Prøv avisen

Overlegen Muhammad Ali-biografi viser dobbeltheden ved den moderne sportsstjerne

6 stjerner
På den ene side var Muhammad Ali beskeden, sært naiv og meget venlig, og på den anden side var han ekstremt selvoptaget og til tider brutal. Jonathan Eigs bog om bokseren adskiller sig velgørende fra andre Ali-biografier ved klart at fremstille de mange svagheder ved en blandet karakter. Foto: Larry Stoddard/AP/Ritzau Scanpix

Fremragende biografi om bokseren Muhammad Ali beskriver, hvordan sportsfigurer skal forstås som en inspiration til storhed. Også selvom sportsstjerner kan være meget små indeni

Selvom den i dag fylder meget, har den moderne sportsfigur ikke været iblandt os særlig længe. Den voksede frem i 1900-tallet og blev først for alvor med massemediernes udbredelse helt central i vores kultur. I dag fylder sportsfolk voldsomt meget, hvilket VM i fodbold i Rusland i de kommende uger vil illustrere, og skal man nævne én sportsmand, der var med til at indvarsle dyrkelsen af sportshelten, må det være bokseren Muhammad Ali. En ny stor biografi om denne mand, der døde i 2016, udkommer på dansk i dag med titlen ”Ali – et liv”. Den er skrevet af den amerikanske journalist Jonathan Eig, der på baggrund af et enormt researchmateriale med blandt andet 500 interviews og ny viden om de fysiske konsekvenser af boksesportens hårdhed skildrer hele Muhammad Alis liv og dets mange aspekter angående både boksning, race, rigdom, islam, amerikansk selvopfattelse og kropsligt forfald.

Jeg lærte Muhammad Ali at kende sidst i 1970’erne, hvor jeg som halvstor pige stod op midt om natten for at se ham bokse, og da var han allerede en mærket mand. Han var stadig selvsikker og højtråbende, men hurtigheden i ringen var væk, og han tog imod de mange tæsk, der gradvist nedbrød hans fysik. Alligevel var Muhammad Ali i mine barneøjne aldeles dragende og kom til at stå for mig som indbegrebet af trods og livskraft. Magien fra hans usædvanlige nærvær strømmede gennem tv-skærmen helt ude i en stille østjysk stationsby.

Cassius Clay, som han oprindeligt hed, blev født i 1942 i byen Louisville i delstaten Kentucky. Modsat mange andre boksere var han ikke formet af slum og fattigdom, men voksede sammen med sin bror op i trygge rammer, omend med en noget udsvævende og egoistisk far. Da den 12-årige Cassius fik stjålet sin cykel og harmdirrende opsøgte politibetjent Joe Martin, opfordrede Martin den iltre dreng til at gå til boksning, og hermed begyndte en utrolig boksekarriere, der for alvor fik retning, da Cassius Clay vandt OL-guld i 1960 i Rom. Clay var fra begyndelsen en helt bemærkelsesværdig sværvægter, der bevægede sig med en næsten overnaturlig lethed, når han fløj som en sommerfugl og stak som en bi. Ingen havde set noget lignende før, og Cassius Clay blev konstant af både mænd og kvinder beskrevet som den smukkest tænkelige menneskelige skabning. Samtidig fyldte han rummet med talestrøm, hjemmestrikkede digte, sjov og ballade, barnlige indfald og en komplet skamløs selvpromovering.

Den unge mand levede og åndede hvert sekund for at blive berømt, rig og den største til alle tider, og Cassius Clay var et brølende varsel om selfie-kultur og individets endeløse behov for at blive bekræftet. Men der var mere på spil, for han fik også en rolle som oprører. Et nyt kapitel indledtes, da han mødte den åndelige leder af Nation of Islam, Elijah Muhammad, og konverterede til islam, hvormed han fik sit nye navn – Muhammad Ali. Den muslimske påvirkning fyrede kraftigt op under Alis fra barndommen grundlagte harme over at tilhøre en undertrykt sort minoritet i det hvide kristne USA, og han blev både forhadt og beundret, da han nægtede at aftjene værnepligt under Vietnamkrigen.

Midt i alt dette skal man bare huske, at Muhammad Ali ikke var en dybt tænkende mand. Han var flygtig af natur, kun behersket begavet, han læste ingen bøger, knap nok Koranen, og hans forbindelse til Nation of Islam – der her beskrives som et højst ubehageligt hyklerisk foretagende – fremstår mest som et opportunistisk middel til Alis evige selviscenesættelse.

Jonathan Eigs bog adskiller sig velgørende fra andre Ali-biografier ved klart at fremstille de mange svagheder ved en blandet karakter.

