Det er ikke let at blive en svane, hvis man hele tiden synes, man har været indespærret i et andeæg. Hvordan bliver man den, man er, med den historie, man nu engang har levet? Det handler den nye danske film ”Hvor kragerne vender” om. Det er en begavet og rørende historie om Laura fra Udkantsdanmark, der er blevet til forfatteren Irina, der nu færdes i det fancy og selvhøjtidelige kunstnermiljø i København og helst vil lægge sin forhistorie fra sig.
”Den rejse var en absolut nødvendighed,” siger hun selv i begyndelsen af filmen, da hun bliver interviewet i tv af selveste Knud Romer i anledning af sin første roman. Hun kunne ikke være blevet i andegården. Hun måtte tage springet over i svanelivet i storbyen som Irina. Hun hørte ikke til derude på bøhlandet med køer, gummistøvler og fastlåste fordomme.
Hun har også skiftet type. Fra en langhåret sjov pige uden særlig makeup til en alvorlig, kortklippet forfatter med lilla læbestift og store øreringe. Den tidligere landpige Laura, der er vokset op med kvæg, er blevet veganeren Irina, der hele tiden, som de andre i det hotte miljø, tænker på klimaet. Alt dette skildres i filmen med stort overskud og befriende humor.
Det giver lidt sjov stemning, da hun i begyndelsen af filmen kommer hjem på gården. Lauras/Irinas opførsel vækker betydelig undren, og stemningen bliver derefter.
Rosalinde Mynster er Laura/Irina, og hun stråler i den rolle. Rejsen hjem til broderen Janniks bryllup er en rejse hjem til hendes egen fortrængte historie, der åbner sig med smerte, da hun opdager, at broderen skal giftes med hendes plageånd fra skoletiden, Catrine (Anne Sofie Wanstrup), der helt har overtaget rollen som husets datter, nu hvor Laura har valgt Irina-livet.
Hvordan den historie spænder af, dirigerer filminstruktøren Lisa Jespersen med sikker hånd. Her i sin debutfilm har hun tillige også selv skrevet manuskriptet. Stor ros til hende. Og lige så stor ros til skuespillerne. De er bare gode. Bodil Jørgensen og Jens Jørgen Spottag er forældrene. Ja, der er et godt gensyn fra ”Hvidstengruppen”, hvor de også var ægtepar. Thomas Hwan er skøn som Irinas forfatter-kæreste, Benjamin. Han rammer den storbyagtige forfattertype perfekt. Han konstaterer hurtigt, hvor store bønderøve de er ude på landet.
”Og så affaldssorterer de heller ikke!”
Ja, synden har mange ansigter.
Den store begivenhed i filmen er broderens bryllup med Catrine. Jannik (strålende spillet af Adam Ild Rohweder) står for alt det, Irina har forkastet.
Han vil gerne leve det traditionelle liv med sin Catrine og hendes lille datter og dyrke jorden med den nye traktor, som hans forældre har givet dem i bryllupsgave. Han vil giftes i kirke, have fest i laden og have det sjovt med vennerne. Han er ordblind, men bruger sine talenter, som han har dem. Der er langt til Irina, men han elsker Laura.
Filmens slutpointer står i forsoningens og ægthedens tegn. Irina kan ikke blive Laura igen, men hun kan værdsætte nogle af de dyder, som hun ikke kunne se, da hun voksede op. Hun kommer til at forstå sin egen historie om mobning fra en ny side. Det er ikke let, efter hun nærmest har spoleret det hele. Det gør filmen rørende, at hun og Catrine når en slags forståelse. Der er håb om, at splittede verdener kan heles. Det er svært ikke at få lignelsen om den fortabte søn ind på lystavlen, hvor det jo også drejer sig om at vende hjem og blive forsonet med sit ophav og sin bror.
Til slut skal filmen prises for sin naturlige humor. Nogle gange kan danske film blive lidt anstrengende og ”stand up-agtig” i humoren, men det er der ikke noget af her. Man går ganske enkelt opløftet hjem. Man har grinet og fået noget med hjem. Hvornår forstod man lige selv sin egen gamle historie og så forsoningens mulighed?
Læs Kristeligt Dagblads interview med instruktøren bag filmen,
Lisa Jespersen, her.