Prøv avisen
Film

”Lykke-Per” er et modent mesterstykke

5 stjerner
Bille Augusts ”Lykke-Per” er mættet, malerisk og smukt fotograferet. Foto: fra filmen

Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per” er et modent mesterstykke med talrige referencer til instruktørens øvrige film og til det smertefulde dyb i hans egen personlighed

I Bille Augusts internationale gennembrud, filmatiseringen af Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren” (1987), efterlader filmen den unge Pelle i græsset mellem klitterne ved havet. På vej ud i verden. Her i 2018 finder instruktøren ham igen det samme sted og fører ham videre ud i livet. Nu under navnet ”Lykke-Per” og med et litterært forlæg fra en af de andre helt store forfattere omkring år 1900, Henrik Pontoppidan.

”Pelle Erobreren” og ”Lykke-Per” er skabt med over 30 års mellemrum af en instruktør, der er blevet ældre og nu selv rummer de erfaringer, der tillader ham at bygge videre på historien og føre den igennem med mod og konsekvens. Over et spand af tid fører Bille August en dialog mellem de to film, der på den ene side er hinandens modbilleder og på den anden side hinandens spejlbilleder. Hvad skete der med Pelle, da han drog ud i verden? Det viser instruktøren, da han tager Per i hånden og sender ham fra den fjerne provins til København.

Bille August ønskede i 1987 at lave en fortsættelse af ”Pelle Erobreren”, men det lykkedes ikke. I stedet modnedes en anden historie hos ham med ”Lykke-Per”. Også den aktuelle film er i virkeligheden et gammelt projekt. ”Lykke-Per” har ligget længe i Bille Augusts sind og ventet, nu er filmen forløst med et manuskript skrevet af far og søn, Bille og Anders August.

Det er næppe tilfældigt. For skildrede ”Pelle Erobreren” drømmen om en far – kærlig og generøs – skildrer ”Lykke-Per” mareridtet om en far – uforsonlig og patriarkalsk i sin nådesløse kristendom. Hvor Lassefar i ”Pelle Erobreren” bevægede en hel verdens hjerter, da han forærede Pelle en lille kniv som pant på en duelig fremtid, forærer Pastor Sidenius Per et ur, der tæller tiden ned til dommens dag.

Kniven og uret. Lykke og forbandelsen. Modtaget med henholdsvis åben og knyttet hånd. Den åbne hånd var Pelles, den knyttede hånd er Pers, da han drager fra klitterne og marehalmen mod den store by og dermed en potentiel frigørelse fra sin patriarkalske arv.

Filmen følger ”Lykke-Per” på rejsen, der også bliver en klasserejse. Fra det fattige landsogn til det velstående borgerskab i København. Fra den strenge lutheranske kristendom til den frisindede jødedom. Fra Sidenius-slægten til slægten Salomon med den renfærdige datter Jakobe, som Per ønsker at erobre på sin færd mod tinderne. Men hvor Pelle i ”Pelle Erobreren” var en idealist, er Per i ”Lykke-Per” en fantast.

Ved at fornægte sin tro og sit ophav er Per overladt til sig selv. Han vil ikke være i sit apostelnavn Peter Andreas. Han fortrænger sin baggrund, både socialt og eksistentielt, og er dermed prisgivet sin egen skabervilje. Forsynet eksisterer ikke i hans verden, kun egenviljen. Fællesskabet eksisterer heller ikke i hans verden, kun egoismen og den hensynsløse realisationstrang.

”Lykke-Per” er en ikonoklastisk film. Kristus-billedet smadres både konkret og overført. Per er i konstant kamp med lidelsesikonet på korset og bag ham, faderen Pastor Sidenius. Faderens ur brænder i Pers hænder indtil det øjeblik, hvor han fæstner det til korset, hvor den lidende før hang. Selv bliver Per fra da af ét med den torterede og martrede mand, der ikke bare bliver forladt, men selv svigter alt og alle.

Bille August følger de bærende fortællelinjer i Henrik Pontoppidans store roman fra 1898-1904, hvis brede ironisk-distancerede sædeskildring og livfulde københavnerbillede må vige for den intime fortælling om Per og Jakobe og dermed den umulige kærlighed, hvor ikke alene to temperamenter støder sammen, men også to former for tro, der på grund af Pers stejle væsen ikke kan forenes. Opgøret med den eksisterende undertrykkelse fører altid en ny undertrykkelse med sig. I Pers tilfælde gentager han i en meget konkret fortolkning af arvesynden sin egen fars strenghed, efter at han selv får b

Ja, længe inden er Per prisgivet sin viljebestemte uforsonlighed og aldeles urealistiske trang til selvhævdelse. Han går ikke hjertets veje og søger ikke hjertets dannelse. Hans veje er i stedet utopiske og savner den elementære dannelse, der hører til at være menneske, blandt mennesker. ”Lykke-Per” er et øgenavn, han får, da han udråber sig selv til geni. Men som den vise onkel Delft fra Salomonsen-familien siger, så er ”lykken idiotiens formynder”.

Selvom Bille August på nogle punkter humaniserer Henrik Pontoppidans hovedperson og gør ham mindre vanvittig i udfoldelsen af hans visioner for et nyt Danmark, gør Bille August ham på andre områder endnu mere hård. Hans selviskhed og ufølsomhed er skræmmende fremstillet. Hans evne til intet at føle ved faderens død er ubærlig og finalt krakelere.

Det er filmens ømmeste og mest smertefulde punkter, da det omsider sker; det er her Bille August træder frem og så at sige tilegner sig romanen og forsyner den med sin egen signatur. Et sidste kærtegn.

