Herman Melvilles »Pierre« (1852) er en af de mærkeligste klassikere, jeg har læst. Man lægger den træt til side og fortsætter lidt efter alligevel. En vred knyttet næve, det er, hvad den ligner mest. Skal man anbefale den, skal det være til litteratur-nørder med smag for den interessante periode i tiden omkring 1850 og en tematik i omegnen af Kierkegaard. Det er absolut ikke noget mesterværk, men spændende er den ved sin negative undergravning af den romantiske livsforståelse ud fra en fortællerposition, der skiftesvis identificerer sig med sin historie og til andre tider holder den ud i en parodierende strakt arm.
Melville var jo en sømand, der gik i land efter på egen krop at have studeret det grusomme liv som underordnet sømand på datidens skibe. Ja, han var med til et mytteri i Stillehavet, søgte tilflugt på en Stille-havsø og levede blandt kannibaler et kort stykke tid. Det skrev han om i succesen »Typee«, der også rummede beskrivelser af samliv med indfødte kvinder. Men Melville ville skrive om andre ting end sydhavsøer, og med »Moby Dick« om jagten på den hvide hval gik han over stregen for, hvad publikum kunne goutere, og han gjorde det endnu mere med efterfølgeren »Pierre«. Denne blev kaldt en hån mod al moral og kristendomsnedbrydende, fordi dens livsanskuelse i korthed kan siges at være, at dyden ikke lader sig praktisere i et normalt menneskeligt samfund. Men som det ofte ses bagefter, er den umoralsk ved at hævde en al for høj moral. For hvad vil dens handlingsgang egentlig - i det omfang den har en normal handling? Den vil sætte en broder-søster-kærlighed i stedet for samfundets normale ægteskabskærlighed. Altså overskride incestgrænsen uden at vi dog nogensinde får at se de to halvsøskende i seksuelle situationer. Hovedpersonen Pierre foregiver at være gift med sin søster for at beskytte hende.
Og hvorfor vil romanen så investere i en sådan grænse-overskridende handling? Jo, Pierre, som er en ung mand med alle muligheder, ønsker sig en søster og leger allerede i sin ungdom med sin moder som en sådan søster. Han er desuden forlovet med den underdejlige Lucy, indtil han modtager et mærkeligt brev fra en kvinde, som påstår at have samme fader som han. Det er er alt sammen meget hemmeligt, og det forbliver uafklaret, om det faktisk forholder sig, som hun siger, men Pierre beslutter sig til at bryde med hele sit fortidige liv, forlade moderen og de lysende fremtidsudsigter for at tage sig af søsteren. I modsætning til stedets præst forsøger han faktisk at realisere det kristne budskab om at elske sin næste. Han bryder op fra landstedet og flytter til byen med to faldne kvinder (søsteren plus en gravid tjenestepige) og oplever, hvordan verden trækker sig tilbage fra ham.
Pludselig udstyrer Melville ham med en fortid som lovende forfatter, og romanen udvikler sig til at være en allegori over Melvilles eget forfatterskab på dette tidspunkt, inden endog kæresten Lucy flytter ind til Pierre og de to kvinder. Den lille lejlighed formelig summer af høje dydige aspirationer og lav jalousi på grund af udprægede erotiske tilbøjeligheder parterne imellem.
Ud over denne specielle handling, der ender med mord, er bogen som sagt karakteriseret ved en endog meget fremtrædende fortæller, der bogstaveligt nægter at fortælle sin historie som andre datidige romaner. Han springer i tid, forstørrer momenter ud over deres betydning, fordyber sig i tilsyneladende detaljer, kort sagt, skriver, som han vil - og hvad er så hans motivering for at skrive og fortælle således?
Bogens undertitel, »eller flertydighederne«, fortæller det tydeligt. Forfatterne vil dermed pege på verdens, tænkningens og bevidsthedens ubestemmelige status. Intet er mennesket i stand til at styre, og fortælleren således heller ikke sin egen historie. Og som en sådan voldsom vrede over dette fravær af sikkerhed fremstår Melvilles værk.
Entydigheden er væk, og i denne situation søger Pierre til broder-søster-kærligheden, der også i sit udspring kun er halv, hvis den overhovedet er. Bogen forlanger entydighed, men finder kun flertydigheder. Den er ikke umoralsk, men tværtimod absolut moralsk, så moralsk, at verden aldrig vil kunne svare tilfredsstillende. Det forklarer også dens sammenstød mellem drømmende romantik og smertelig viden om de faktiske vilkår. Det er en bog, der smadrer sin egen fiktion for at få skrevet denne livets tragedie ud i klar tekst. Smerten er så afgjort stærkere end dens formmæssige udtryk.
Bogen er forsynet med to forord. Et af Ib Michael, der identificerende læser sig ind i Mevilles manglende politiske korrekthed i forhold til samtidens krav til en roman. Det andet forord er skrevet af bogens oversætter, Flemming Chr. Nielsen, som bringer relevante oplysninger om romanen og Melvillles skæbne. Selve oversættelsen er et godt initiativ med gode dækkende noter. Oversætteren kalder romanen for »the missing link« mellem det 19. årh.s roman og den moderne roman. Om den er det, er nok et spørgsmål. Men en bemærkelsesværdig vrangvendt roman er den. En fortvivlet knyttet hånd over for en tilværelse, som nægter den måske rene kærlighed mellem broder og søster råderum.
Herman Melville: Pierre eller flertydighederne. Oversat af Flemming Chr. Nielsen. 416 sider. Forlaget Bindslev.