Den forsvundne familie

BØGER: Billedkunstneren Pia Arke, aktuel med bog og fotoudstilling, fandt sin glemte grønlandske familie i et gammelt fotoalbum

Den grønlandsk-danske billedkunstner Pia Arke står i disse dage bag udgivelsen af en bog, der også danner rammen om en fotoudstilling i Møstings Hus på Frederiksberg. Tilsammen er bog og fotos resultatet af hendes 12 år lange søgen tilbage til rødderne i Grønland. På en helt utrolig måde er det lykkedes hende at rekonstruere sin families historie.

Pia Arke er født i den østgrønlandske by Scoresbysund af en grønlandsk mor og en dansk far. Sammen med sin familie boede hun senere i Thuleområdet i det nordligste Grønland og i den sydgrønlandske by Qaqortoq (Julianehåb), inden hun som 12-årig flyttede til Danmark.

- Derfor har jeg ikke kendt min grønlandske gren af familien, siger den nu 58-årige Pia Arke, som er cand.phil. og billedkunstner fra Det Kongelige. Danske Kunstakademi.

- Jeg har kun mødt nogle få familiemedlemmer fra min mors side. Og jeg kendte heller ikke noget til kolonihistorien, for den lærte vi ikke noget om i skolen.

Netop kolonihistorien er vigtig, når det gælder Pia Arkes familieforhold. Hendes fødeby, Scoresbysund, blev nemlig grundlagt af danskere i 1920'erne for at sikre dansk overherredømme over Nordøstgrønland i en strid med Norge om dette territorium. Det var afgørende for danskerne, at der var nogle indbyggere i byen, og derfor blev 100 beboere fra den østgrønlandske by Ammassalik - blandt andre Pia Arkes morfar og mormor - forflyttet hundreder af kilometer væk til Scoresbysund.

I sin søgen efter familiefortiden i Grønland smilede lykkes gudinde en dag til Pia Arke. En af hendes veninder havde fundet et fotoalbum i sin mors udhus i Scoresbysund, og da Pia Arke kiggede albummet igennem, så hun en masse billeder af sin egen mor.

Opgør med kolonitiden

Dette album og andre gamle billeder har hun bragt med sig mange steder i både Grønland og Danmark. På den måde har hun fået hjælp til at identificere langt de fleste mennesker på billederne og på den måde sat både navne og ansigter på sin grønlandske slægt. De kan ses i bogen »Scoresbysundhistorier«, der netop er udkommet.

- Jeg har også fået arbejdet med mit eget forsinkede og uafsluttede opgør med kolonitiden og dens spor i Scoresbysund. Når vi ikke lærte noget om den periode i skolen, hænger det nok sammen med, at hvis ens historie er meget barsk og hård, taler man ikke gerne om den, siger Pia Arke.

Pias Arkes udstilling med billeder og installationer fra Grønland kan ses i Møstings Hus på Frederikberg hver dag kl. 11-16 til og med på søndag.

Pia Arke: Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning. 163 sider. 299 kr. Borgen

kiil@kristeligt-dagblad.dk