På den ene side var Muhammad Ali beskeden, sært naiv og meget venlig, og på den anden side var han ekstremt selvoptaget og til tider brutal, hvilket ikke mindst prægede bokserens tre første ægteskaber. Ali udlevede et hæmningsløst sexliv, var systematisk utro og krævede samtidig muslimsk kyskhed af sine koner. Denne mandschauvinist af værste skuffe var sygeligt fascineret af penge og andres beundring og kunne i infantil kedsomhed finde på at ringe tilfældige mennesker op blot for at fryde sig over deres målløshed, når de indså, at det var selveste Muhammad Ali, de talte med. Han kaldte sine boksemodstandere de mest nedværdigende ting, og han fyrede selv nære venner, hvis det var belejligt. Muhammad Alis utroværdigt flygtige væsen beskrives blandt andet sådan her: ”Ali ville gå ud på toiletterne og møde en fyr, og før man ved af det, er det hans nye bedste ven.”

Ved cirka dette punkt i den murstenstykke bog blev jeg lidt trist. Jeg er ikke naiv, jeg har mødt mange simple sportsfolk, og ikke mindst boksere, men jeg har altid set Muhammad Ali som bærer af mere essens, og alle ved nok, at det kan være pinefuldt at blive antastet på den kilde til livsglæde, der gennemstrømmede én allerede som barn.

Men så sker der pludselig noget. I bogens anden del begynder Jonathan Eig næsten omsorgsfuldt at samle sin hovedperson op igen. Vi er nu fremme ved de helt store kampe mod Joe Frazier og ikke mindst mødet i det daværende Zaire i 1974, ”The Rumble in the Jungle”, med kæmpen George Foreman, som Norman Mailer beskriver så mesterligt i bogen ”Kampen”. Og som blev kulminationen på Alis andet kapitel som bokser. Nu dansede han ikke mere, for ungdommens lethed var væk, og som 32-årig rendyrkede han i stedet stilen med at læne sig ud i tovene og lade modstanderen slå sig træt, indtil Ali pludselig trådte et skridt til siden, gik til modangreb og slog den anden i gulvet. Præcis sådan gik det her i Zaire i ottende omgang, og med den kamp blev Muhammad Alis position urørlig. Til gengæld understregede den også, at han spillede hasard med sit helbred. På grund af sin hurtighed som ung havde han aldrig udviklet den helt grundige bokseteknik, og han blev gennem årene ramt frygteligt mange gange i hovedet, hvilket snart medførte sløret tale og klodsethed. Men han fortsatte. Selv under træning opfordrede han sine sparringspartnere til at gå efter hovedet, så han kunne blive hærdet, og i jagten på penge og fortsat legendarisk status boksede Ali alt for mange kampe. Han blev punch-drunk, som man siger, og fik senere konstateret Parkinsons sygdom.

Jonathan Eig beskriver dette kropslige forfald udførligt, og mens det fremstiller boksesportens brutalitet, peger det også frem mod det forunderlige sidste kapitel i Muhammad Alis liv. Her voksede han ind i en ny dimension, som kun få sportsfolk opnår, for mens den store mand hverken kunne tale eller bokse mere, blev han med bistand fra sin fjerde kone og diverse strategiske hjælpere gjort til et nationalt symbol på mildhed og fællesskab.

Ali var muslim til det sidste, men hans opgør med den hvide kristne verden var fortid, og han blev hyldet af præsidenter og i 1996 udpeget til at tænde den olympiske flamme i Atlanta. Jeg var selv som udsendt reporter til stede på stadion, da han trådte frem fra mørket som en rystende klippe med faklen i hånden, mens folk råbte ”Ali, Ali, Ali” som i de gamle dansende dage. Jeg indrømmer, at jeg fik tårer i øjnene den aften. Ja, jeg ved godt, at det har noget patetisk over sig, for det har sportsstjernes virkning, men de tidlige års lykkelige tiltrækning forsvinder aldrig igen.

Derfor vil voksne mænd også få tårer i øjnene, når Messi og Ronaldo og de andre fodboldstjerner nu skal optræde i Rusland, for mænd bliver i tusindvis mærket af fodbolddrømmen, mens de er små drenge, og er man én gang blevet ramt, vil man altid være modtagelig for denne særlige kilde til tro på livets storhed. Også selvom sportsstjernerne ikke selv er specielt store indeni. ”Ali – et liv” beskriver på overlegen vis denne dobbelthed, og Jonathan Eig har skrevet en imponerende bog. I visse passager taber den højde, når der gøres for meget ud af forskellige intriger og kontraktforhandlinger, men beskrivelsen af de store kampe er af høj kvalitet, det samme er sansen for en boksers sind, og ikke mindst fremstår portrættet af Muhammad Ali realistisk og virkelighedsnært. Præcis som det bør være i forholdet til et fejlbarligt menneske af kød og blod. Vi må ikke ophøje sportsfolk for meget, for de kan ikke bære det, men de kan stadig inspirere til en tro på, at livet er til at leve. Muhammad Ali formåede dette i helt usædvanlig grad, og det er i sig selv meget smukt.