Anna Akhmatovas digte om den forsmåede kærlighed er gribende, smukke og smertefulde

Indtil for nylig har der kun været enkelte oversættelser til dansk af denne digter, men det rådes der heldigvis bod på nu, idet der sidste år udkom et første bind af hendes digte på dansk med titlen ”Requiem 1935-1940”, mens det andet bind af tre, med titlen ”Udvalgte digte 1910-1965”, hermed er kommet

Anna Akhmatova er navnet på en af de vigtigste moderne russiske digtere. Hun levede fra 1889 til 1966 og gennemlevede i sit liv en række alvorlige kriser, først i sin ungdom med ulykkelige forelskelser og voldsom vantrivsel i et ægteskab og senere i livet i form repressalier og fængselsophold under det sovjetiske regime. Om disse forhold skrev hun en række fænomenale digtsamlinger.

Indtil for nylig har der kun været enkelte oversættelser til dansk af denne digter, men det rådes der heldigvis bod på nu, idet der sidste år udkom et første bind af hendes digte på dansk med titlen ”Requiem 1935-1940”, mens det andet bind af tre, med titlen ”Udvalgte digte 1910-1965”, hermed er kommet.

Lad mig sige det med det samme: Akhmatovas ungdomsforfatterskab rummer nogle af de smukkeste og mest gribende kærlighedsdigte, jeg har læst. Digtene er glimrende oversat af Mette Dalsgaard, og digterens blanding af store følelser og banal dagligdag mimes overbevisende i digtenes tonefald, hvor en mundret diktion flyder gennem de klangfulde rimede vers. Hør blot disse vers om oplevelsen af forsmåelse og ulykkelig kærlighed:

”Og hvordan kan jeg glemme hans vaklen/ Og hans mund så forvrænget og stram?/ Jeg løb, næsten fløj ned ad trappen./ Helt til lågen fulgte jeg ham./ Og jeg stønnede: ’Hvis du forsvinder,/ Så dør jeg. Det var kun en spøg’./ Han smilede, roligt og skræmmende:/ ’Du bli’r kold uden overtøj’”.

I Akhmatovas digte skildres den sårede kærlighed oftest gennem billeder, hvor kærlighedsdrømmen slås brutalt ned af en lidenskabsløs, overbærende og overfladisk venlig attitude hos den elskede, som det beskrives i endnu et af de vidunderlige digte:

”Musikken strømmede så trist/ som aldrig før igennem haven,/ Og havets dufte steg fra fadet/ Med friske østers, lagt på is./ Han sagde: ’Stol på mig, min kære!’/ Og strejfed’ skødeløst min kjole/ Med en bevægelse så rolig/ Og uden skyggen af begær./ Ja, sådan kæler man for katte./ Og sådan roser man en rytter…/ Bag ved hans gyldne øjenvipper/ Var blikket lutter smil og latter”.

Det er dog ikke kun digte om den ulykkelige kærlighed, som man finder i dette bind af Akhmatovas lyrik. Man finder også portrætdigte af familiemedlemmer, identifikationer med digteridolet Aleksandr Pusjkin (1799-1837), politiske kommenterende digte om revolutionen og Anden Verdenskrig samt tekster om byer og landskaber i Rusland – som det følgende smukke og uhyggelige digt om Moskva, hvis afslutning hermed får lov til at stå som en anbefaling af denne fremragende digtsamling:

”I den særlige time på dagen,/ Når den liflige forårsbrise/ Gennemstrømmer dit søjlerum,/ Er du lutret og paradisisk/ Som den dødsdømtes sidste drøm”.