. Ny biografi præsenterer hans skelsættende liv og tænkning

Filosoffen Isaiah Berlin blev født i 1909 i Letland i en jødisk familie. Som barn overværede han Den Russiske Revolution, og det vakte ham til erkendelse af en grum virkelighed: totalitarismen. Siden satte han sig for at indvie den læsende verden i denne erkendelse.

I Storbritannien valgte Berlin at uddanne sig som idéhistoriker, idet han ville være sikker på at forlade denne planet med en større viden, end da han første gang satte fod på den. Under Anden Verdenskrig fik Berlin praktisk politisk erfaring i Washington som presseattaché. Churchill læste ham med interesse og udbytte, men ved en reception forvekslede han komponisten Irving Berlin med Isaiah Berlin. Churchill fik dog færten af forvekslingen, da Irving Berlin på spørgsmålet om, hvad han betragtede som sit vigtigste værk, svarede: ”White Christmas.”

Efter krigen virkede Isaiah Berlin som filosofiprofessor i Oxford. Universitetets rektor sagde om Isaiah Berlin, at ”ligesom Vorherre og Sokrates, så skriver han ikke meget, men han tænker og siger en masse og har dermed kolossal indflydelse på vor tid”.

Ja, for Berlin skrev stort set kun på opfordring: ”Jeg er som en hyrevogn, hvis jeg ikke bliver hyret, holder jeg stille.”

Ifølge Henry Hardys nye biografi var opfordringerne dog mange. Da Hardy første gang beser Isaiah Berlins arkiv i 1972, minder det ham således om udgravningen af farao Tutankhamons grav: ”Omfanget af materiale var overvældende, skræmmende og fascinerende.”

Samarbejdet med Berlin blev hans livs højdepunkt, og første del af Hardys biografi handler om redigeringen af de henved 180.000 sider. Anden del af bogen handler om Berlins tænkning. Opdelingen og den omstændelige fortællestil gør læsningen noget anstrengende, og Hardy røber selv, at han undertiden kom på kollisionskurs med sin læremester. På et tidspunkt havde Hardy lagt al sin omhu og kyndighed i at efterspore et bestemt citat i Berlins manuskript, hvilket udløste følgende udbrud: ”Du bør ikke længere blive overrasket over min totale unøjagtighed, min manglende præcision og min forvanskning af citater. Naturligvis ved jeg ikke, hvor jeg har citatet fra. Hvad regner du mig for?”.

Udbruddet forklarer også, hvorfor det ofte virker, som om Berlin skriver om sig selv, når han skrev om andre. Berlins genialitet lå i, at han med imponerende smidighed var i stand til at jonglere med tankegodset hos store tænkere og servere det så elegant, at Karl Marx, Niccolò Machiavelli og Friedrich Hegel forekom mere interessante i Berlins udlægning end i deres egne tekster.

Berlins mange essays formulerede noget væsentligt om den menneskelige tilværelses mangetydige, relative karakter. Den liberale filosofs vigtigste bidrag til åndshistorien er hans sondring mellem negativ og positiv frihed. Den negative frihed omfatter privatlivet, hvor borgeren må indrette sig efter egne ønsker, når blot disse ikke kolliderer med det omkringliggende samfund.

Den positive frihed handler om retten til at vælge magthaverne. Men magthaverne kan argumentere for, at det er nødvendigt at kontrollere stadig større områder af borgernes privatliv, og dermed kan de ramme en livsholdning via loven. Hvem sagde ”burkalov”?

I skrift og tale påvirkede Berlin sin samtid så meget, at det samlede værk vil sætte sig spor i kommende slægtled, hævder Hardy. Berlin selv var af en helt anden opfattelse:

”Jeg forbliver urokkeligt overbevist om, at jeg livet igennem har været overvurderet”.

Hardy måtte overtale ham til at lade sine essays udgive i bogform, og ofte nedlagde Berlin forbud mod genoptryk, men takket være Hardy har vi fire bind af de breve, Berlin elskede at skrive: ”Det er som et slags narkotikum, eftersom det er en stor aflastning fra det virkelige arbejde.”

Berlin var livet igennem i besiddelse af et stort konversationstalent, hvormed han altid kunne manøvrere sig derhen, hvor det var mest fordelagtigt at opholde sig. Det bragte ham på tomandshånd med folk som Freud, Einstein, Virginia Woolf samt den hovedrige Aline Halban, med hvem han blev gift i 1956.

Berlin tilbragte derfor resten af sit liv i ubekymret luksus, alt imens han dikterede de essays, som Hardy sidenhen udgav, og som gjorde, at filosoffen var ombølget af succes og sympati ved sin død i 1997.