Den fortryllende forelskelse og den flygtige virkelighed: Det er en film, man ikke sådan ryster af sig

Wong Kar-wais mesterlige film ”In the Mood for Love” fra år 2000 er nu kommet i en teknisk forbedret udgave, og den har stadig sin magi

Den fortryllende forelskelse og den flygtige virkelighed: Det er en film, man ikke sådan ryster af sig

Filmen ”In the Mood for Love” har været gennem dygtige tekniske hænder og får nu repremiere i udvalgte biografer – og det er ikke kun til glæde for filmnørder. Der er en fortryllelse og leg med virkeligheden, der stadig betager.

Filmens kinesiske titel er ”Blomstrende år”, og det rammer bedre end det med at være in the Mood – i humør. Der er en dobbelthed og let bitterhed i den kinesiske titel, som er vigtig. Det er en kinesisk metafor for ungdommens, skønhedens og kærlighedens flygtige tid. Det er denne flygtige tid, der skildres i to modne menneskers liv.

Handlingen i filmen er ganske enkel. Vi er i Hongkong i 1962, hvor området er britisk kronkoloni, men det mærker man ikke meget til, ud over at personerne er som taget ud af modeblade fra den tid. Jakkesæt og kvinder med højt, bobbet hår og i smukke tætsiddende kjoler, men alt andet er kinesisk.

I en udlejningsejendom med ganske små værelser flytter Hr. Chow (Tony Leung, der vandt prisen som bedste mandlige skuespiller ved Cannes 2000) ind med sin kone i det ene værelse, og Fru Chan (Maggie Cheung, der vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle ved flere festivaler i 2001) flytter ind ved siden af med sin mand. Det viser sig hurtigt, at der er noget galt i de to ægteskaber. Vi ser ikke Hr. Chows og Fru Chans ægtefæller, men vi aner, at de nok har en affære. De to forsmåede ægtefæller begynder så stille og roligt at lægge mærke til hinanden. De drages, og instruktøren lader det ske i mange og sublime billeder. Vi følger dem, når de mødes et kort øjeblik i opgangen eller i regnvejret lige udenfor. Wong Kar-wai er en mester i at skabe flygtige øjeblikke, og billederne er fortættede.

Det er to meget smukke mennesker, både i det ydre og i det indre. De er retlinede som få midt i en verden, hvor der er bedrag og snyd. De vil ikke gentage deres ægtefællers bedrag. De søger at bibeholde deres forhold på det platoniske plan. Kan man det? Kan mennesker begå sig uden at være syndere? Jeg ved godt, hvad den protestantiske livsopfattelse siger, men kan man leve på og med den strenge kinesiske moral? Jeg røber ikke for meget ved at sige, at sidstnævnte krakelerer, og blomstringen falmer.

Der er ikke meget ydre handling i filmen, selvom Hr. Chow i sin fritid skriver kung-fu-knaldromaner og er bedste ven med en liderlig kinesisk Casanova. Fru Chan er sekretær for en chef, der hele tiden kører dobbelt med en elskerinde. De er omgivet af syndens flok. De forsøger at holde deres sti ren, men lidenskaberne bobler lige under overfladen. Jesus siger, at den, der kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede i sit hjerte begået hor. Det gør Hr. Chow og Fru Chan, altså kaster lystne blikke. Om de så begår hor i virkeligheden, er spørgsmål, man sidder længe med. Instruktøren lader hele tiden sin fortælling gå flere veje på én gang.

Det er dette spil med virkelighedens flygtighed, der gør filmen betagende. Virkeligheden er ikke sådan at få orden på.

Filmen springer til sidst i tid og foregår i Singapore og ender i Cambodia. Man aner en handling, men man forstår ikke, hvad der er sket. Kun at de blomstrende år er væk. Wong Kar-wai giver tilskueren følgende besked:

”Det, der eksisterede i en anden tid, eksisterer ikke længere.”

Så kan man tygge på det på vejen hjem. Det er en film, man ikke sådan ryster af sig.