Den fraværende far

BIOGRAFI: Teddy Petersen skriver minutiøst om Johannes Jørgensens liv, tro og forfatterskab og tegner indirekte et tidsbillede af Danmark i 1900-1950

Johannes Jørgensen kom fra Svendborg, hvor han er udnævnt til æresborger. -- Arkivfoto.
Johannes Jørgensen kom fra Svendborg, hvor han er udnævnt til æresborger. -- Arkivfoto.

Johannes Jørgensen levede længe (1866-1956) og overlevede alle i sin generation, og især Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen, som han lavede det symbolistiske tidsskrift "Taarnet" med tilbage i 1893-94.

I 50-året for hans død har Teddy Petersen nu skrevet en meget lang biografi på grundlag af Jørgensens egne dagbøger, som han førte omhyggeligt fra sin tidligste ungdom til sin sene alderdom. Kender man i forvejen til stoffet omkring symbolismen og Jørgensens overraskende konvertering til katolicismen i årene 1894-96, er det et spændende forløb, der bliver oprullet, og man venter at få bedre besked om den Johannes Jørgensen, der efterhånden levede langt mere i Italien end i Danmark.

Det gør man sådan set også, men mest om de familiære trakasserier: om ægteskabet med Amalie, om de otte børn, om søstrene i Svendborg og om Jørgensens noget forstødte bror Valdemar. Og så konstant om penge, først Jørgensens egne tiggergange i ungdommen og senere de pårørendes forsøg på omvendt at blokke ham.

Alt i alt en sørgelig historie, nøjagtigt og detaljeret noteret ned af Teddy Petersen med årene som handlingstråd fremad. En historie, der kunne hedde "Den fraværende far", for det er dette svigt i Jørgensens karakter, der tilsyneladende optager Teddy Petersen mest, skønt man vel må sige, at det var næsten tidstypisk mandlig mangel på interesse for børnene. Jørgensens mange værker: digtsamlinger, romaner, essaybøger og helgenlegender nævnes behørigt, men det er ikke et åndeligt portræt af Johannes Jørgensen, endsige af hans æstetiske hensigter, der tegnes, sandsynligvis fordi Teddy Petersen har travlt med at præcisere sig som ikke-troende selv. Man spørger sig, hvorfor han har interesseret sig så meget for Johannes Jørgensen, at han har kunnet skrive denne lange bog? For den nøjagtige rapportagtige opregning af alle Jørgensens dårlige sider kan da ikke have båret interessen? Vennen fra ungdommen, Sophus Claussen, skrev engang om Jørgensen: "thi vi har elsket vor Ven for hans Strenghed og ikke for hans Svaghed." Hvad det var, som begejstrede nogle danskere i de første 50 år af 1900-tallet ved Johannes Jørgensen, får man ikke meget indtryk af i Petersens bog.

Og Jørgensen er da heller ikke let at forsvare, når man kommer så tæt ind på ham som gennem dagbøgerne. Han fortryder gerne sig selv, ja selve konversionen til katolicismen synes at være en sådan selvofring som soning af hans meget polemiske, hadske og dømmende væsen.

Og bagefter kæmpede han videre mod tidligere venner og alle andre, som tillagde ham forkerte motiver. Han blev mild med årene, som han fik så mange af, men han var ikke nogen behagelig person som voksen, og han vidste det selv, jaget, som han var, af sit grimme udseende, der gav ham øgenavnet "mongolen". Han var studenten fra provinsbyen Svendborg, der skulle slå sig igennem på det københavnske litterære parnas og faktisk kom så langt som at blive set og udvalgt af selveste Georg Brandes, hvorpå han kastede sig ud i polemik med ham og mistede sin position. Også vennerne omkring "Taarnet" lagde han sig ud med, fordi han i deres øjne svigtede deres særlige ateisme ved at overgive sig til den katolske kirke, hvor han efterhånden blev et navn ude i Europa og fik andre venner og veninder, herunder økonomiske støtter.

På sin vis er det en fascinerende bog om Johannes Jørgensen, som Teddy Petersen har skrevet, journalistisk (uden noter) i sit drive med fine oplysninger og et hav af citater af Jørgensens dagbøger, der giver bogen en dokumentarisk styrke. Man forventer, at det hele nok skal samle sig i et egentligt portræt af denne betydningsfulde danske digter, men det udebliver. Måske fordi man ikke vil acceptere, at så glansløst, så melankolsk, så hvidkalket, så tilkæmpet harmonisk var hans liv. Med sin strenghed over for sig selv udholdt Jørgensen det. Og som sådan er bogen et indirekte portræt af tiden 1900-1950 i Danmark med de pæne naturdigte, de lyriske stemninger, der fik lov at slippe ud af de opstrammede personligheder, der i dag forekommer os så fjerne. Kristendom dengang, hvad enten katolsk eller protestantisk, var ikke ganske hyggelig. Det får Teddy Petersen dokumenteret ganske overbevisende gennem sin underligt frastødende helt Johannes Jørgensen. Og var det meningen?

**Teddy Petersen: Et menneske kommer derhen, hvor det vil. En mands liv – om forfatteren og journalisten Johannes Jørgensen. 586 sider. 399 kroner. Forlaget Frydenlund.

kultur@kristeligt-dagblad.dk