Fra Henrik Pontoppidans hånd er ”Lykke-Per” jo også en kulturhistorisk skildring af de åndelige brydninger omkring år 1900, hvor kritikeren og litteraten Georg Brandes – i romanen dr. Nathan – intonerer det moderne gennembrud og den tyske filosof Nietzsches ugudelige overmennesketanker. I romanen anskuer Per sig selv som en slags teknologisk modpol til Georg Brandes. Et kraftgeni, der på teknikkens område skal få samme status, som Georg Brandes har fået på det åndelige. Per skal åbne Danmark mod de europæiske strømninger. I bogstavelig forstand ved kæmpemæssige ingeniørprojekter, hvor der skabes en frihavn på den jyske vestkyst, kanaler og vandveje igennem landet, alt sammen holdt kørende med vind- og bølgeenergi.

I Bille Augusts film rives Pers visioner ud af deres historiske kontekst, hvorved de fremstår lige lovlig visionære og politisk korrekte, og Per selv som en mand, der har historien på sin side. Retrospektivt gives Pers visioner en historisk mening, der trækker ham ud af det sjælelige fængsel, han reelt er indespærret i. Per er et menneske, der søger den absolutte frihed, men aldeles glemmer nødvendigheden undervejs og dermed forpligtelsen for Næsten. Jakobe bliver hans egentlige visionære modbillede, da hun erstatter Pers trang til selvrealisation med en uselvisk rolle som ”samfundsmoder” og finansierer et asyl for fattige og hjemløse børn. Forvildede små eksistenser.

Per er dybest set selvskrevet til at være det første barn på asylet og bliver det i en vis forstand også. Hvad han ikke vinder i hverken kærlighed eller teknologisk snilde, får han ved Jakobes forståelse – og tilgivelse. Med den – tilgivelsen – kan Bille August igen efter mere end 30 år efterlade, nu ikke Pelle, men Per mellem græsserne, vinden og klitterne ved havet, hvor han ikke længere stormer mod fremtiden, men må se sig selv og døden i øjnene. Det er bevægende at følge.

Da jeg i 2008 skrev bogen ”Spejlet. Bille Augusts film”, gjorde jeg meget ud af, at instruktøren – modsat den gængse opfattelse – er en auteur, altså en filmskaber, hvis personlige skrift (og skrifte) er synlig i hans bedste film. Der er ingen tvivl om, at ”Lykke-Per” hører til blandt de allerbedste. Instruktøren har i interviews haft modet til at vedgå, at denne film er personlig, en slags selvbiografisk ekko af hans egen eksistens med en far, der mindede om den tyranniske og manipulerende Pastor Sidenius, og med en Bille, der mindede om den selviske Per, som har ofret meget på sin vej, ikke mindst mennesker. Det ses i blikket på de personer, Per i denne film forlader. Kameraet dvæler ved dem, når Per svigter og går sin egen vej mod de imaginære drømme om storhed.

”Lykke-Per” er selv- og genrebevidst fuld af citater og scener, der kendes fra flere af Bille Augusts øvrige film, ikke bare gennembruddet med ”Pelle Erobreren”, men også mesterværket ”Den gode vilje” (1991), hvor Bille August filmatiserede Ingmar Bergmans erindringer om sine forældre, herunder den selviske og kompromisløse Henrik Bergmans uforsonlige kamp mod Gud og Næsten. Helt på dette niveau af skræmmende og afgrundsdybt melankolsk mesterskab er ”Lykke-Per” ikke. Men det er tæt på.

”Lykke-Per” er mættet, malerisk og smukt fotograferet af Dirk Brüel, roligt klippet med klassisk enkle sceniske overgange af Anne Østerud og Janus Billeskov Jansen, der dog godt kunne have dvælet endnu længere ved disse mærkelige øjeblikke af afsked og ømhed, der er Bille Augusts force.

Som personinstruktør har Bille August virkelig taget sig sammen. I de bærende roller som Peter Andreas Sidenius og Jakobe Salomon spiller Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal nærmest ubegribeligt godt og følelsesfuldt, selvom alle replikker ikke er lige mundrette og nogle for illustrative.

Ligeledes træder en række af de kendte skikkelser fra Henrik Pontoppidans store galleri af bipersoner op, så filmen sætter sig med magtfuld tyngde: Paul Hüttel som oberst Bjerregrav, Ole Lemmeke som Delft, Tommy Kenter som familieoverhovedet Philip Salomon, Benjamin Kitter som vennen Ivan Salomon og Jens Albinus som broderen Eberhardt Sidenius, der mildt sagt ikke besmykker Sidenius-slægtens karakter.

”Lykke-Per” er en moden mands film. Den er båret af og præget af erfaringerne fra et langt liv og dertil en indsigt i menneskets psyke, der kommer hos den, der undervejs har måttet træffe skæbnesvangre valg.

Filmen følger et alter ego, der for 30 år siden hed Pelle, og som nu hedder Per. De har begge fået en gave i hånden, som har defineret deres rejse, og de har begge haft en arv, der har været igangsættende for deres trodsige ambition. Hvor ”Pelle Erobreren” skildrede en ung mand, der var på vej ud i den vide verden, skildrer ”Lykke-Per” en mand, der, mærket af livet, er fremme ved en grænse, hvor selvrealisation ikke længere er mulig. Foran den fortabte søn er havet og vinden – de kræfter, han ville kontrollere og sætte i elektriske svingninger, men som nu tager ham. Det er klassisk filmkunst.

Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal spiller rollerne som de fortabte elskende, Per og Jakobe. – Fotos: Rolf Konow/Nordisk Film Distribution.
Per ønsker at erobre Jakobe på sin færd mod tinderne.
Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” er også en kulturhistorisk skildring af de åndelige brydninger omkring år 1900.